Farvel til Tupolev hos Aeroflot

Det russiske flyselskab Aeroflot har sagt farvel til den sidste Tupolev maskine i flåde. Efter næsten 40 års tro tjeneste, er den sidste Tupolev 154 blevet pensioneret. Aeroflot fik den første Tupolev 154 i slutningen af 1970 og brugte den i starten som postfly. Først i februar 1972 kom de første passagerer med ombord på ruten til Mineralnye Vody. Senere blev flyet også brugt på udenrigsflyvninger, bl.a. til Berlin.

Der blev produceret knap tusinde Tupolev 154, men efterhånden er de et særsyn i Europa. Jeg har tilbagelagt ruten København til Bukarest på en Tupolev 154 med det rumænske flyselskab TAROM tilbage i halvfemserne. Det var dengang, der stadig måtte ryges ombord, så ved siden af mig en rumæner og pulsede løs på en kæmpe cigar. Ak ja!

Nu forsvinder den sidste Tupolev 154 fra Aeroflots flåde, og dermed er de eneste russisk-byggede fly som Aeroflot har tilbage seks styk af typen Ilyushin IL96 langdistancefly. De øvrige 84 fly i flåden er alle Airbus og Boeing.


Posted

in

by