Flyselskaber kæmper med First Class

De knækdyre sæder allerforrest i flyet er ved at udvikle sig til en hovedpine for flyselskaberne. De dyre First Class billetter er svære at få solgt, og senest har Lufthansa meddelt at de fjerner First Class på ruterne fra Frankfurt til Nanjing, Guangzhou, Osaka, Kolkata, og Accra (videre til Libreville), fra December 15, 2009 indtil den 27 marts 2010.

For at forstå, hvorfor det er svært for flyselskaberne at sælge First Class billetter, så kræver det bare et hurtigt kig på prisen: En returbillet fra København til Guangzhou (i Sydkina, ikke langt fra Hong Kong) koster over 70.000,- kroner!

Og sådan som verdens økonomi har det lige nu, så er der en del steder i verden, hvor folk har fået at vide, at de altså må rykke ned på Business Class og lige spare de 40-45.000 kroner, som er forskellen på første klasse og Business Class.

Det er dog kun 4% af Lufthansas First Class sæder, der bliver beskåret i vinterperioden. Så der er altså masser af andre ruter, hvor de ultra-rige og ultra-vigtige stadigvæk spiser caviar, drikker champagne og sover i en helt flad seng.

For et par heldige Business Class passagerer er Lufthansas problemer med First Class dog godt nyt. Det betyder nemlig, at et par passagerer vil blive rykket op på de gode sæder, og selvom servicen vil være som på Business, så er det stadig en lidt behageligere måde at rejse på.

Men at flyselskaberne slider med First Class er ikke nogen hemmelighed. Qantas gør det samme som Lufthansa på en række ruter til London, British Airways har meddelt at deres nye 777 vil blive leveret uden First Class og mange flyselskaber har i årets løb haft tilbud som “betal for Business – flyv First Class”.

Tiden er ikke til First Class i øjeblikket, men flyselskaberne tror – og håber – at det vender. For det paradoksale er, at netop Lufthansa og British Airways vil afsløre helt nye First Class kabiner næste år, og hvis de bare skal fyldes op med Business Class passagerer, så bliver det en meget dårlig forretning for flyselskaberne.

Det er iøvrigt mange år siden, at SAS afskaffede First Class på deres fly, og også flere år siden, at det sidste fly med First Class passagerer lettede fra København.


Posted

in

by