Kingfisher Airlines: Et af verdens bedste flyselskaber?

Da jeg første gange besøgte Indien i 1994 var Kingfisher en øl. Og vel at mærke en øl, der gav mig hovedpine. Nu er det pludselig også navnet på et af verdens allerbedste flyselskaber.

Så jeg sidder og skriver disse linjen i London Heathrow, og venter på flyet til Bombay. Missionen er at teste Indiens fem-stjernede flyselskab, Kingfisher Airlines.

Der er kun seks selskaber i verden, som kan prale af, at have fået fem stjerner af Skytrax. Disse er Singapore Airlines, Qatar Airways, Cathay Pacific, Asiana Airlines, Malaysia Airlines og så altså Kingfisher Airlines. Imponerende for et flyselskab, der i maj måned i år kan fejre fem års fødselsdag.

Så hvad er det, der gør dette selskab til noget særligt? Hvad gør de bedre end så mange andre? Hvorfor er det et indisk selskab, der pludselig dukker op som et af verdens bedste, når nationens to andre store flyselskaber – Jet Airways og Air India – kun får tre stjerner (ligesom SAS iøvrigt)?

Det bliver jeg nødt til at finde ud af, så nu går turen til Indien for at kigge en af de senere års største fly-succes’er i kortene. Er det så godt, som rygtet siger? Er det så overdådigt, som fem stjerner indikerer? Kan det virkelig måle sig med mastodonter som Singapore Airlines og Cathay Pacific?

Svarene vil du snart kunne læse her. Jeg skal med glæde rapportere fra både en indenrigsrute i Indien samt den lange tur fra London til Bombay ombord på en spritny Airbus 330-200.