RSS

BREAKING NEWS

Kan du gætte, hvor vi oftest flyver hen? Her er lufthavnens Top 10...

Af Kenneth Karskov // Hvor tror du vi oftest rejser hen, når vi stiger ombord på flyet i Københavns Lufthavn? Svaret er hverken New York eller Bangkok, men en stor europæisk hovedstad - kan du gætte hvilken? Københavns Lufthavne har offentliggjort listen m…

Qatar dropper USA-romance

Af Kenneth Karskov // Qatar Airways dropper den planlagte investering i American Airlines. Det kommer ovenpå en kølig modtagelse af planerne fra det amerikanske flyselskabs ledelse og medarbejdere. Det var i slutningen af juni at Qatar udtrykte interesse i…

Her er verdens 15 bedste flyselskaber i 2017

Af Kenneth Karskov // Lille spejl på væggen dér, hvem er det bedste flyselskab i verden her? Kåringer findes der mange af i flybranchen, men den årlige World Airline Awards, som analysefirmaet Skytrax står bag, har efterhånden fået status af, at være flybr…

  • 1
  • 2
  • 3

Et sjældent kig ind i første klasse

  • Written by:
Af Kenneth Karskov

Første klasse. Så eksklusivt, at kun de største flyselskaber i verden binder an med denne form for überluksus, der koster to til tre gange prisen for en Business Class billet. Vi taler prislejet 50-75.000,- for en First Class returbillet til Asien eller USA.

Air France er et af blot fire europæiske selskaber, som bibeholder denne kostbare måde at transportere passagerer på – de tre andre er Lufthansa, British Airways og SWISS – og dermed er rammerne sat for at Europas spidser kan lade privatflyet stå og tage “den offentlige transport”. Uden at lide nød.

Hos franskmændene hedder First Class produktet La Premiere, og en billet hertil er som at sidde med trumf i et kortspil. Alle de andre i lufthavnen – dem på økonomiklasse, Premium Economy og Business Class – må træde til side når La Premiere passagererne kommer gående.

Og normalt er La Premiere faciliteterne lukket land for journalister og andre nysgerrige, for en høflig forespørgsel om at se loungen eller området på flyet bliver normalt mødt med et venligt, men bestemt: “Ingen adgang”.

CDG-La-Premiere-Lounge-buffet-02

Lækre oste og friskbagt brød i Air France La Premiere Lounge i Paris

Der er blot 150 La Premiere passagerer hos Air France hver dag, og disse vil opleve en service, som vi andre knap kan forestille os.

En af fordelene ved at flyve First Class er, at passagererne på det dyreste og bedste, som  Air France kan tilbyde, kommer så gnidningsløst igennem lufthavnen som muligt og har minimal kontakt med de øvrige passagerer

Med andre ord: Glem ALT om lufthavnens evindelige køer.

Det starter allerede det sekund flyet fra København lander i Paris. En udvalgt medarbejder står klar helt ude ved gaten til at modtage La Premiere passagererne og føre dem bort til en sort limousine, som kører direkte hen til det allerhelligste i Charles de Gaulle lufthavnen: ”Air Frances La Premiere Lounge” – den måske mest luksuriøse lounge i Europa.

Her har stjernekokken Alain Ducasse ansat et team til at sørge for lidt at spise og drikke, inden de rejsende skal fortsætte turen. Buffetten rummer lækre småretter som salater og sandwich, friskbagt brød, gode oste, spændende pølser og desserter som får tænderne til at løbe i vand.

CDG-La-Premiere-Lounge-buffet

Der er både restaurant med tjenere og menukort – og buffet med snacks

Skal der et større måltid til at stille sulten, så er en del af La Premiere loungen indrettet som en lille restaurant, hvor tjenerne tager imod bestilling ved bordene. Her er både menu- og vinkort og begge dele er i Michelinklassen – og ganske gratis.

Eller… ‘Inkluderet i flybillettens pris’ er måske mere korrekt, for en del af merprisen for First Class går til oplevelsen i lufthavnen.

En særlig rød bar sørger for Champagne og drinks, en spa-afdeling tilbyder massage og civilklædt politi kigger diskret passagerernes rejsedokumenter igennem. Det kan godt være, at Charles de Gaulle lufthavnen i Paris er en af Europas mest berygtede, men passagererne der opholder sig herinde vil ikke lægge mærke til nogen af generne ved at mellemlande i Paris.

