Lavprisselskab åbner rute til Sofia

Af Kenneth Karskov
Lavprisselskabet Wizz Air lancerer ny rute fra København til Sofia. Det kommer i kølvandet på selskabets rute mellem Kastrup og Makedoniens hovedstad Skopje, der netop er åbnet. Fra den 13. juni vil der være tre direkte afgange til Bulgariens hovedstad, Sofia. ”Vi er glade for at annoncere endnu en spændende rute fra Danmark. Vi er overbeviste om, at danske rejsende vil sætte pris på at besøge østeuropæiske Sofia, der er en dynamisk hovedstad med mange flotte monumenter og en utrolig spændende historie,” siger Gabor Vasarhelyi, kommunikationschef for Wizz Air. Sofia ligger i den vestlige del af Bulgarien og tæller 1,2 millioner indbyggere. Byen er en af Europas ældste hovedstæder, og kan spore sin historie 2.700 år tilbage. I Københavns Lufthavn er der stor begejstring for den nye rute, som ikke kun kommer nysgerrige danske turister til gavn – der vil også være en betydelig trafik den anden vej. ”Med Wizz Airs to nye ruter til Østeuropa er vi i gang med at få lukket op for et helt nyt spændende marked – ikke blot for danske rejsende, men også for Østeuropæere, der får nemmere ved at tage på ferie og forretningsrejse til Danmark,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn. Wizz Air fløj sidste år med 16,5 millioner passagerer og er Europas fjerdestørste lavprisselskab. Der flyves fra Sofia til CPH mandag, onsdag og fredag klokken 18:00 lokal tid med ankomst klokken 19:45. Fra CPH til Sofia er afgangen klokken 20:15. Billetterne er allerede til salg til priser fra EUR 39,99.


Posted

in

by