Kinas nye passagerfly snart på vingerne

Af Kenneth Karskov
Snart skal du vænne dig til “Comac” som navnet på en flyproducent på linje med Airbus og Boeing. Kineserne har en ambition om at bryde Airbus og Boeings duopol på flyproduktion, og er derfor i gang med at udvikle deres eget passagerfly med plads til 168 passagerer. Dermed går de benhårdt efter salgssucceserne Airbus A320 og Boeing 737, og C919 har da også dimensioner, der er meget tætte på Airbus A320. C919 rullede ud fra fabrikken i efteråret 2015 og dermed kunne producenten tage hul på de mange påkrævede tests før den første flyvetur. Nu har flyet overstået de sidste forhindringer inden det endelig kan komme i luften, hvilket forventes at ske i slutningen af april eller i starten af maj. Indtil videre er det kinesiske flyselskaber og leasingselskaber, som har afgivet ordrer på maskinen. Den kinesiske flybranche er fortsat tæt forbundet med den kinesiske stat, så det er ikke overraskende, at flyselskaberne bakker velvilligt op om initiativet med et kinesisk produceret passagerfly. Det kinesiske marked forventes at vokse til verdens største i løbet af 15 år, hvilket kommer betyder stor efterspørgsel på netop denne type fly til at servicere de mange nye ruter og ekstra passagerer.


Posted

in

by