Singapore Airlines i luften med Premium Economy

Af Kenneth Karskov
Singapore Airlines har netop fløjet første tur med den nye Premium Economy kabine. Den nye mellemklasse vil være at finde på selskabets Airbus A380, Boeing 777-300ER samt de kommende Airbus A350XWB. Dermed kan de rejsende på ruterne til bl.a. Sydney, Hong Kong, London og Paris – men indtil videre ikke København – booke et sæde med lidt mere komfort og lidt højere service uden at skulle betale for en dyr Business Class billet. Singapore-Airlines-Premium-Economy-seat-1 Som udgangspunkt er selve stoleryggen på det nye Premium Economy sæde ikke markant større end på Singapore Airlines almindelige Economy Class. Den helt markante forskel er det brede armlæn, der betyder at man ikke gnubber skuldre med naboen, og dertil kommer 15 cm ekstra benplads, fodstøtte og mulighed for at lægge sædet længere tilbage. Stolene er placeret 2-4-2 i en lille separat kabine på mellem 28 og 36 sæder (afhængig af flytype), og især den lille størrelse på kabinen vil være en markant opgradering af rejseoplevelsen for passagererne. En kabine med få rejsende giver mere ro og mindre rejse-stress. Singapore-Airlines-Premium-Economy-seat-2 Som et ekstra ‘touch’ så får passagererne på Singapores AIrlines Premium Economy gratis Champagne og adgang til selskabets “Book the cook” service. Med denne service er det muligt at forudbestille sit måltid og vælge mellem en lang række retter, der ikke normalt serveres i luften. På flyvninger fra Singapore er det f.eks. lokale favoritter som lækre Dim Sum, en malaysisk specialitet “Nasi Lemak” eller stærk indisk byriani samt internationale favoritter, bl.a. pasta med alt godt fra havet i fløde-tomatsauce. Det er dog ikke kun komforten og servicen, der har fået et nøk opad. Det samme gælder underholdningssystemet, hvor der er blevet plads til 13,3 tommer skærm fyldt med film, musik og spil. Alle Premium Economy passagerer vil have egen USB-udgang, så telefoner og iPads kan holdes kørende. SQ Premium Economy Inflight entertainment Singapore Airlines har været længe om at indføre Premium Economy på de oversøiske flyvninger, og selskabet har hidtil insisteret på, at deres økonomiklasse var så god, at der ikke var et behov for en ekstra klasse. Nu forsvarer Singapore Airlines sig med, at Business Class på de oversøiske flyvninger i løbet af de sidste år har udviklet sig så luksuriøst, at behovet for mellemklassen er til stede. Premium Economy blev for alvor populært i starten af det nye årtusinde. British Airways indførte “World Traveller Plus” i år 2000, SAS fulgte trop to år efter og sidenhen er bl.a. Air France (2009), Cathay Pacific (2012) og Lufthansa (2014) hoppet med på bølgen.


Posted

in

by