SAS åbner sjette rute til Polen

SAS fortsætter med at ekspandere på det polske marked og åbner nu en direkte rute fra København til Łódź. Den 29. oktober 2012 bliver ruten åbnet, som er SAS’ sjette rute fra København til Polen.

Ryanair på besøg i Lodz lufthavn – nu kommer SAS

Łódź er Polens tredjestørste by med 1,2 millioner mennesker, og centrum for tekstil-, elektronik samt film- og underholdningsindustri. De lokale betragter Łódź som et akademisk og kulturelt center med sine universiteter, teatre, museer og den verdensberømte filmhøjskole.

I øjeblikket præges byen af en hastig udvikling og mange investeringer, men hidtil er det kun Ryanair, Wizzair og andre lavprisselskaber, der har betjent Łódź lufthavn. Det skal ses i lyset af, at Łódź blot ligger 120 km fra hovedstaden Warszawa og derfor til en vis grad komplementeres af ruten fra København til Warszawa.

Indtil nu kun lavprisselskaber

SAS er det første netværksselskab, der flyver til Łódź, og derfor er forventningen, at der kan skabes betydelig feedertrafik til Københavns Lufthavn, hvorfra polakkerne kan komme direkte videre til SAS’ øvrige europæiske og interkontinentale destinationer.

– Polen, som er inden for nær afstand til København, er et vigtigt marked for os. Vi kan tilbyde flere direkte ruter og mange transfermuligheder for SAS’ kunder, som kommer fra eller skal til Polen, siger Per Møller Jensen, vice president for brand, marketing og EuroBonus i SAS.

Samlet set har SAS nu otte ruter fra Stockholm, Oslo og København til destinationer i Polen med mere end 70 direkte flyvninger. Seks af dem er fra København: København-Gdansk, København-Lodz, København-Katowice, København-Poznan, København-Warszawa og København-Wroclaw.


Posted

in

by