Kampen om Kina

Jeg læste en spændende artikel i dagens udgave af Berlingske Tidendes Business sektion. Overskriften var “Kinesiske mærkevarer vil være globale” og indeholdt en liste over de mest værdifulde varemærker i Kina. Langt de fleste er ukendte i Vesten, men markedsledende i verdens næststørste økonomi.

Blandt de 50 mest værdifulde varemærker i Kina er flyselskabet Air China.

Og hvorfor er det nu interessant?

Air China er Kinas 16. mest værdifulde varemærke

Fordi Air China starter direkte rute mellem København og Beijing fra 2. juni 2012, og da nyheden kom, var der mange, der trak lidt på skuldrene og tænkte, nå og hvad så. SAS flyver i forvejen ruten, og hvem vil dog vælge at flyve med Air China frem for SAS?

I direkte konkurrence med Air China

Personligt synes jeg, det bliver interessant at se, hvad det vil betyde for SAS, når de skal konkurrere head-to-head med Air China. For det er nok rigtigt, at der ikke er mange danskere, der aktivt vil vælge det kinesiske selskab, når turen går til Riget i Midten. Det ville jeg heller ikke selv.

Er det markant billigere end med SAS, så er det en anden sag, og så skal vi danskere nok hoppe ombord, men ellers vil vi have en præference for SAS.

Så Air China trækker ikke opmærksomhed omkring sit brand på samme måde som f.eks. Emirates gør det. Flyselskabet fra Emiraterne er kendt for sine gode service, velsmagende flymad og luksus i luften. Endda i en sådan grad, at da det mellemøstlige annoncerede åbningen af ruten fra København til Dubai, så trak SAS stikket på deres egen flyforbindelse til Emiraterne.

Air China 16. mest værdifulde brand i Kina

Men det er her undersøgelesen med de 50 mest værdifulde kinesiske varemærker kommer ind i billedet. For Air China står som et stærkt brand på hjemmefronten, så hvad vil 1,3 millarder kinesere vælge, når de skal til Europa?

Flyselskabet med Kinas 16. mest værdifulde brand eller det – for kineserne – lidt ukendte ‘Scandinavian Airlines’?

Flyselskaber på top 50 over mest værdifulde kinesiske varemærker

16. Air China
24. China Eastern
28. China Southern
46. Hainan Airlines

Kilde: Millward Brown

Mange af kineserne vil nok blive tiltrukket af deres “eget” selskab, hvor de føler sig hjemme. kan tale med personalet, forstå filmene og lide maden. Samtidig har Air China et kæmpe rutenetværk, der kan hive folk ind fra selv de fjerneste dele af Kina til Københavner-maskinen.

Markedet vokser

Det betyder dog ikke, at Air China ruten er enden på SAS’ Kina eventyr. Langt fra. For markedet til Kina vokser ekstremt i disse år, og SAS har god belægning på Kina-ruten. SAS supplerer sågar rutenetværket med en direkte rute fra Købenahvn til Shanghai her i foråret.

Om alt går vel, så er der plads til begge selskaber på Beijing-ruten. Og så vil resultatet af 11 ugentlige afgange med SAS og Air China blot være, at der kommer endnu mere gang i den kinesiske turisme i Danmark, i eksporten og dermed i antallet af rejsende mellem Danmark og Kina.


Posted

in

by