Emirates brugte 900 millioner kroner på vin sidste år

Over 11 millioner flasker vin blev der serveret på Emirates flyvninger i 2015. Det tal dækker over 10 millioner af de små flasker på Economy Class og 1,3 millioner af de store flasker på 75 cl på Business og First Class.

Dén regning løber op i 900 millioner kroner.

Forplejning ombord har længe været et fokusområde for det mellemøstlige flyselskab, og der bliver ofret store summer i kampen om at vinde passagerernes gunst.

“I alle afdelinger af vores forretning er vores mål at give den bedste oplevelse for vores kunder, og vi er stolte over, at vores vinkort er sammenligneligt med det, du kan finde hos mange af de bedste restauranter rundt om i verden,” siger Emirates’ præsident, Sir Tim Clark.

Emirates har investeret store summer i at købe vine. Flyselskabet har et helt hold af vineksperter, som har direkte kontakt til de største og bedste huse og håndplukker vinene til flyselskabet – også vin der endnu ikke er frigivet til markedet, som selskabet selv gemmer for at servere senere.

Således er nogle af vinene først drikkeklar om en række år, og nogle endda først rigtigt gode om ti år, hvor de vil blive serveret for selskabets kunder.

“Mange af vores gæster har givet udtryk for deres overraskelse og glæde på den variation og kvalitet, som vinene har. Samtidig får vi stor ros for at kunne skaffe så mange sjældne og eksklusive vinårgange. Og det er langsigtet planlægning og store investeringer, der ligger til grund for succesen,” fortæller Sir Tim Clark.

Siden 2006 har Emirates investeret knap 4,5 milliarder kroner i vin og Champagne.

Emirates Dom Perignon

Fotos: Emirates


Posted

in

by