Ny Billund-rute har været hedt ønske i årevis

Af Kenneth Karskov
Det har været et hedt ønske på det danske LOT kontor i årevis, og nu sker det endelig: Det polske Star Alliance medlem åbner en direkte rute mellem Warszawa og Billund. Ruten mellem den polske hovedstad og den største jyske lufthavn vil blive fløjet 12 gange om ugen: To gange alle hverdage og en daglig afgang i weekenden. Første flyvning bliver d. 12. juli 2018. LOT sætter Embraer 170 og 175 fly ind på ruten til Billund, som kan tilbagelægge turen på en time og fyrre minutter. Der er plads til mellem 70 og 82 passagerer på disse maskiner. Ombord vil LOT tilbyde tre klasser: Business, Economy Premium og Economy. På Economy er der inkluderet en chokoladestang og en kop kaffe eller the, mens andre snacks og drikkevarer kan købes ombord. Morgenflyet forlader Warszawa klokken 8:20 og lander i Billund kl. 10:00. Den anden vej er der afgang kl. 10:35 fra Billund og ankomst i Warszawa klokken 12:20. Denne morgen-/formiddagsafgang vil blive fløjet mandag-lørdag (ikke søndag). Aftenafgangen forlader Warszawa klokken 17:30 og sætter hjulene på jorden i Billund klokken 19:10. Returrejsen afgår kl. 19:50 fra Billund og når frem til den polske hovedstad klokken 21:35. Denne afgang bliver fløjet mandag til fredag samt søndag (ikke lørdag) Tidstabellen er planlagt således, at der er mulighed for at ramme mange af LOTs afgange til Central- og Østeuropa samt til Asien og USA. Det drejer sig blandt andet om Kraków, Kiev, Kharkov, Vilnius, Moskva, Bucharest, Astana, Beijing, Tokyo, Seoul, Singapore, New York, Chicago og Los Angeles.


Posted

in

by