En god bekendt er i disse minutter på vej til London. Han skal over at se Dave Matthew’s Band i O2 Arena i London, og han glææææder sig.

Så med min naturlige interesse for fly, så spørger jeg lige til turen.

Mig: ”Hvem skal du flyve med?”
Ham: ”Min kæreste!”

Blot et sekund senere går det op for ham, at det ikke var dét svar jeg fiskede efter, og han siger med et grin: ”Nårh, vi skal flyve med easyJet”.

Men det er egentlig et interessant svar, han giver i første omgang. For mange mennesker er det fløjtende ligegyldigt om det er Norwegian, SAS, easyJet eller British Airways, der skal fragte dem fra København til London.

Han skal af sted med sin kæreste, de skal sidde på et fly i to timer og det er ren og skær transport. Det var det billigste, og for dem er det destinationen, der trækker – ikke drømmen om at sidde i et metalrør i to timer.

Det udstiller med al tydelighed de problemer ”legacy carriers” står overfor. Bagage inkluderet, centrale lufthavne og alle de andre fordele som SAS og British Airways gerne vil have skal retfærdiggøre den højere billetpris, bider ikke på dem.

Hvorfor ender de op på easyJet? Fordi de var billigst!

Længere er den ikke. I hvert fald ikke i flybranchen i øjeblikket. Derfor stormer lavprisselskaberne frem, mens de traditionelle flyselskaber kæmper for livet. Norwegian, Ryanair og easyJet leverer hundredvis af millioner i overskud, mens SAS, Finnair og British Airways styrtbløder.

Når turen er slut, og de er vel hjemme i Danmark, så kan han huske han var i London. Han kan huske koncerten med Dave Matthew’s Band, men der er en vis sandsynlighed for, at han har glemt, hvilket selskab han fløj med.

Det betyder heller ikke det store. For næste gang de skal af sted, vælger de igen det billigste. Det kan være easyJet, men det kan lige så godt være et andet selskab. For som tingene er i flybranchen lige nu, så er der populært sagt kun tre ting, der afgør hvem folk flyver med.

Pris, pris og pris.