»
S
I
D
E
B
A
R
«
Lufthansa A380 til København
sep 8th, 2010 by Kenneth Karskov

Onsdag d. 15. september bliver dagen, hvor Lufthansa sender deres nye flagskib til København. Faktisk er der tale om en lille nordisk rundrejse, hvor flyet også rammer Stockholm, Oslo og Helsinki, og de som gerne vil se kæmpeflyet i København skal tidligt op.

Landing i Kastrup kl. 07:55
Afrejse fra Kastrup kl. 10:00

Lufthansa Airbus 380

Kæmpeflyet kommer d. 15. september

Den store Airbus letter fra Frankfurt kl. 06:35 som LH8924 med kurs mod København, hvor det lander en time og tyve minutter senere. Her vil det stå på jorden i lige over to timer, hvor særligt inviterede vil få lov til at gå ombord og se nærmere på indretningen, hvorefter 380′eren flyver videre til Stockholm som LH8926.

Lufthansas udgave af Airbus 380 er indrettet med 526 sæder fordelt på to dæk. I underetagen sidder 420  Economy Class passagerer, mens de dyre pladser alle er samlet på første sal, hvor de bedst betalende kunder er fordelt med 98 sæder på Business Class og otte pladser i First Class kabinen.

Ny lufthavn i Berlin: Pris 18 mia. kroner
sep 7th, 2010 by Kenneth Karskov

Jeg havde fornøjelsen af at kigge nærmere på byggeriet af Berlins nye storlufthavn, Berlin Brandenburg International (BBI) i sidste måned. Et stort og ambitiøst byggeri, som naturligvis er blevet forsinket, men som en gang for alle skal rydde op i Berlins mange lufthavne.

Berlin-BBI

Byggeriet af den nye Berlin Brandenburg International

For mit vedkommende bliver der ikke grædt nogen tårer, når Tegel og Schönefeld bliver lukket. Det var lidt en anden sag med Tempelhof, som blev lukket tilbage i oktober 2008, for det var en lufthavn ud over det sædvanlige. Udtænkt af Albert Speer som en del af hans plan for Berlin som verdens hovedstad, og af arkitekten Norman Foster kaldt “The Mother of all Airports”. Det var ikke nogen helt almindelig oplevelse at lande her, og jeg brugte mere end almindelig lang tid på at komme ud af den. Jeg skulle have det hele med!

Den nye lufthavn kommer til at genbruge en af banerne fra den nuværende Schönefeld lufthavn, men vil få en helt ny 32 meter høj terminal, hvori der blandt andet vil være togstation til både lokale S-tog, men også til Deutsche Bahns regionaltog. Det skal nok blive rigtigt godt, men det har også kostet to landsbyer livet – og en sjælden skildpaddeart er blevet nænsomt flyttet – og dertil kommer omkostninger for byggeriet, så regningen ender på 18 mia. danske kroner.

3. juni 2012 lover de, at den nye lufthavn åbner. Og så flytter de alle afgange fra Schönefeld og Tegel over til den nye lufthavn med et trylleslag. Natten over bliver de to gamle lufthavne erstattet af den nye, som ikke får lufthavnskoden BBI (for den tilhører Bhupaneswar i Indien), men derimod den logiske “BER” – fordi det bliver hele Berlins nye lufthavn.

British Airways præsenterer ny Economy Class
sep 5th, 2010 by Kenneth Karskov

Normalt er det nyskabelser på de dyre pladser, som flyselskaberne har travlt med at fortælle om. Se vi har lavet privat kabiner på First Class, vi har installeret brusebad til vores førsteklasses passagerer eller se vi serverer Dom Perignon i ‘flybaren’ i 10 kilometers højde.

British Airways' nye World Traveller Plus kabine

Det er sjældent, at de bageste pladser får den store opgradering. Det er som om, at kapløbet på service og komfort står på de dyre – men få – pladser foran i flyet, mens alle dem på Economy Class, som er langt størstedelen af os, bliver glemt.

Derfor er det dejligt at se, når flyselskaberne bruger penge på at gøre noget ved oplevelsen bagest i flyet. British Airways præsenterer en ny kabine for Economy og Economy Plus – eller på British Airways’sk: World Traveller og World Traveller Plus – ombord på deres splinternye Boeing 777-300ER, som foreløbig bliver brugt på ruterne til Mumbai, Chicago, Delhi og Dubai.

