Air India: Det går RIGTIGT godt i Danmark

Af Kenneth Karskov
“Det går rigtigt godt for ruten mellem København og Delhi”, fortæller Divya Gauba, Air Indias landechef i Danmark, til Flybranchen.dk. “Vi havde den højeste load factor i december, hvor vi kom op på 93 procent, så det må vi sige er meget opmuntrende”. Air India åbnede ruten til København i september 2017, og allerede nu øger inderne antallet af flyvninger til Danmark. Fra maj indfører selskabet en fredagsafgang, hvilket bringer Air India op på fire ugentlige flyvninger mellem den danske og indiske hovedstad – og der kan være endnu mere på vej. “Det har været en positiv overraskelse at ruten ikke kun er blevet vel modtaget i Danmark, men at det også har givet rejsende i London, Norge, de baltiske lande samt en del af Tyskland mulighed for at udforske Indien med Air India via København”, fortæller den danske Air India chef. Danskere og svenskere udgør 70% af de rejsende, og trenden er endnu mere tydelig i den forreste del af flyet: På Busines Class er billetterne primært købt af folk i Danmark og Sverige. Det er dog ikke alle de rejsende, som står af flyet i den indiske hovedstad, og mange vælger at skifte i Delhi og flyve videre med Air India til andre rejsemål. “De mest populære indiske destinationer for passagererne fra København er Goa, Hyderabad, Bangalore og Chennai”, forklarer Divya Gauba. Efter en årrække med et iskoldt diplomatisk klima mellem Danmark og Indien, synes der at være en optøning på vej. Det har gjort det nemmere for danskere at få visum til Indien, og samtidig har Indien lanceret et elektronisk visum-program, der nemt og hurtigt giver svar på ansøgningen om indrejse.  Det som tidligere krævede en række formularer og et bøvlet besøg på den indiske ambassade, kan nu klares med en elektronisk ansøgning på nettet og betaling af 50 USD (ca. 315 danske kroner) på kreditkortet. Få dage efter kommer en godkendelse, og så er det ellers bare at tage afsted.  Det er dog ikke altid, at Indien er endemålet for passagererne. Colombo i Sri Lanka, Bangkok i Thailand samt Kathmandu i Nepal er tre destinationer, der også kan lokke danskerne til at prøve at flyve med Air India. Så på Air Indias kontor i Københavns Lufthavn luftavn er der optimisme at spore, og det giver grobund for at tro på endnu mere trafik. “Vi har planer om at udvide på ruten til København. Nu tilføjer vi en ekstra afgang om fredagen fra den 11. maj, og vi håber at kunne øge til fem ugentlige rundture hen mod slutningen af året”, siger Divya Gauba. En returbillet med Air India fra København til Delhi starter ved kr. 3.100,- inklusive bagage, mad og drikke. Dette tilbud gælder på den nye fredagsafgang, og for yderligere kr. 500,- er det muligt at starte rejsen i Billund, Aalborg eller Aarhus. [caption id="attachment_10064" align="alignnone" width="361"] Air Indias danske landechef, Divya Gauba (foto: Selvportræt)[/caption]


Posted

in

by