RSS

BREAKING NEWS

SAS åbner Hongkong-København

Af Kenneth Karskov // Det er lidt af en overraskelse, at SAS vælger at flytte Hongkong-ruten fra Stockholm til København i forbindelsen med vinterprogrammet 2018. Det betyder, at København fra d. 28. oktober vil få fem ugentlige afgange til Hongkong med SAS. …

Flyv CO2-neutralt til Folkemødet

Af Kenneth Karskov // Når det årlige Folkemøde i dag starter på Bornholm, så er det samlingssted for beslutningstagere, lobbyister, brancheorganisationer og alle andre som er interesseret i samfundsforhold. Blandt disse passagerer findes også en række menn…

Nu kommer ENDNU en rute til Jordan

Af Kenneth Karskov // Først åbnede Norwegian en rute til hovedstaden Amman i Jordan, så kom Royal Jordanian med en rute til samme destination, og nu annoncerer Norwegian så en rute til den jordanske badeby Aqaba. "Aqaba er en spændende udvidelse af vores J…

  • 1
  • 2
  • 3

Nu kommer Air China til CPH – hvad kan du forvente?

  • Written by:
Af Kenneth Karskov

Det er en af de mere stille ruteåbninger, når Air China d. 30. maj lancerer en ny rute mellem Danmark og Kina. Nye oversøiske forbindelser bliver ellers fejret med stor ståhej, og det var da også en historie i mange medier, at Cathay Pacific åbnede ruten til Hongkong tidligere på måneden, men der er anderledes stille omkring Air Chinas ankomst til København.

Det skyldes flere ting. Før det første flyver SAS i forvejen dagligt på ruten mellem København og Beijing, og det betyder, at danskere, der vil til den kinesiske hovedstad allerede har muligheden for at flyve direkte, og tilmed på et selskab, som mange af dem foretrækker.

For det andet er Air China ikke lige så “sexet” et flyselskab som Cathay Pacific. Mens Hongkong-ruten bliver fløjet af et selskab, lancerer sig med lækkerhed, luksus og et verdensklasse produkt, så er Air China en helt anden størrelse.

For selvom Air China er en gigantisk størrelse med 90 millioner årlige passagerer, så er det også et flyselskab, der sjældent får topkarakterer af vestlige rejsende. Typisk lyder kommentarerne, at personalet taler dårligt engelsk, servicen er “kinesisk”, og forplejningen er middelmådig.

Og deri ligger en interessant detalje. For mange danskere vil nok fortsat vælge at flyve med SAS til Kina – hvis prisen i øvrigt er den samme – men det forholder sig stik modsat i Kina. Her føler kineserne sig trygge ved at flyve med Air China, hvor personalet kan forstå dem og de ved, at de kan spise maden ombord.

Københavns Lufthavn har da heller ikke lagt skjul på, at det er de kinesiske turister, som den nye rute fragter til Danmark, der er det mest interessante. Med den nye rute får disse rejsende helt nye muligheder for at komme til H.C. Andersens hjemland, og dét er interessant for den danske turistbranche.

I familie med Cathay Pacific

Grunden til at sammenligningen med Cathay Pacific opstår er, at der er overordentligt tætte links mellem de to flyselskaber – også selvom oplevelsen i luften ikke afslører noget om slægtskabet.

Air China ejer en god bid af Cathay Pacific, faktisk hele 30%, så de to flyselskaber er mere i familie end man måske umiddelbart forestiller sig. For at gøre tingene mere komplicerede, så ejer Cathay Pacific da samtidig 18,3% af Air China.

Det forhindrer dog ikke de to selskaber i at konkurrere intenst på det kinesiske marked. En heftig priskrig på strækningen mellem Hongkong og Beijing er brudt ud, og Air China forspilder ingen chance for at underbyde Cathay Pacific.

Hvis man kigger på produktet ombord, så burde Air China også være billigere at flyve med. Skytrax sætter Air China til at være et 3-stjernet flyselskab – ligesom SAS – mens Cathay Pacific er medlem af den lille ekslusive klub af 5-stjernede flyselskaber.

3 stjerner hos Skytrax

På ruten til København sender Air China en Airbus A330-200 med plads til 237 passagerer. Kabinen er inddelt i to klasser – Economy Class og Business Class – så der er altså ingen mellemklasse i form af Premium Economy hos kineserne.

På Economy Class er mad og drikke inkluderet, og sæderne er opstillet i en klassisk 2-4-2 konfiguration. Mad og drikke får sjældent topkarakterer i anmeldelser på nettet – de kinesiske retter er ofte de bedste – og kommunikationen med personalet kan være svær. Omvendt så er alt gratis ombord, og dermed kommer ingen til at gå sulten eller tørstig fra borde, og er man nysgerrig, så kan man smugkigge på et par kinesiske film undervejs.

På Business Class er opstillingen 2-2-2. Det betyder, at alle passagerer har en sidemand, og også her er meldingen, at der til tider opstår en sprogbarriere mellem det kinesiske kabinepersonale og de vestlige gæster, men det giver dog sjældent anledning til større problemer.

Air China flyver mellem København og Beijing fire gange om ugen indtil d. 28. oktober 2018, hvor selskabet går ned på tre ugentlige afgange til vintersæsonen.

Husk, at Air China er medlem af Star Alliance, så du kan optjene SAS Eurobonus point på turen med Air China til Kina.

Air China CA878 flyver fra København kl. 13.15 med ankomst i Beijing den følgende dag kl. 04.10 om morgenen.

Air China CA877 har afgang fra Beijing kl. 02.55 på mandage, onsdage, fredage og søndage med ankomst i Københavns Lufthavn samme dag lokal tid kl. 06.45.