Bjørn Kjos: Gamle regler forhindrer nye danske ruter

Af Kenneth Karskov
Lavprisselskabet Norwegian vil gerne åbne nye ruter fra Danmark, men gamle regler og visumproblemer står i vejen. Det var budskabet ved et pressemøde med Norwegians topchef Bjørn Kjos onsdag eftermiddag i København. Det er især markederne i Asien, som Norwegian chefen har kastet et sultent blik på, og han kunne således fremvise en liste med ti destinationer, som Norwegian gerne vil beflyve fra København. “Vi vil i løbet af næste 18 måneder vokse med 20 nye Dreamliner fly, så vi kommer op på 32 af dem”, siger Bjørn Kjos og peger på, at Norwegian alene i år vil lancere 50 nye ruter. Spørgsmålet er, om Norwegians kommende ruter skal etableres fra København eller gå til selskabets andre baser. Så hårdt tegnede Norwegian-chefen banen op. Udfordringen for Norwegian er, at ruter til lande som Kina, Japan og Korea kræver rettigheder til at overflyve russisk territorium, og dem har Norwegian ikke. Den nuværende aftale mellem de tre skandinaviske lande og Rusland giver kun ét russisk flyselskab ret til at overflyve Skandinavien og ét skandinavisk flyselskab ret til at overflyve Rusland. Dét skandinaviske selskab er SAS, og det generer – ikke overraskende – Norwegian chefen. “Den danske regering bør fokusere på at lande en ny luftfartsaftale, der sikrer at flere skandinaviske flyselskaber kan overflyve Rusland”, formaner Bjørn Kjos og fremviser en beregning med ti nye ruter, der vil give en stigning i Danmarks bruttonationalprodukt på 2,2 mia. De ti byer, som Norwegian chefen gerne vil beflyve fra København er Delhi, Karachi, Calcutta, Mumbai, Islamabad, Lahore, Chengdu, Seoul, Osaka og Hong Kong. Listen skal sandsynligvis ikke læses som en guide til, hvor kommende Norwegian ruter vil gå hen. Flere forhold antyder, at listen først og fremmest er sammensat for at gøre journalister og politikere opmærksomme på Norwegians problemer med de eksisterende regler, der forhinder selskabet i at overflyve Rusland. Samtlige ti af de nævnte ruter er således betinget af politiske og lovgivningsmæssige forandringer, og sammenholdt med ønskelisten fra Københavns Lufthavn er der kun få overlap. Administrerende direktør i Københavns Lufthavn, Thomas Woldbye var også til stede ved mødet og forsvarer Norwegians bud på nye langdistanceruter: “San Juan og St. Thomas var heller ikke på vores liste, men Norwegian har bevist, at de kan sætte et enkelt fly ind om ugen og skabe trafikken på ruten”, siger han. Der blev ved pressemødet ikke talt om ruter til hverken Sydamerika, som Norwegian offentligt har udnævnt til fokusområde, eller til destinationer i Asien, der ikke kræver politiske forandringer. Skærmbillede 2017-02-22 kl. 14.32.40Kilde: Københavns Lufthavns liste over de 25 største uservicerede ruter


Posted

in

by