Lufthansa åbner rute til Aalborg

Af Kenneth Karskov
Lufthansa åbner ny rute fra Aalborg til Frankfurt og forbinder dermed Nordjylland med over 200 destinationer i hele verden. Fra d. 30. marts 2015 vil et jetfly af typen CRJ900 med plads til 75 passagerer fordelt på Business og Economy Class flyve to gange dagligt til Frankfurt, henholdsvis formiddag og aften i begge retninger.

To daglige afgange

Lufthansa flyver i forvejen fire gange dagligt fra Billund til Frankfurt, 5 gange dagligt fra København til Frankfurt og 4 gange dagligt fra København til München. Lufthansa har således fremover i alt 210 ugentlige flyvinger til/fra Danmark. ”Aalborg er et rigtig godt supplement til vores øvrige ruter i Danmark”, forklarer Morten Balk, landechef for Lufthansa i Danmark, og fortsætter: “Region Nordjylland har et godt kundeunderlag med flere store virksomheder indenfor blandt andet medicinalindustrien, telekommunikation samt Aalborg Universitet”, fortæller han. Også hos Aalborg Lufthavn er der glæde at spore ovenpå annonceringen af den nye rute. ”I bestræbelserne på at gøre Aalborg Lufthavn mere international, ser vi meget frem til at byde Lufthansa velkommen. To daglige afgange til Frankfurt styrker i høj grad mulighederne for effektivt at komme ud i verden”, siger Aalborg Lufthavns direktør Søren Svendsen.


Posted

in

by