For almindelige Economy Class – World Traveller – passagerer består forbedringerne i en 35% større skærm, større udvalg af film, tv og musik, en USB port (!) og en stikkontakt ved alle sæder. Economy kabinen vil blive konfigureret 3-3-3 – altså med ni sæder på tværs – hvilket må siges at være generøst. Flere flyselskaber har fyldt et ekstra sæde ind i bredden på deres Boeing 777-300 så Economy er konfigureret 3-4-3 med ti sæder på tværs, hvilket bl.a. ses hos Air France.

Ny Economy Class hos British Airways World Traveller

Ny Economy Class hos British Airways "World Traveller"

For de som betaler lidt ekstra og flyver på “World Traveller Plus” er der taget en stol ud i hver række, så konfigurationen hedder 2-4-2 – altså otte sæder i hver række. Altså et lidt bredere sæde kombineret med ekstra benplads, men ellers iøvrigt som på Economy.

Nyskabelserne på World Travellers Plus er et 60% større tv, større udvalg af underholdning på turen, USB stik og stikkontakt.

De nye kabiner ser lækre ud, men hvordan produktet fungerer i praksis må komme an på en prøve.

Link til British Airways nye World Traveller (Economy Class) kabine:
https://www.britishairways.com/travel/new-world-traveller/public/en_no

Link til British Airways nye World Traveller Plus (Economy Plus) kabine:
https://www.britishairways.com/travel/new-world-traveller-plus/public/en_no

Det ny “United Airlines” får blåt stempel
aug 31st, 2010 by Kenneth Karskov

Sammenlægningen af United og Continental er nu tæt på at blive en realitet. Det  amerikanske justitsministerium har godkendt fusionen, og nu mangler bare formalia i form af aktionærernes godkendelse. Det forventes at falde på plads d. 17. september, hvor begge selskaber har indkaldt til generalforsamling.

Det nye selskab vil få navnet United Airlines, men skrevet med Continentals font og med Continentals gamle logo. Det anslås at det nye selskab vil transportere lige i underkanten af 150 mio. passagerer årligt.

Dreamlineren forsinket… igen!
aug 30th, 2010 by Kenneth Karskov

Boeings længe ventede 787 bliver endnu engang forsinket. En kort udtalelse fra Boeing fortæller, at de første fly ikke vil blive leveret før første kvartal af 2011. Første destination til det nye fly er offentliggjort, første bud på interiøret er offentliggjort og første selskab til at flyve det nye fly er offentliggjort. Nu mangler vi bare at få maskinerne K64998ud af fabrikkerne og passagererne ombord.

De mange forsinkelser byder dog efterhånden på store problemer for de mange selskaber, der har bestilt eksemplarer af Dreamlineren. Flere af disse sider tilbage med gamle 767′ere, der trænger til at blive skiftet ud, men som de krampagtigt holder fast i, indtil de nye fly kommer (det gælder f.eks. LOT og Air Seychelles). Og jo mere forsinket Boeing bliver, jo længere tid bliver de gamle fly i luften. Så for alle parters skyld, så lad os krydse fingre for, at Boeing denne gang kan holde hvad de lover.

787 Dreamliner indefra: Continental afslører indretningen
aug 17th, 2010 by Kenneth Karskov

Dreamlineren lader stadig vente på sig med den ene forsinkelse efter den anden, men derfor så kan den første kunde, Continental, jo godt begynde at slå et slag for deres kommende fly. De første destinationer for Boeings revolutionerende fly er allerede offentliggjort – fra november 2011 vil Dreamlineren betjene ruten fra Houston til Auckland, New Zealand og derefter tilsyneladende fra Houston til Lagos, Nigeria – og nu kommer turen til indretningen.

På en stor messe i Houston har Continental opstillet en mock-up med et par enkelte Business Class sæder – hos Continental kaldet ‘BusinessFirst’ (se flere billeder her). I alt bliver der plads til 36 af disse flat-seats på flyet, som i alt vil rumme 228 sæder. Denne mock-up vil senere også kunne ses i flyselskabets Houston Hub, Bush Intercontinental Airport Terminal E.

I modsætning til den overdådige lancering af Airbus 380 – som Singapore Airlines fyldte med private suiter på First, overdådige Business Class sæder og god plads i Economy – så virker Continentals bud på indretningen af Dreamlineren svært skuffende. Sædet ligner de fleste andre long-haul Business Class sæder, og Economy Class får vi ikke lov at se endnu (vi ved dog at der bliver tre rækker af tre sæder, så i alt ni sæder på langs ‘omme bagi’). Så langt er det hverken imponerende, revolutionerende eller overraskende hvad Continental fremviser.

