Alliancenyt: SkyTeam udvider

SkyTeam alliancen udvider igen, og denne gang er det Garuda Indonesia, der står til at blive optaget i klubben i 2012.

Det indonesiske flyselskab har tidligere stået på EU’s sorte liste og alle flyvninger til Europa blev standset. Det er nu fortid og Garuda er tilbage i Europa med direkte flyvninger i tillæg til deres 28 destinationer i Indonesien. I alt 18 internationale destinationer flyver Garuda til og af Skytrax bliver selskabet vurderet til fire-stjerner  – på linje med Air France, Thai og Lufthansa. Sidste år lancerede Garuda en ny “corporate identity” og et nyt service koncept ombord, og begge dele var med til at markere en ny start for Garuda.

SkyTeam optager nyt asiatisk medlem: Garuda Indonesia
SkyTeam optager nyt asiatisk medlem: Garuda Indonesia

Nu kommer så optagelsen i SkyTeam, og det er ikke overraskende at det netop bliver denne alliance Garuda træder ind i. Indonesien er tidligere hollandsk koloni, og KLM og Garuda har altid haft tætte bånd, og med den markante rolle AFKL spiller i SkyTeam alliancen kunne Garuda umuligt ende noget andet sted.

Til gengæld er det bemærkelsesværdigt, hvor meget SkyTeam alliancen er vokset i Asien. China Southern, Vietnam Airlines og Korean Air er allerede med, og på vej til at blive optaget er China Eastern, China Airlines (fra Taiwan) og nu altså Garuda Indonesia.

De øvrige medlemmer af SkyTeam er: Aeroflot, Aeroméxico, Air Europa, Air France, Alitalia, Czech Airlines, Delta Air Lines, Kenya Airways, KLM Royal Dutch Airlines og TAROM. Disse flyselskaber transporterer årligt 385 million passagerer på 12.500 daglige flyvninger til 898 destinationer i 169 lande.