Hold fast! Vi bliver dobbelt så mange flypassagerer i 2036

Af Kenneth Karskov
Dobbelt op. På tyve år. Så dramatiske lyder forudsigelserne fra Den internationale luftfartsorganisation IATA. Det nuværende antal flyrejsende i dag er 4 milliarder, og det tal forventer organisationen stiger til 7,8 milliarder i 2016. Fremskrivningen er baseret på en vækstrate på 3,6% årligt (CAGR). “Alle indikationer viser et voksende behov for globale forbindelser. Verden skal forberede sig på en fordobling af passagerer over de næste 20 år”, siger Alexandre de Juniac, IATAs generaldirektør og administrerende direktør. “Det bliver en stor udfordring for regeringer og industrien at sikre, at vi kan møde denne efterspørgsel,” formaner han. Den største driver er Asien, som vil være udgangspunktet for mere end halvdelen af flypassagererne over de næste to årtier. IATA forventer, at Kina vil overtage rollen som verdens største flymarked fra USA allerede i 2022, hvilket er to år tidligere end organisationen forventede på samme tidspunkt i fjor. Samtidig forventer IATA at Indien vil overhale Storbritanien i 2025 og dermed indtage femtepladsen. Storbritanien bliver overhalet igen i 2030 af Indonesien, og på samme måde rykker Thailand og Tyrkiet ind i top 10, forudser IATA. Det betyder, at Frankrig og Italien vil glide ud af listen og må tage til takke med plads 11 og 12. Allerede i dag er 18 ud af verdens 20 mest trafikerede flyruter mellem byer i Asien (og de resterende to er indenrigsflyvninger i henholdsvis Australien og Saudi-Arabien). Det fortæller med al tydelighed, hvor hurtigt Asien rykker i disse år, og understreger at det er i denne del af verden, at væksten vil komme fra – og ikke fra de traditionelt stærke markeder i Europa og USA.


Posted

in

by