Sidste tur med Concorde

Af Kenneth Karskov
I sensommeren 2003 fløj Concorden for sidste gang. I en verden hvor tingene ellers går hurtigere og hurtigere er det snart ti år siden, at mennesket fløj til New York med to gange lydens hastighed. I dag ligger vi og roder rundt et stykke under lydens hastighed, så i stedet for 2200 km/t så fedter vi rundt omkring de 8-900, og forklaringen er simpel: Det er det mest økonomiske! Deri ligger også forklaringen på Concordens endeligt. Selvom flyvet var omgærdet af en enorm prestige, så var den dyr at have i flåden. Der var kun to selskaber, der havde Concorde i flåden, henholdsvis Air France og British Airways, og de baksede med høje udgifter til vedligehold, personale og drift.

75.000,- tur/retur

Jovist var billetpriserne tilsvarende høje – typisk en bid over en normal First Class billet – men ovenpå ulykken i 2000 i Paris, hvor 100 passagerer og fire besætningsmedlemmer døde, var interessen for det smukke fly dalende. Der var ikke længere mennesker nok, der ville betale 75.000,- for en returflyvning blot for at komme tre timer hurtigere til New York, og samtidig kiggede både selskaberne og producenten på støt stigende udgifterne til at vedligeholde flyet kombineret med en oliepris, der var på himmelflugt. Den smukke maskine brugte 25.000 liter brændstof i timen på at transportere op til 100 mennesker over Atlanten, så til sidst var der ingen anden udvej end at køre de resterende fly på museum rundt omkring i verden, og den maskine jeg fløj med nogle få måneder før den sidste afgang står i dag i Seattle.

Som Premium Economy

Forleden fandt jeg mine gamle billeder fra turen fra New York til London med BA 002, og den artikel jeg skrev umiddelbart efter turen. Hvis du klikker dig ind på den, så vil du faktisk kunne se, at på trods af den høje pris – ca. 75.000 for en returbillet fra London til New York – så kunne hverken komfort eller servering kan måle sig med First Class. Skal vi stille tingene lidt på spidsen, så svarer en tur med Concorden nærmere til, hvad du får på Premium Economy i dag. Kigger vi isoleret på komforten, så er benpladsen meget godt svarende til niveauet for en god Premium Economy flyvning i dag. Concorden var dog meget mere end blot et sæde på et hurtigt fly. Det var dyre og eksklusive vine, det var prestigen og det var naturligvis fornøjelsen ved at flyve to gange lydens hastighed. Læs testen af British Airways “Supersonic Class” – klik her!


Posted

in

by