Der er dog nogle ting omkring selve flyet, som nok skal gøre det til en god oplevelse at flyve med det. Mens Continentals indretning måske ikke nyskabende, så har Boeing gjort nogle ting i kabinen, som kan revolutionere flyveoplevelsen. Kabinen får højere til loftet på grund af nydesignede bagagebokse, en simuleret himmel, større vinduer som skulle give mere naturligt lys og ikke mindst højere luftfugtighed end normalt. Det skulle faktisk være en ganske dramatisk forskel, og siges at skulle svare til at flyet kun flyver i 6000 fods højde!

Så på trods af lange forsinkelser og et skuffende første bud på indretningen, så kan Dreamlineren godt ende med at blive en publikumsyndling.

“Do you have any idea who I am?”
aug 13th, 2010 by Kenneth Karskov

Er der én historie fra luftfarten, som jeg kan læse igen og igen og stadig smile af, så er det klassikeren herunder. “Do You Have Any Idea Who I Am” er ikke ny, men jeg nu faldt jeg lige over den igen, og den giver mig altid en god start på dagen…

For all of you out there who’ve had to deal with an irate customer, this one is for you. It’s a classic! In tribute to those ’special’ customers we all love!

An award should go to the United Airlines gate agent in Denver for being smart and funny, and making her point, when confronted with a passenger who probably deserved to fly as cargo.

A crowded United flight was cancelled. A single agent was re booking a long line of inconvenienced travellers. Suddenly an angry passenger pushed his way to the desk. He slapped his ticket down on the counter and said,”I HAVE to be on this flight and it has to be FIRST CLASS.”

The agent replied, “I’m sorry sir. I’ll be happy to try to help you, but I’ve got to help these folks first, and I’m sure we’ll be able to work something out.” The passenger was unimpressed. He asked loudly, so that the passengers behind him could hear, “Do you have any idea who I am?” Without hesitating, the gate agent smiled and grabbed her public address microphone.

“May I have your attention please?” she began, her voice bellowing throughout the terminal. “We have a passenger here at the gate WHO DOES NOT KNOW WHO HE IS. If anyone can help him find his identity, please come to the gate.”

With the folks behind him in line laughing hysterically, the man glared at the United agent, gritted his teeth and swore, “F*** you!”

Without flinching, she smiled and said, “I’m sorry, sir, but you’ll have to stand in line for that, too.”

Mats Jansson forlader SAS
aug 12th, 2010 by Kenneth Karskov

“Mats Jansson forlader SAS”, var en af ugens store rejsebranche nyheder. SAS-chefen trækker stikket efter fire år på posten – hvor SAS aktien er blevet stort set udhulet.

Historien er ikke mere dramatisk end at hans kontrakt udløber, og at han ikke selv mener, at han er den rette til at føre SAS videre. Så langt, så godt. Det faktum som vel også står klart er, at hans strategi for SAS ikke har været nogen vidundermedicin.

“Core SAS” skulle sætte fokus på den forretningsrejsende i de nordiske lande, men har ikke styrket kundeoplevelsen på nogen måde. Fly er blevet taget ud, ruter er nedlagt og medarbejdere er fyret. Cores SAS skulle give besparelser på 7,8 mia svenske kroner, men er endnu ikke i hus.

Så hvilket eftermæle får Mats Jansson? Han vil være manden, der skar ned og skar ned. Og gjorde virksomheden mindre værd. Markant mindre. Faktisk skriver Børsen, at siden 1. januar 2007, hvor Mats Jansson havde sin første arbejdsdag, er der kun omkring 12 pct. tilbage af den oprindelige børsværdi.

Det tal taler for sig selv, og selvom man ikke kan give Mats Jansson skylden for alle SAS’ problemer, så er det måske ikke noget helt dårligt tidspunkt for hverken Mats eller SAS at lade vejene skilles.

SkyTeam fylder 10 år
jun 29th, 2010 by Kenneth Karskov

SkyTeam alliancen kan fejre 10 års jubilæum. Ofte omtalt som den mindste af de tre alliancer – Star Alliance og oneworld er de to andre – og for de fleste danske passagerer så afgjort også den mindst interessante.

Danmark er Star Alliance territorium, og med SAS og Lufthansa som to store spillere i dansk luftrum, så er det ikke så mange miles vi får samlet hos SkyTeam medlemmerne. Hvis vi derimod havde boet i Frankrig eller Holland, så havde sagen været en helt anden med den store rolle som Air France / KLM indtager i SkyTeam samarbejdet.

