SAS taber tre milliarder

Av for den! SAS regnskabet udviser endnu dårligere tal end frygtet. Små tre milliarder er underskuddet på, og ja ja, det er da opgivet i svenske kroner, men det er stadig en hulens masse penge som forsvinder ud i den blå luft.

Topchef Mats Jansson lovede ellers, at der ikke ville komme flere spareplaner, men sådan skulle det ikke gå. Der skal fyres 600-700 mennesker, spares halvanden milliard og hentes penge på børsen igen.

Det er næsten så skidt som det kunne være for SAS, hvis aktie i løbet af dagen røg under to kroner. Det laveste nogensinde.

Forklaringen er ifølge topchefen, at det hele står meget værre til i flybranchen end forventet, men nu regner man med det går fremad.

Jeg er skeptisk. SAS ser endnu ikke ud til at have fundet ud af, hvad de vil, og lavprisselskaberne tager kunder og indtjening fra dem. Ledelsen gentager mantraet “SAS Core” med et koncept rettet mod de betalingsvillige forretningsrejsende med mange afgange og flyvninger til hovedlufthavne, men det er som om de vakler lidt i troen, når lavprisselskaberne for alvor går efter dem.

Så nogen gange vil de gerne lege med dér, hvor de har den dårligste chance for at vinde, nemlig i  kampen om den laveste pris. SAS får aldrig en lavere cost-base end Norwegian. De vil altid tabe penge på en priskrig.

Så der er dystre udsigter for SAS. Og med dagens regnskab begynder de sorte skyer for alvor at trække sig sammen over det hæderkronede fællesskandinaviske flyselskab.


Posted

in

by