SAS: Slut med gratis øl og vin til USA og Asien

Af Kenneth Karskov
Det er slut med gratis øl og vin på de lange flyvninger på Economy Class – eller “SAS Go” – når turen går til de amerikanske og asiatiske destinationer. Ændringer gælder fra 1. marts 2014. SAS har tidligere skåret servicen på de billigste pladser ned til et minimum, men nu ryger også den gratis alkohol til maden. Tidligere har man kunnet nyde en øl eller vin til maden uden beregning – mens alle drikkevarer mellem måltiderne har kostet ekstra – men nu ryger også denne lille smule luksus. SAS har i forvejen et skrabet Economy Class – SAS Go – produkt sammenlignet med andre Star Alliance selskaber, f.eks. Thai Airways, men nu bliver det altså yderligere en tand dårligere. Med opkrævning af penge for øl og vin er de eneste gratis glæder fremover et glas vand, juice eller sodavand til maden. Efter madserveringen koster sodavand ekstra og kan købes fra en lille “kiosk” bagest i flyet. Til sammenligning er al øl, sodavand, vin og alkohol gratis på de lange flyvninger hos Star Alliance partnere som Lufthansa, SWISS, Singapore Airlines og Thai Airways.


Posted

in

by