Finnair åbner rute til Billund

Af Kenneth Karskov
Endnu et selskab melder sig på banen i Billund, og denne gang er det Finnair som lancerer en ny rute til Danmarks næststørste lufthavn. Fra 4. april 2016 vil Finnair flyve dagligt mellem Helsinki og Billund. ”Vi har længe arbejdet på at få en direkte forbindelse til den finske hovedstad”, siger Kjeld Zacho Jørgen, CEO, Billund Lufthavn. “Fra Finnairs base i Helsinki er der gode muligheder for at komme hurtigt videre til det østligste Europa og Asien, hvilket vil komme erhvervslivet i hele Vestdanmark til gode.” Billund Lufthavn har i løbet af det seneste haft held med at lokke store europæiske flyselskaber til at åbne ruter til den jyske lufthavn, bl.a. airberlin til den tyske hovedstad, Czech Airlines til Prag og Brussels Airlines til Bruxelles. For rejsende fra både Fyn og Jylland giver det helt nye muligheder for at komme ud i verden med blot et enkelt stop undervejs, og tjener som alternativ til at rejse via København. Med Finnairs entré i Billund bliver der nem adgang adgang til finnernes store rutenetværk i Asien: Beijing, Shanghai, Hongkong, Chongqing, Xi’an, Seoul, Tokyo, Osaka, Nagoya, Singapore, Ho Chi Min City, Delhi, Bangkok, Phuket og Krabi. Udover Finnairs forbindelser til Asien åbner ruten også op for hele 18 destinationer i Finland, fem gode forbindelser i Rusland og fire gode forbindelser til Baltikum. ”Vi har set et stort behov i Jylland for Finnairs direkte rute til Helsinki og  smidig adgang til Finnairs genveje til Asien. Jeg er virkelig glad for, at Vestdanmark nu også kan få glæde af den stigende efterspørgsel efter vores stærke og hurtige rutenetværk til Asien, og vi har store forventninger til den nye rute” siger Finnair Danmarks landechef, Robert Öhrnberg. Finnair vil benytte et fly af typen Embraer 170 eller Embraer 190 på ruten til Billund. Flyvetiden vil være en time og 45 minutter.


Posted

in

by