SIDEBAR
»
S
I
D
E
B
A
R
«
Final Call for Singapores Boeing 747
apr 3rd, 2012 by Kenneth Karskov

Den 6. april er der Final Call for Singapore Airlines’ flåde af Boeing 747 efter næsten 40 års tro tjeneste. Singapore fik sin første 747-200 i 1973 med plads til 349 passagerer, og selskabet var på et tidspunkt verdens største operatør af 747.

Den sidste jumbojet lander fra Hong Kong d. 6. April kl. 19:30 lokal tid. Det vil blive behørigt markeret, og således bærer de sidste to afgange da også flynummeret SQ747 og SQ748.

På et tidspunkt i 90′erne sendte Singspore Airlines deres 747 til København. Flagskibet i Singapores flåde er i dag den store Airbus 380, som det sydøstasiatiske selskab var ‘launch customer’ på.

Singapore Airlines flyver tre gange om ugen mellem København og Singapore med en Boeing 777-200.

Singapore Airlines siger farvel til 747'eren

Den enes død…
mar 30th, 2012 by Kenneth Karskov

Nu er det jo ikke fordi Cimber Sterling er død, men alligevel. Den 11. april lukker selskabet ruten til Tel Aviv, og “tilfældigvis” meddeler SAS nu, at de starter med at flyve mellem København og Tel Aviv fra d. 4. juni.

SAS vil flyve til Tel Aviv tre gange om ugen

Cimber Sterling åbnede ruten i oktober 2010, hvor det var selskabets første ikke-europæiske rute. På det tidspunkt havde ruten været ubetjent i otte år, og straks var der mange flere danskere, der besøgte Israel. Sidste år steg antallet af danske rejsende til Israel med 28%.

Derfor er det oplagt at SAS nu springer til, når Cimber Sterling forlader ruten. SAS vil flyve ruten med en Airbus 319 (billedet) med plads til 141 passagerer, eller en Airbus 321, hvor der kan sidde 198.

Billetterne til og fra Tel Aviv bliver sat til salg torsdag den 29. marts.

Flybranchens små drillerier
mar 7th, 2012 by Kenneth Karskov

Der er hverken første eller sidste gang. Denne gang er det SAS-ejede norske flyselskab Widerøe, der driller Norwegian. Har du købt en billet med lavprisselskabet Norwegian, så kan du gratis bytte den til en billet med Widerøe.

Widerøe praler af dobbelt så mange afgange til Bergen eller Trondhjem som Norwegian, og tilbuddet betyder, at Norwegian kunder kan bytte deres billet til en af de mange Widerøe afgange uden at betale en krone.

Flybranchen er fuld af eksempler på den slags drillerier, men det er sjældent at se et SAS-selskab melde så offensivt ud.

SAS giver flere Eurobonus point
mar 5th, 2012 by Kenneth Karskov

Da SAS for år tilbage skar ned i antallet af bonuspoint, de gav for flyvninger på de billigste Economy Class billetter, blev bonusprogrammet for mange mennesker lidt mindre interessant. Det var efterhånden kun forretningsrejsende, der ikke betalte billetterne af egen lomme, der havde fordel af Eurobonus programmet.

De billigste billetter fik man kun 25% point på, så en tur til London kunne give 200 point og den lange rejse til Beijing blot 1125 point. Så er der lang vej til blot en indenrigsbillet, som koster 12.000 point. Hvortil der i øvrigt kommer skatter.

100% på Economy Class

Det bliver der lavet om på nu. Fremover optjener du 100% på alle Economy Class billetter. Så en London tur giver 1.000 point og en tur til Beijing 4500 point pr. vej. Satserne for at “købe” rejser for pointene er indtil videre det samme, og dermed er Eurobonus programmet igen blevet interessant. Det betyder, at selvom du måske bare flyver et par gange om året, så kan du godt nå at spare point nok op, til at de kan bruges til noget.

Det er ét af de allermest værdifulde marketing-instrumenter som SAS igen sætter i spil. For det vil helt sikkert få en række rejsende til aktivt at vælge SAS fremfor en af konkurrenterne. SAS er presset af Norwegian på de korte ruter i Europa, og af de arabiske, asiatiske og andre europæiske selskaber på de lange ruter, men med opskrivningen af pointtabellen for Eurobonus medlemmer vil der helt klart være et incitament til igen at vælge SAS.

To rejser til Asien i løbet af fem år og du har point nok til en billet til Amsterdam. Eller to opgraderinger fra Economy til Economy Extra næste gange du skal flyve langt.

