Korean Air A380 med interessante nyskabelser

I løbet af 2011 vil to nye flyselskaber modtage deres første eksemplarer af Airbus 380. Det drejer sig om de to asiatiske SkyTeam medlemmer Korean Air og China Southern Airlines.

Korean Air fylder 407 sæder i deres Airbus 380
Korean Air fylder blot 407 sæder i deres Airbus 380

Normalt er det med pomp og pragt at nye selskaber tager imod deres nye flagskib. De første to selskaber, der fik den store fugl i flåden, kæmpede en indædt kamp om den mest spektakulære indretning. Singapore Airlines kom med suiter, hvor det er muligt at lukke døren bag sig, og Emirates installerede brusekabine til First Class passagererne og en bar lige bag Business Class sektionen.

På den måde blev det understreget, at det var tale om et helt særligt fly. Så en del af spændingen ved nye leverancer knytter sig til indretningen, og her kommer Korean Air på banen med to interessante tiltag.

For det første så propper de kun 407 stole i det store fly. Det er det laveste antal sæder blandt alle operatørerne af Airbus 380! Sæderne er fordelt med 12 på First Class, 94 på Business og 301 på Economy.

Den andet nyskabelse er, at Business Class passagererne får det øverste dæk helt for sig selv. Så hele første sal går til 94 “Prestige Class” sæder med 74 tommer (188 benplads) mellem sæderne. Det er første gang et flyselskab bruger hele øverste dæk udelukkende til Business Class.

De 12 First Class sæder får plads forrest i underetagen, og umiddelbart bagved kommer Economy med 301 sæder. Korean Air skriver i deres pressemeddelse, at Economy Class passagererne får generøse 34 tommer mellem sæderne. Standarden på Economy er efterhånden nede på 31-32″, så der er næsten ti centimeter mere benplads end på et almindeligt langdistancefly!

Korean Air har bestilt i alt ti Airbus 380 og vil få det første fly til maj. Til en start bliver det sat in på de korte østasiatiske ruter, og en af de første destination bliver således Tokyo. Fra august er det planen at sætte flyet ind på ruterne til USA og Europa.