Epilog: Norwegians frontalangreb på Cimber

Norwegian lukker Karup ruten, var den store nyhed under den lidt kryptiske overskrift: Norwegian gennemfører danske ruteændringer

Norwegian har dygtige PR folk, så lukningen af Karup ruten bliver naturligvis præsenteret samtidig med at flyselskabet gør opmærksom på, at de skruer op på Aalborg ruten. En dårlig nyhed skal ikke få lov til at stå alene.

Karup får ikke længere den røde næse at se

Nok om det, for med denne rutelukning fik jeg lyst til at genlæse mit indlæg fra slutningen af 2009 med overskriften “Norwegians frontalangreb på CimberSterling“.

Jeg skrev det umiddelbart efter Norwegians pressekonference på Hilton i København, hvor de annoncerede tre nye indenrigsruter til henholdsvis Billund, Rønne og Karup.

Alle som en er de ruter nu lukket igen.

Det var umuligt ikke at tænke, at det i høj grad drejede sig om at få skovlen under Cimber Sterling, som på det tidspunkt var på vej på børsen.

Hvilket lykkedes. Hvis det da ikke lige var for en ukrainsk milliardær, var Cimber Sterling krakket. Så i det omfang det kunne lade sig gøre, fik Norwegian taget pusten fra en konkurrent, der ville have drevet lavprisflyvning i Danmark og solgt billige flybilletter til præcis samme mennesker som Norwegian har som målgruppe.

En slags “angreb er det bedste forsvar”, hvor Norwegian gik ind og generede Cimber på nogle af selskabets “guldruter” og trængte dem i defensiven.

Med Igor Kolomouskij indtræden i Cimber Sterling er billedet et lidt andet, og Norwegian har ikke længere “brug” for Karup-ruten i samme udstrækning. Den er ikke længere vigtig for Cimber er stækket – omend de nægter at dø – og Karup-ruten har aldrig været nogen stor succes for Norwegian. Mange passagerer har berettet om halvtomme fly og billige billetter helt op til afgang, hvilket jo ikke er typiske tegn på en succes.

Så når man tager hele regnestykket med, så er det ikke nogen stor overraskelse at Norwegian nu lukker ruten. Det var ventet.

Lad os lige kigge nærmere på endnu en lille smule spin fra Norwegian. Her er en pudsig detalje fra pressemeddelelsen:

“Vi har truffet afgørelsen ud fra den nuværende udvikling i kundeunderlaget, og at en eventuel passagerafgift vil ramme ruter, der allerede nu har snævre marginaler på hver eneste kunde”. Citat: Johan Bisgaard Larsen, dansk presse- og markedschef for Norwegian.

Lad os holde fast i, at passagerafgiften nok har været nævnt under valget, men lige nu er LANGT fra at blive vedtaget, hvis der da overhovedet kan samles flertal for den. Så lige præcis den undskyldning lyder unægtelig søgt!


Posted

in

by