Kun med SAS

Det er kun på SAS fly, at Eurobonus kunder opjener 100% på de billigste billetter. Flyver du med nogen af “vennerne” i Star Alliance, så vil du fortsat kun få 25% på de billigste billetter. Igen, der er nogle der så vil vælge den lidt dyrere SAS billet til Thailand, fremfor at flyve med Thai Airways til Bangkok.

SAS sætter samtidig grænsen for at nå guldmedlemsskab ned til 50.000 point fra de nuværede 55.000. Således er det på alle måder blevet nemmere for folk, der primært rejser på de billige billetter at få guldkort hos SAS.

Eurobonus ændringerne træder i kraft 4. maj 2012.

Kilde: We’re making EuroBonus better than ever!

Emirates indfører limo-service i Danmark
mar 1st, 2012 by Kenneth Karskov

Passagerer på First og Business Class vil fremover blive hentet og bragt til lufthavnen i en stor, sort Mercedes.

Emirates er det eneste selskab i Københavns Lufthavn, der har den ultimative luksusklasse ‘First Class’ ombord på deres fly, og nu er selskabet også ene om et andet servicetiltag, nemlig afhentning i limousine.

Emirates vil hente First og Business Class passagerer i limousine

Fra 1. april vil First og Business Class-passagerer hos Emirates blive hentet og bragt, hvis de bor inden for en radius af 40 km fra Københavns Lufthavn.

“Emirates Chauffeur Drive Service er en eksklusiv service, vi tilbyder vores passagerer på mange udvalgte destinationer rundt omkring i verden. Nu introducerer vi så som det første flyselskab chaufførservice i København. Med en flåde af sorte Mercedes E-klasse til vores First-passagerer og Mercedes S-klasse til vores Business-passagerer kan vi give vores passagerer ikke bare en komfortabel, afslappende flyrejse, men en luksusoplevelse helt fra rejsen tager sin begyndelse,” siger Teddy Zebitz, Emirates Area Manager Nordic Countries.

Det er Dansk Limousine Service, der står for Emirates CDS i Danmark. Flåden vil udelukkende bestå af sorte Mercedes med Emirates-logo.

Air France er blevet grønere
feb 29th, 2012 by Kenneth Karskov

Air France er blevet grønnere og kan nu stolt meddele, at selskabet har opnået alle de miljømål, som de fastsatte for sig selv.

- Trafikrelateret støj er mindsket med 30 % fra 2005 til 2011
- CO2-udledningen fra interkontinentale flyvninger er mindsket med 27 % fra 2008 til 2011
- Brændstofforbruget pr. passager er mindsket med 4 procent fra 2008 til 2011.

I reelle tal bruger Air France i dag 3,81 liter brændstof for at fragte en passager 100 kilometer. Det tal var oppe på 3,96 for bare fire år siden, og målet for Air France er at bringe forbruget ned på 3,7 liter pr. 100 passagerkilometer ved udgangen af 2012.

Forbedringerne skyldes bl.a. at en række Boeing 747-flytyper er blevet udskiftet med den mere brændstoføkonomiske Boeing 777-3000 ER.

Kilde: Pressemeddelelse fra Air France

Flytypen Boeing 777 hjælper Air France til at indfri miljømål

Norwegian hopper på Fast Track i Kastrup
feb 27th, 2012 by Kenneth Karskov

Norwegian indfører Fast Track - men kun til de udvalgte få!

Nu kan også lavprispassagererne hos Norwegian benytte sig af Fast Track i Københavns Lufthavn. Men kun hvis de har købt den dyre Fullflex-billet.

“Sikkerhedskontrollen er et af de steder i lufthavnen, hvor man hurtigt får sved på panden, hvis man er sent på den, og står bag en stor gruppe mennesker, der skal af med bælter, smykker og computere. Derfor tilbyder Norwegian nu gratis Fast Track i Københavns Lufthavn til alle, der rejser med Fullflex-billet”, skriver Norwegian i en pressemeddelelse.

Til de få udvalgte

Og det har nordmændene ret i. Min eneste indvending er, at der ikke er meget lavpris-koncept over hverken Fullflex billetter eller Fast Track.

En Fullflex billet fra København til Stockholm koster 2.410,- tur/retur, mens den billigste billet på samme afgange koster 518,- ligeledes tur/retur (begge priser er uden bagage, gebyrer og forplejning). Til London er prisen endnu højere, og her står en Fullflex billet i kr. 6.171,- for en returbillet, og således vil det være et fåtal af rejsende med Norwegian som får glæde af Fast Track.

