Mørke skyer over Airbus A380

Af Kenneth Karskov
Det var en af de mest overraskende kunder til verdens største pasagerfly, det japanske flyselskab Skymark Airlines. Tilmed ville det japanske flyselskab, der primært er stor på japanske indenrigsflyvninger, udelukkende indrette deres seks styks dobbeltdækkerfly med Premium Economy og Business Class. Der skulle ikke være ét eneste almindelige Economy Class sæde ombord. Nu har japanerne så aflyst handlen, og skrinlagt planerne om at bruge det store fly på de tunge forretningsruter mellem Tokyo og London, Frankfurt, Paris og New York.

Dårligt nyt for Airbus

For det første var Skymark det hidtil eneste japanske flyselskab til at bestille Airbus’ kæmpefly, og gav den europæiske flyproducent en fod indenfor i et svært marked, hvor de to store japanske flyselskaber ANA og Japan Airlines længe har sværget til Boeing. For det andet, så mister Airbus ikke blot en enkelt kunde. Faktisk er der ikke kommet nye bestillinger på kæmpeflyet de seneste to år, og heller ikke på årets Farnborough Air Show, som normalt er forum for handler i luftfarten. For det tredje var Airbus allerede langt med Skymark’s første A380, der skulle leveres i løbet af efterået. F.eks. har flyproducenten tidligere på året udsendt officielle pressebilleder med japanernes første A380 med flyselskabets stjernelogo på halen (se billedet øverst). Der begynder at tegne sig et billede af et fly, som der ganske vist fortsat er et stort antal bestillinger på – især fra Emirates – men som ikke er blevet handlet i det antal Airbus havde håbet på. Således er hele A380 projektet endnu langt fra at nå break-even.


Posted

in

by