Kingfisher Airlines ind i oneworld alliancen

Det indiske flyselskab Kingfisher Airlines er på vej ind i oneworld alliancen, som i forvejen tæller bl.a. British Airways, Finnair og American Airlines. Det forventes at Kingfisher Airlines bliver optaget i det fine selskab i løbet af 2011.

Kingfisher Airlines er flybranchens komet, der på fem år har formået at blive et af verdens meget få femstjernede selskaber. Det er en stor bedrift for et ungt selskab, at kunne blande sig blandt verdens seks allerbedste flyselskaber på så kort tid.

Kingfisher fløj sidste år med over ti millioner passagerer og står for 27% af den indiske indenrigstrafik.

Med Kingfisher Airlines optagelse i oneworld alliance og det statsejede Air India i Star Alliance, så er det kun Jet Airways, der mangler at finde en partner, og mon ikke det bliver Skyteam alliancen. Dermed er Indiens tre store flyselskaber alle blevet godt gift, og det indiske subkontinent delt ligeligt.

Jeg havde for en lille måned siden fornøjelsen af at flyve med Kingfisher fra London til Delhi via Mumbai. Læs bl.a. min vurdering af Kingfisher Airlines og de imponerende fakta om servicen ombord (som bl.a. viser at Economy Class hos Kingfisher har flybranchens bedste benplads, lige så stort tv som Business Class passagerer hos SAS og et hav af valgmuligheder ombord).