Når det er tid til boarding vil endnu en sort limousine stå klar. Passagererne på La Premiere skal ikke da udsættes for den lange spadseretur igennem lufthavnen sammen med de øvrige rejsende, så bilen kører helt ud til flyet, hvorfra flypersonalet vil eskortere de heldige på La Premiere hen til et af de fire forreste sæder i flyet.

CDG-La-Premiere-Lounge-01

Champagne eller en cocktail? Den røde bar i loungen sætter stemningen inden den lange flyrejse

Om bord på flyet er der heller ingen grænser for, hvor luksuriøst det kan blive. På Air Frances Boeing 777-300ER fly er der indrettet en splinterny First Class kabine med blot fire sæder på række.

Bare til sammenligning, så er der på Economy Class 10 sæder i hver række!

La Premiere er sædet heller ikke bare et sæde. Der mere tale om en behagelig lænestol end en klassisk flystol, og for enden står en ottoman/fodskammel til at smide benene op.

På væggen hænger en 24 tommer skærm, der er stopfodret med over 1.000 timers underholdning, og totalt set har hver La Premiere passagerer tre kvadratmeter til rådighed.

Kombineret med en pris på 50-75.000,- kr. så giver regnestykket en kvadratmeterpris, der faktisk ikke ligger langt fra prisen på mindre lejligheder i de københavnske forstæder. For 8-12 timers flyvning.

CDG-Air-France-B777

Air France har installeret helt nye kabiner på selskabets Boeing 777-300ER

Den gruppe af rejsende, som produktet henvender sig til, har dog hverken små lejligheder, bor i nogen københavnsk forstad eller bekymrer sig om prisen. Nogle af disse passagerer ville alternativt tage privatflyet og opgaven for Air France er at matche de tilbud, som andre flyselskaber giver på tilsvarende billetter.

Hvor f.eks. Emirates og Singapore Airlines har indrettet små suiter, der kan lukkes med en rulledør, til deres pasagerer på First Class, så satser Air France på en mere åben og luftig kabineoplevelse.

Her er der ikke nogen, der lukker sig inde i små kabiner med en rulledør, men når det er tid til gå til ro, så skal der stadig være muligt med lidt privatliv, så derfor kan et gardin trækkes for, så der ikke er udsyn til de andre La Premiere gæster, når det er tid til at gå til at sove.

I den udleverede pyjamas, naturligvis. For ligesom der bliver udleveret en lille toilettaske, så får La Premiere passagererne også nattøj til turen.

CDG-La-Premiere-seat-02

En lænestol med fodskammel til passagererne på La Premiere

De søde drømme bliver skabt i den to meter lange seng, som stolen kan foldes ud til. 77 cm i bredden og med futton madras, en stor pude og en blød dyne fra luksushotelkæden Sofitel til at gøre det behageligt. Og så er det ellers blot at tænde for lampen på natbordet og putte sig under dynen, mens det lange metalrør pisker afsted med 900 km/t.

Et hold af internationale stjernekokke har udtænkt maden på flyet, og hele madoplevelsen er beskrevet detaljeret i de udførlige menu- og vinkort. Det starter med caviar og Champagne, fortsætter med både store og små retter akkompagneret af udsøgte vine undervejs.

Serveret som var det på en restaurant, med en seng som var det på et hotel og i en del af flyet, hvor mange mennesker kun kan få lov til at drømme om at sidde.

CDG-La-Premiere-seat-03

Træk gardinet for, når øjenlågene bliver tunge og søvnen trænger sig på.

Air France La Premiere er således en udsøgt oplevelse, der får selv passagererne på Business Class til at kigge misundeligt på dem, der sidder længere fremme i flyet.

Det er dog også et produkt med en så specifik kundergruppe, at Air France kun tilbyder det på 25 udvalgte ruter, som er oversøiske destinationer med det rette mix af superrige mennesker, vigtige politikere og hotshot VIPs.

Det er muligt at flyve Air France La Premiere fra Paris til Atlanta, Boston, Houston, Los Angeles, New York,Washington, Miami, São Paulo, Beijing, Hong Kong, Seoul, Shanghai, Singapore, Jakarta, Tokyo, Bangalore, Abidjan,  Beirut, Douala, Dubai, Johannesburg, Luanda, Libreville, Yaoundé og Malabo.

CDG-Air-France-B777-02

Flybranchen.dk var inviteret på pressetur i Charles de Gaulle lufthavnen af Air France