Air Lituanica lukker

Af Kenneth Karskov
Det fik kun knap to års levetid. Det litauiske flyselskab Air LItuanica har indstillet alle flyvninger og dermed er det slut med selskabets ruter fra Litauens hovedstad Vilnius til bl.a. Bruxelles, Paris, Berlin og Billund. Nyheden har fået det lettiske flyselskab airBaltic til at annoncerer øjeblikkelig åbning af nye direkte ruter fra Vilnius til Bruxelles, Berlin, Paris, Stockholm, Warszawa, Helsinki i tillæg til de eksisterende ruter: Vilnius-Amsterdam og Vilnius-Riga. Samtidig tilbyder airBaltic at hjælpe passagerer, som måtte være berørt af Air Lituanicas lukning. Alle passagerer med Air Lituanica-billetter kan via airBaltic’s callcenter booke ekstra billige billetter med airBaltic. “Hjemmemarkedet for airBaltic er Letland, Litauen og Estland. Vi vil konsolidere og styrke vores service på hjemmemarkedet ved at tilbyde flere direkte flyvninger. Vi offentliggør de første direkte ruter fra Vilnius til Vest- og Nordeuropa i dag og vil løbende evaluere yderligere ruter”, siger Martin Gauss, adm. direktør for airBaltic. Udover det lettiske flyselskab airBaltic har også det estiske selskab Estonian Air en betydelig trafik fra Baltikum til Europa.


Posted

in

by