Finnair åbner to nye ruter til Thailand

Tilsyneladende er markedet for billige flybilletter til Thailand umætteligt, hvilket nu får Finnair til at annoncere ruter til Krabi og Phuket.

I februar annoncerede selskabet, at de skruer op for Bangkok, som de vil flyve til op til tre gange dagligt, og nu kommer nyheden om to nye ruter til Smilets Land.

”Danskerne er virkelig glade for rejser til Thailand i vintersæsonen, så det glæder os her på Finnairs kontor i København, at vi nu øger yderligere med ruter til Phuket og Krabi,” siger Finnairs chef i Danmark, Robert Öhrnberg.

Finnair indsætter Airbus A340 på flyvningerne til Phuket og Krabi, som tidligere har været betjent som charterflyvning. Ruten til Phuket åbner fra 14. november med tre ugentlige flyvninger, mens der vil være to ugentlige flyvninger til Krabi fra 10. december.

Stor ferietrafik til Thailand

Det er ikke mange år siden, at vejen til Krabi og Phuket gik igennem Bangkok, hvor der skulle skiftes fly, men udover Finnairs nye ruter, er også Emirates og Qatar Airways begyndt at flyve til Phuket. Thai Airways har i vinterhalvåret direkte fly fra København til Phuket (med teknisk stop i Bangkok på hjemturen).

Problemet for flyselskaberne har længe været, at mens ferietrafikken til Thailand er stor, så er antallet af forretningsrejsende lavt. Forretningskunderne betaler typisk mere for billetten end de ferierejsende, der gerne vil flyve billigst muligt, og kun sjældent flyver på Business Class.

Således kan økonomien på flyvninger til Thailand være en udfordring for flyselskaberne. SAS har besluttet helt at lukke ruten til Bangkok, da økonomien i flyvninger til USA er mere fordelagtig for selskabet, og således er de nye Finnair ruter gode nyheder for danske Thailands entusiaster, som nu får flere muligheder for at komme billigt afsted.


Posted

in

by