Kina kårer dette flyselskab til Europas bedste

Af Kenneth Karskov
Først lidt historie: I 1996 blev der udbudt i størrelsesordenen 100 millioner flysæder i Kina. Tyve år senere er det tal 600 millioner, og eksperter anslår, at Kina vil være verdens største marked for ruteflyvning om femten år. De tal får alverdens flyselskaber til at kigge sultent på det kinesiske marked, for selvom størstedelen af trafikken er kinesisk indenrigstrafik, som er udenfor rækkevidde for udenlandske flyselskaber, så er den internationale trafik også hastigt stigende. Her markerer de kinesiske flyselskaber sig stadig stærkere, så det gælder for de europæiske og amerikanske flyselskaber om at melde sig på banen, for at være med i kapløbet om de rejsendes gunst. Finnair har længe satset intenst på Kina og har etableret ruter til både de store byer som Beijing, Shanghai og Hong Kong, men også til mindre  steder som Xi’an, Chongqing og Guangzhou. Det arbejde blev belønnet ved det årlige TTG China Travel Awards, hvor Finnair blev kåret til bedste europæiske flyselskab. Det er andet år i træk, at det finske flyselskab løber med prisen. Ved samme lejlighed blev China Eastern Airlines kåret til bedste kinesiske flyselskab, Singapore Airlines til bedste asiatiske selskab, Air Canada vandt prisen som bedste Nordamerikanske selskab og Qatar Airways som bedste mellemøstlige selskab.


Posted

in

by