»
S
I
D
E
B
A
R
«
Finnair’s Business Class kåret til Nordens bedste
jan 4th, 2010 by Kenneth Karskov

Det er højtid for prisuddelinger – og flere kommer til i de kommende dage og måneder – og det får altid flyselskaberne til at sende glædesstrålende pressemeddelelser ud med budskabet om, hvor glade de er for netop denne pris. Det er nu ikke alle priserne, der er lige interessante, men det er alligevel værd lige at stoppe op og kigge nærmere på Finnair’s Business Class for den er netop blevet kåret til Nordens bedste af Business Traveler.

Business Class som fænomen har været meget omdiskuteret i årets løb. Flere flyselskaber har barslet med at afskaffe den helt på Europa flyvningerne – det gælder bl.a. Air France/KLM og SAS – mens andre har taget skridtet og fjernet gardinet, champagne og ekstra plads – det gælder Cimber Sterling, der fjernede Business Class på deres fly d. 1. september 2009 – og en enkelt genindførte Business Class i Europa, nemlig det Lufthansa-ejede, Brussels Airlines

Så selvom det kun er et fåtal af passagererne, der betaler 7.500,- for at flyve til London tur/retur på Business Class, så tiltrækker luksusklassen sig stadig masser af opmærksomhed.

Når Finnair nu vinder prisen som Nordens bedste Business Class, så er det ikke fordi konkurrencen er så hård. Ret beset, så er de vel kun oppe imod SAS og Icelandair, men det falder til gengæld sammen med, at Finnair lancerer en ny Business Class kabine, som rykker standarden for, hvad vi hidtil har set hos nordiske flyselskaber.

På Finnair’s nye Airbus 330 har de installeret en helt ny generation af stole, der kan trylles om til senge – “flat seat”, “flat bed”, “lie flatq
seat” er nogle af betegnelserne for disse. Finnair har i dag allerede flat beds på hele den oversøiske flåde, men ligesom hos SAS så er de ikke helt flade. De hælder et par grader, hvilket medfører, at man kan få fornemmelsen af, at glide ned af de skrå bræt.

Sådan bliver de ikke med Finnair’s nye stole. De er helt flade! Men det er ikke engang det mest revolutionerende ved dem, det er derimod måden de er stillet op i kabinen på. For på den nye Airbus 330 er der indrettet en række enkeltsæder, hvilket giver en fantastisk fornemmelse af privatliv ombord for de som rejser alene. En tredjedel af sæderne på Business Class bliver således enkeltsæder, mens resten af stolene står to-og-to ved siden af hinanden som man ser det almindeligvis. Det er ideelt for par, der rejser sammen, så med både-og modellen får Finnair faktisk det begge fra begge verdener.

Lad os lige se lidt nærmere på den nye opstilling. Finnair’s nye Business Class kabine vil få syv rækker, opstillet i følgende konfiguration:

2 + 2 + 1
1 + 2 + 1
2 + 2 + 1
1 + 2 + 1
2 + 2 + 1
1 + 2 + 1
2 + 2 + 1

Det lader altså til, at Finnair satser benhårdt på Business Class med det nye produkt. De tager helt klart teten i det her race, og giver baghjul til SAS, som stadig har de skrå planker ombord, og Icelandair, der slet ikke kan lægges fladt ned, men blot lænes lidt tilbage.

Se billederne af : Finnairs nye Business Class her

Ethiopian på vej ind i Star Alliance?
dec 11th, 2009 by Kenneth Karskov

Knap er Brussels Airlines budt velkommen i Star Alliance, førend de tager hul på indlemmelsen af nye medlemmer. En af de næste til at blive optaget i den voksende klub skulle ifølge ATWOnline være Ethiopian Airlines. Det er kun de første indledende samtaler, som bliver ført, og en beslutning bliver først taget en gang i 2010.

Tilsyneladende er Star Alliance meget opsatte på, at der ikke skal være hvide pletter tilbage på landkortet, hvor de ikke dækker så godt. Derfor er Ethiopian Airlines interessante for alliancen, for på trods af at flyselskabet transporterer under tre millioner passagerer om året, så sætter det sætter Star Alliance på landkortet i Centralafrika. Hvis en aftale falder på plads, så bliver Ethiopian Airlines det tredje afrikanske medlem af Star Alliance efter South African Airways og EgyptAir.

En række andre selskaber står dog længere fremme i køen til at komme med i Star Alliance end Ethiopian Airlines. I løbet af 2010 forventes Indiens nationale flyselskab Air India, græske Aegean Airlines og brasilianske TAM at blive optaget i “klubben”.

KLM overvejer betaling for mad og drikke
nov 11th, 2009 by Kenneth Karskov

KLM har sendt spørgeskemer ud til en lang række af deres bedste kunder, for at teste vandene. Hvor meget er de villige til at betale for mad og drikke ombord på flyet, lyder et af spørgsmålene.

Ikke overraskende har det skabt ramaskrig blandt trofaste KLM kunder. I forvejen er KLM’s forplejning ombord blevet skåret ned til et minimum, så der på de fleste korte ruter i dag, blot bliver serveret en pakke TUC kiks og lidt at drikke.

Som altid når et privilegium bliver taget fra folk, så er der protester. Forplejningen ombord er langt fra den vigtigste del af en flyrejse – og ligger langt under sikkerhed, punktlighed, osv – men det er en meget synlig del af forskellen mellem lavprisselskaberne og de traditionelle ruteselskaber.

Hvorfor flyve med ruteselskaberne, hvis man så får den samme service som på lavprisselskaberne, spørger KLM passagererne i øjeblikket sig selv. Det fascinerende ved flybranchen er, at selv en sådan forringelse af produktet kan sælges som en forbedring.

Hos SAS lød det, at nu var kunderne endnu bedre stillet, for nu kunne de selv vælge, hvad de ville have at spise. Andre selskaber fulgte trop og fjernede den gratis forplejning, bl.a. Iberia og Brussels Airlines.

Swiss og Austrian gjorde det også. I en kort periode, inden begge selskaber igen droppede idéen og genindførte den gratis mad ombord. Protesterne var for store og gevinsten for flyselskabet for lille. Faktisk forlyder det også, at SAS ikke tjener penge på at sælge mad og drikke ombord, men at det blot går i nul!

Derfor er der også KLM-passagerer som med rette peger på, at det ikke findes mange overbevisende cases med europæiske flyselskaber, der har droppet maden og derefter oplevet forrygende fremgang. Nærmest tværtimod!

»  Substance: WordPress   »  Style: Ahren Ahimsa
© Al tekst i denne blog er ophavsretligt beskyttet - kontakt Kenneth Karskov