Uanset hvad, så skal Norwegian have respekt for initiativet, for det bryder med den traditionelle low-cost tankegang. Og samtidig tager det lige toppen af argumentet om, at du kommer hurtigere igennem lufthavnen, hvis du flyver med SAS. Nu kan Norwegian med god ret hævde, at de også har Fast Track i Kastrup.

Kingfisher i store problemer
feb 27th, 2012 by Kenneth Karskov

Jeg har jo holdt øje med det indiske flyselskab Kingfisher Airlines, der på fem år gik fra at være en gal mands værk – i ordets mest positive betydning – til et af verdens bedste flyselskaber. Fem stjerner, overdådig luksus i luften og endda en ordre på Airbus 380 til selskabet. Både Business Class og Economy produktet var helt i særklasse, og noget af det bedste jeg har haft fornøjelsen af at prøve.

Flyselskabet Kingfisher Airlines er i store problemer

Men højt at flyve, dybt at falde. Nu er Kingfisher Airlines i så store problemer, at jeg knap vil råde dig til at købe en billet med selskabet. For det første er medlemskabet af oneworld alliancen sat i bero, for det andet har en lang række piloter sagt op og er flygtet til konkurrenterne, for det tredje opererer Kingfisher kun 16 af de 64 fly på grund af finansielle problemer og de her derfor lukket en lang række ruter.

Det er altsammen dårlige nyheder for et flyselskab i krise. Selvom selskabet tidligere har været et af de allerbedste, så ville jeg være påpasselig med at købe en billet med selskabet som situationen ser ud lige nu.

Gulf Air skruer op for København
feb 23rd, 2012 by Kenneth Karskov

Gulf Air skruer op for ruten til København

Den seneste tid har budt på en lang række dårlige nyheder fra Gulf Air og som tidligere berettet har selskabet skåret en række af de lange ruter væk. Det drejer sig om Entebbe, Geneve, Damascus, Milano, Athen og Kuala Lumpur.

Københavner-ruten har dog fået lov at overleve, og det ser ud som om at selskabet har stor tiltro til forbindelsen til Danmark, for Gulf Air går op til fem ugentlige afgange fra 3. marts og fra 1. juni bliver der daglige flyvninger mellem Bahrain og København.

Dreamliner i rutefart til Helsinki
feb 15th, 2012 by Kenneth Karskov

Samtidig med at meddelelsen om bestillingen af tyve Dreamliner 787-9 (læs mere her: JAL bestiller 20 “forlængende” Dreamliner fly) offentliggør Japan Airlines også selskabets første nye europæiske ruteåbning i tyve (!) år og valget er faldet på Helsinki.

JAL flyver i forvejen fra Narita til Moskva, Frankfurt, Paris og London i Europa, og man kunne godt have forestillet sig, at store lufthavne som Amsterdam, Rom eller København stod foran Helsinki til at blive tilgodeset med en rute, men valget falder altså på den finske hovedstad.

Helsinki først i Norden med Dreamliner – rute

Det har ellers været København, der har været bedst til at tiltrække nye selskaber til Norden i de seneste år, men forklaringen skal findes i alliance samarbejdet. Finnair og Japan Airlines er i samme alliance – oneworld – og det tætte partnerskab giver JAL gode muligheder for at feede passagererne fra Helsinki og videre til destinationer i Norden og resten af Europa med Finnair.

Japan Airlines sender Dreamliner i rutefart til Helsinki

Japan Airlines angiver selv muligheden for at lave hurtige connections i Helsinki – helt ned til 35-40 minutter – og den flittige skiltning på japansk og det japansk talende personale i Helsinki lufthavn som årsager til at valget er faldet på Finland som ny destination.

I første omgang drejer det sig om fire ugentlige flyvninger, men planen er at gå op til daglige afgange fra 2013.

Der hvor jeg personligt godt kan blive misundelig på finnerne er, at JAL vil åbne ruten med Boeing 787-8 Dreamliner. Helsinki bliver således første nordiske lufthavn med en Dreamliner rute, og dermed får finnerne mulighed for at rejse til Asien ombord på det nye nye fly, som skulle give en bedre rejseoplevelse for alle passagerer, bl.a. med mindre støj og langt højere luftfugtighed.

»  Substance:WordPress   »  Style:Ahren Ahimsa
© Al tekst i denne blog er ophavsretligt beskyttet - kontakt Kenneth Karskov