Business Class på indenrigsflyvninger

Af Kenneth Karskov
Nu bliver det muligt at sætte sig godt til rette og nyde lidt ekstra luksus på indenrigsflyvningerne. For de rejsende med pengepungen i orden vil det fra 1. april blive muligt at købe Business Class billetter på rejsen med British Airways fra London til Belfast, Edinburgh, Glasgow, Inverness og Manchester. Hidtil har British Airways kun haft én klasse på indenrigsflyene, nemlig økonomiklasse, men det bliver der nu lavet om på. Billetprisen for en Business Class rejse på de korte britiske flyvniger er ca. 3.500 danske kroner, mens en billet på økonomiklassen vil kunne fås fra kr. 700,-. Det vil sandsynligvis blot være et fåtal af pendlere mellem byerne, som springer på det nye tilbud, men til gengæld gør det en markant forskel, for de passagerer der fortsætter rejsen med British Airways til europæiske eller oversøiske destinationer på Business eller First Class. De vil nu opleve et højere serviceniveau på hele rejsen. Indførslen af Club Europe på de britiske indenrigsflyvninger kommer i kølvandet på British Airways ændring af konceptet for Economy Class – Euro Traveler – tidligere i år. Her blev de gratis glæder elimineret på de europæiske flyvninger til fordel for muligheden for at købe mad og drikke ombord, bl.a. sandwiches fra Marks & Spencer. Således ville en Business Class rejsende fra Manchester skulle betale for mad og drikke på den første del af sin rejse til f.eks. USA eller Asien. I dette perspektiv blev det derfor nødvendigt for British Airways at indføre en Business Class på indenrigsruterne.


Posted

in

by