Blind passager

I disse “sikkerhed-før-alt-andet”-tider er det ikke så tit, at man hører om blinde passagerer på fly.

De mange tjek i lufthavnene er selvklart en af grundene til at det ikke er så udbredt, men alligevel lykkedes det for en indisk mand at snige sig ombord på et fly fra Madinah i Saudi Arabien til Jaipur i Indien som blind passager, beretter The Aviation Herald.

Tilsyneladende havde han gemt sig på toilettet, men tre kvarter ind i flyveturen gik han ud derfra og tog et ledigt sæde. Han var dog stadig iført sit overtøj, hvilket tydeligt skilte ham ud fra resten af passagererne.

Den indiske mand arbejdede i lufthavnen i Saudi Arabien, men havde ikke fået løn i seks måneder og ville derfor gerne hjem til Indien, men hans  pas var inddraget af hans saudiarabiske arbejdsgiver.

Crewet ombord mente ikke han var farlig, så de fortsatte flyvningen og overdrog ham til politiet ved landing.


Posted

in

by