Airbus har solgt fly for 35 milliarder

Af Kenneth Karskov
Flyproducenten Airbus har offentliggjort ordrer til en værdi af 35 milliarder amerikanske dollars (ca. 235 milliarder danske kroner) under flyshowet Farnborough i England. Asiatiske og indiske flyselskaber står for de helt store ordrer – f.eks. har lavprisselskabet Air Asia taget 100 styk Airbus A321neo og det indiske flyselskab Go Air hapser 72 eksemplarer af A320neo – men også europæiske spillere melder sig på banen. Således har Norwegians datterselskab Arctic Aviation Assets (AAA) indgået aftale om levering af 30 fly af den nye flytype Airbus A321Long Range. Det nye mellemdistancefly har en rækkevidde, som gør det velegnet til at operere lange ruter. ”Airbus A321LR er det eneste mellemdistancefly af denne størrelse på markedet, og flytypen passer rigtig godt ind i vores fremtidige flåde både med tanke på størrelse, rækkevidde og lavt brændstofforbrug”, siger Kjos. Det er en tidligere ordre fra Norwegian, som flyselskabet nu har ændret. Oprindelig lød bestillingen på typen A320neo og det ændres nu til den større flytype A321LR. Den nye flytype vil have plads til omkring 220 passagerer. Flyet vil have en rækkevidde, der ifølge Norwegian åbner op for ruter fra eksempelvis den amerikanske østkyst til en række lufthavne i Skandinavien og andre steder i Europa. Efter planen skal otte af flyene leveres i 2019, og de øvrige 22 fly de to efterfølgende år.


Posted

in

by