KLM genindfører Business Class i Europa

De som måtte have læst min anmeldelse af KLM’s premium produkt på Europa-ruterne – kaldet “KLM Europe Select” – vil vide, at jeg mente, der var plads til forbedringer.

De kommer nu.

KLM genindfører nemlig Business Class på de korte ruter d. 27. marts 2011, og får samtidig rettet op på manglerne.

Hollænderne skuffede nemlig med manglende frit midtersæde og et ekstremt nedbarberet service koncept. Serveringen bestod i at personalet udleverede en blå papkasse med lidt mad i, et sæt plastikbestik og et visitkort med lakoniske beskrivelser af de sære retter.

Farvel til KLM Europe Select "madkassen"

Nogle passagerer mente ligefrem, at disse madkasser var en del af underholdningen ombord. I stedet for inflight entertainment, så kunne de bare kigge rundt deres medpassagerer i kabinen og iagttage de vantro ansigtsudtryk, når de løftede låget på de ydmyge bokse med de underligste ting i.

En af klassikerne var “Sauerkraut Apple Salad served with game rouleau topped with elderberries and Dutch potato and shrimp salad with Reypenaar cheese”.

Say what?!?

Den slags løjer forsvinder i slutningen af marts, og ind kommer i stedet den gode, gamle bakke.

Fra en luksuriøs morgenmad til et lækkert 3-retters måltid: Afhængigt af tidspunktet på dagen og længden af din flyvning serverer vi et varmt måltid, sandwich, salat eller en tallerken tapas, og forskellige snacks.

Kilde: www.klm.dk

KLM genindfører Business Class maden i Europa
KLM Europe Select blev ellers indført tilbage i juni 2003, som afløsning for netop Business Class på de korte ruter. Dengang var ræsonnementet, at tiden var løbet fra Business Class, det var blevet for dyrt og derfor hold passagererne sig væk fra de dyre pladser.

Ved at slække lidt på produktet, kunne man også slække lidt på prisen, og så skulle den være hjemme. Desværre viste virkeligheden sig at være en anden, så det endte med at blive et hverken-eller produkt, der var for dyrt til rigtig at være attraktivt, og for dårligt til at indfri forventninger hos de som forventede rigtig Business Class.

Så nu siger KLM farvel til “Europe Select” og goddag til “Europe Business Class”. Ud over forbedringerne med maden, så bliver midtersædet igen frit. Hvilket straks har fået marketing-genierne til at slå på tromme for, at du i fremtiden vil have halvanden gang så meget plads.

Korrekt i henhold til hollændernes gamle produkt, men ikke i forhold til resten af flybranchen, hvor frit midtersæde har været standard på Business Class i mange år. Hvilket det i øvrigt også er hos storebroderen, Air France.

KLM genindfører frit midtersæde

Med disse forbedringer begynder “Europe Business Class” at ligne et helt hæderligt Business Class produkt. Under alle omstændigheder er det interessant, at KLM vælger at opgradere luksusproduktet ombord, for det er et udtryk for fornyet tro på Business Class konceptet.

Hvilket igen fortæller, at flybranchen tror på bedre tider. For det er ikke længe siden, at Air France efter sigende kiggede på helt at afskaffe Business Class i Europa, og selvom de to selskaber drives relativt uafhængigt på disse punkter, så er det interessant at bemærke at lillebror KLM nu sætter kræfterne ind på at opgradere den dyre klasse på de korte flyvninger.

Det kan ikke ses som andet end et positivt tegn for KLM og flybranchen generelt.


Posted

in

by