Så er det afgjort! Her er Karup Lufthavns nye navn

Af Kenneth Karskov

16.000 forslag til et nyt navn til Karup Lufthavn er blevet gået igennem og vinderen er nu fundet.

I den afgørende fase var tre navne i spil, henholdsvis Midtjysk Lufthavn, Midtjyllands Lufthavn og Central Jutland Airport, og en afstemning på hjemmesiden ukendtlufthavn.dk har nu afgjort sagen.

Vindernavnet er: Midtjyllands Lufthavn.

Det har været en udfordring for lufthavnen at tilknytningen til bynavnet “Karup” har betydet, at mange passagerer ikke kunne placere den på landkortet. Derfor bliver det nye navn “Midtjyllands Lufthavn” nu kørt i stilling, og det skal tiltrække flere passagerer og flere ruter.

”Nu var tiden moden til at slå en streg i sandet og en gang for alle få placeret vores glimrende lufthavn på landkortet. Og med det nye navn er jeg helt sikker på, at det vil bidrage til at kendskabsgraden vokser – især uden for Midtjylland”. udtaler formand for bestyrelsen for lufthavnen, og borgmester i Holstebro, H.C. Østerby.

Hos lufthavnens største leverandør af rejsende, flyselskabet Danish Air Transport (DAT), er der også begejstring over det nye navn. DAT flyver flere gange dagligt på ruten til og fra København.

”Vi bakker fuldt op omkring valget af det nye navn. Det vil placere lufthavnen geografisk, som jo har været en af de udfordringer, vi også har oplevet, når ruten bliver markedsført”, siger Jesper Rungholm, direktør i DAT.

Den officielle dåb af Midtjyllands Lufthavn forventes at blive en gang i starten af det nye år.


Posted

in

by