Alligevel skal man ikke helt afskrive SkyTeam i Danmark. Air France/KLM har et utal af daglige fly ud af Danmark (både København og Billund), CSA Czech Airlines har over tyve ugentlige flyvninger fra København til Prag, Delta flyver direkte til New York og Atlanta og Aeroflot har direkte forbindelse til Moskva. Så helt uinteressant er SkyTeam ikke i Danmark – især ikke når man har i baghovedet at Air France / KLM sidder på 13% af det danske marked.

SkyTeam virker dog stadig lidt som det tynde øl hvad angår fly-alliancer. Star Alliance var den første, den store og med mange prestigefyldte selskaber som Singapore Airlines, Lufthansa og Thai Airways. oneworld (ja, det skal skrives ud i et og med udelukkende små bogstaver) tæller mastodonter som British Airways, American Airlines og Cathay Pacific.

Og så kommer resten i SkyTeam: Air France, KLM, Delta, Aeroflot, CSA, China Southern Airlines, Aeromexico, Air Europa, Kenya Airways, Korean Air, Alitalia og så de to nye: Rumænske Tarom og Vietnam Airlines. Det er en række af selskaber som umiddelbart ikke virker lige så fine og vigtige som de andre, men der er et par interessante forhold.

For det første er China Eastern på vej ind i SkyTeam. Det er bemærkelsesværdigt, for det er sker i tillæg til China Southern, som lige nu er ‘associeret medlem’ og på trapperne til at blive fuldt optaget. Det er to af de tre store kinesiske flyselskaber, der lige pludselig er samlet der, og så står SkyTeam stærkt i ‘Riget i Midten’.

Og så skal man heller ikke forklejne Delta – verdens største flyselskab – eller Air France/KLM, der er en af de tre store spillere i Europa (sammen med Lufthansa og British Airways). På samme måde er Aeroflot heller ikke uinteressante som de sidder på det russiske marked.

Så SkyTeam er på vej. De første ti år er gået med at indtage sidstepladsen i feltet, men tingene begynder langsomt at udvikle sig. Fortsætter trenden og sætter SkyTeam sig på flere af de store selskaber, så vokser alliancens prestige også. Og flere flyselskaber vil komme til, og lige nu peger pålidelige rygter på at Garuda (som igen er begyndt at flyve til Europa efter at have været bandlyst af EU) og taiwanesiske China Airlines er på vej ind i SkyTeam.

Det skal blive spændende at følge, for lige nu går tendensen klart hen imod samarbejder indenfor alliancer blandt de store ruteselskaber. Så mens de første ti år har været stille vil alliancernes betydning vokse støt i løbet af de næste ti år.

easyJet med syvende rute fra København: CDG
jun 3rd, 2010 by Kenneth Karskov

easyJet har netop offentliggjort sin syvende rute fra København. Turen går til Paris, og lidt overraskende har selskabet valgt Paris’ hovedlufthavn, Charles de Gaulle. I forvejen har easyJet en lang række ruter fra Paris’ Orly lufthavn, som også lavpriskonkurrenten Norwegian benytter, men til København afgår deres maskine fra Charles de Gaulle.

Dermed kommer easyJet i direkte konkurrence med Air France og SAS, som også bruger denne lufthavn. Det bliver en spændende kamp, for der er kun en måde at trække kunderne til på, og det er ved at være markant billigere end de to andre.

For Air France gælder det at en stor del af passagererne skal videre med fly fra Paris, men den samme høje belægning af passagerer, der skal videre har de ikke hos SAS. Begge steder vil de kunne mærke konkurrencen, for prisen vil blive presset på ruten, og de point-to-point rejsende vil få endnu et valg, når easyJet åbner til Charles de Gaulle d. 10. september 2010.

I dag er SAS’ billigste pris til Paris 595,- for en oneway alt inklusive, mens Air France tager 1195,- for deres billigste returbillet (Air France sælger ikke billige oneway billetter). easyJet vil starte med at reklamere med billetter til kr. 189,- plus kreditkortgebyr og evt. bagage.

I løbet af 2009 åbnede easyJet tre nye ruter ud af København, nemlig Manchester, Genéve og London Gatwick. Nu kommer så Paris som første nye rute i 2010, men det vidner om stærkt engagement i Danmark samt en grundlæggende tro på fremtiden. easyJet åbnede den første rute fra København til London Stansted i 1998, seks år senere kom Berlin på rutekortet, derefter Milano i 2008, inden Gatwick, Genéve og Manchester kom med i porteføljen sidste år.

»  Substance: WordPress   »  Style: Ahren Ahimsa
© Al tekst i denne blog er ophavsretligt beskyttet - kontakt Kenneth Karskov