Norwegian Boeing 7373-800 parkeret i Gatwick (foto: Simon Wright)

Norwegian lukker oversøisk rute fra København

Af Kenneth Karskov
Rutelukningerne er ikke hverdagskost hos Norwegian, som buldrer frem med en række nye oversøiske destinationer og tiltrækker sig stor opmærksomhed fra konkurrenterne med deres satsninger i lufthavne rundt omkring i Europa. Indimellem rammer nordmændene dog forkert. Nu er det således slut med flyvninger til Dansk Vestindien, for i al stilhed har Norwegian lukket ruten, som ikke længere kan bookes via flyselskabets hjemmeside. Ruten fløj fra København til Skt. Croix i den tidligere danske koloni én gang om ugen. Undervejs var der en kort mellemlanding i Puerto Rico. Ruten til Skt. Croix blev etableret i samarbejde med tre danske rejsearrangører, der skulle fylde flyene med kunder. Første flyvning fandt sted i november sidste år, men allerede nu trækker flyselskabet stikket på den. Forventningen er, at der i år kommer op mod 25.000 danskere til de Vestindiske øer i anledning af 100-året for salget af øerne til USA, men passagertallene kan ikke have levet op til forventningerne siden Norwegian nu vælger at lukke ruten. Ingen andre selskaber flyver fra København til Dansk Vestindien eller Puerto Rico.


Posted

in

by