Den kom lidt maskeret, nyheden om at Cimber Sterling lukker ruten København – London Gatwick.”Cimber Sterling rykker til indre London” var overskriften på pressemeddelelsen, som lokkede med følgende lille teaser:
“SAS lukker fra marts deres rute mellem København og London City Airport. Det giver Cimber Sterling en unik mulighed for at rykke ind i Londons centrale lufthavn.”
Så man kunne forledes til at tro, at der var tale om en ny satsning fra selskabet, men sådan forholder det sig ikke helt. For nyheden dækker over, at Cimber Sterling samtidig trækker sig ud af den tætte konkurrence på lavprismarkedet for flybilletter til London fra København.
Den nye ruter skal nemig flyves med ATR propelfly med 46 sæder, hvor den eksisterende London Gatwick rute blev fløjet med Boeing 737. Et hurtigt tjek på flyselskabets hjemmesider afslører, at de billigste billetter på London City ruten starter ved kr. 1530,- tur/retur. Det er meget langt fra de priser, som lavprisselskaberne typisk reklamerer med, og da også betydeligt højere end den pris Cimber Sterling faldbød Gatwick ruten med, hvor kr. 295,- oneway var startprisen.
Det fortæller tydeligt, at City ruten ikke er en typisk lavpris operation. Den er primært attraktiv for forretningsrejsende, hvilket er et glimrende segment at tiltrække, men det er værd at holde sig i baghovedet, at SAS netop trækker sig ud af denne rute, fordi de ikke kunne tjene penge på den. Så for at Cimber Sterling får succes med City ruten, skal de altså være bedre end SAS til at operere den.
Ovenpå de seneste dages ballade omkring Cimber Sterling aktiekursen – der er styrtdykket – har Cimber Sterling ledelsen forklaret at den intense konkurrence på bl.a. London-ruten har gjort at de må nedjustere forventningerne. Derfor trækker de nu stikket på London Gatwick ruten fra København, og skifter til den lille London City lufthavn, hvor de satser på at højere priser, færre sæder og et propelfly, som er billigt at drive, er vejen til en solid indtjening.
Samtidig melder Cimber Sterling ud, at de bliver ved med at flyve fra Billund til London Gatwick, i konkurrence med Ryanair som flyver fra Billund til den mindre centrale London Stansted lufthavn.
Så det ligner en retræte for Cimber Sterling på København – London rute. Den britiske hovedstad er den destination, hvor flest selskaber kæmper om danskernes gunst, og hvilket selvsagt presser indtjeningen. Udover Cimber Sterling, så flyver SAS og British Airways fra København til Heathrow, Norwegian til Gatwick og easyJet til både Stansted og Gatwick.
Den slags konkurrence skiller fårene fra bukkene. Og den første til at trække sig er Cimber Sterling…
Cimber Sterling aktien har styrtdykket i løbet af dagen og tabt 30% af værdien. Det svarer til at investorerne, der i begyndelsen af december var med til at lancere Cimber Sterling på børsen har tabt ca. 150 millioner kroner.
Cimber Sterling aktien blev introduceret til kurs 10 – efter Cimber-ledelsen skar udbudsprisen ned fra 20-24 kroner for overhovedet at lykkes med børsintroduktionen – men er i løbet af dagen er den handlet helt ned i kurs 6,40.
Kurstabet kommer ovenpå en nedjustering af skønnet for omsætning og driftsresultat og et tab i andet kvartal af det skæve regnskabsår på 28,2 mio. kr, skriver Børsen.
Det får Danske Bank til at advare mod Cimber Sterling aktien, skriver EPN. Banken betegner Cimber Sterlings forventninger til fremtiden som ”urealistiske” og forudser, at Cimber Sterling ikke kan klare sig uden yderligere kapital. Danske Bank går endda så vidt til at opfordre aktionærerne til at sælge deres aktier på trods af tabet.
I kølvandet på Sterlings konkurs sidste år kom tre nye spillere på markedet: Norwegian, Cimber Sterling og Transavia.
Og hvad er der egentlig blevet af Transavia sidenhen? Mens Norwegian konstant stjæler overskrifter med deres aggresive ekspansion og Cimber Sterling kæmper med at få økonomien til at hænge sammen, så lever Transavia en lidt mere tilbagetrukket tilværelse.
Men der findes et ordsprog, som hedder: Den der lever stille, lever godt.
Det synes at være tilfældet med Transavia. For uden megen hype omkring sig, så er det hollandske lavprisselskab gået hen og blevet ganske succesfuld. I dag fremstår Transavia som en lidt sjov blanding af lavpris og charter, men det imponerende er de sorte tal på bundlinjen. I løbet af de seneste 10 år har der været overskud, og i 2008 transporterede de 5,5 millioner mennesker rundt i Europa. Foreløbig har Transavia fløjet over 400.000 gæster fra København.
Så det kan godt være, at det er Norwegian og Cimber Sterling, der trækker overskrifter, men det er tilsyneladende Transavia, der trækker stikket hjem med en sund og velfunderet forretning.
Respekt for det!
Efter megen turbulens, så lander Cimber Sterling nu endelig på børsen. Til en stærkt reduceret kurs, jovist, men de 250 millioner kroner kom i kassen, og så kan der forhåbentligt blive lidt ro omkring selskabet. Der er tegningstilsagn for det fulde udbud af 27,5 mio. nye aktier, og blandt investorerne kan man finde Danfoss.
Cimber Sterling melder selv ud, at pengene betyder, at flyselskabet nu kan følge deres ekspansionsplan, men først skal kerneruterne forsvares mod udfordringen fra Norwegian. Det norske lavprisselskab ser ud at være gået lige i flæsket på Cimber Sterling og har prissat sig typisk 1000 kroner under Cimber Sterling på indenrigsruterne. Det er selvsagt godt nyt for forbrugerne, men det kommer til at presse Cimber Sterlings indtjening ganske gevaldigt.
Jørgen Nielsen slår selv på, at Cimber Sterlings vækstambitioner er forankret i 59 års luftfartsviden, og al den viden bliver der også brug for at trække på. For udfordringer er der nok af lige nu…
Det er ikke fordi, det vælter ind med gode nyheder for Jørgen Nielsen og ledelsen i CimberSterling for tiden. Først måtte selskabet halvere prisen på deres aktier i forbindelse med børsintroduktionen, så kunne de se Norwegian rykke ind på deres kerneruter og nu kommer historierne om selskabets snarlige konkurs.
Netmedierne svømmer i dag over af artikler i stil med “Konkurs- frygt truer Cimber”, hvor svenske online rejsebureauer angiver, at de er holdt op med at sælge Cimber Sterling billetter. Problemet er, at rejsebureauernes bagvedliggende forsikringsselskab ikke vil dække billetter fra Cimber Sterling.
Av for den! Det er en alvorlig sag, og Cimber Sterling er da også hurtigt ud og afvise alle anklager i en pressemeddelelse. Her står følgende at læse: - Det er udelukkende svenskejede rejseudbydere, der midlertidigt ikke udbyder ferierejser, men fortsat forretningsrejser med Cimber Sterling. - Den samlede omsætning fra disse bureauer udgør på årlig basis omkring 25 millioner kroner svarende til under 1½ pct. af Cimber Sterlings omsætning. - Alle danske erhvervsrejsebureauer og turoperatører sælger Cimber Sterlings billetter. - Cimber Sterling har ikke registreret nogen nedgang i salget af billetter siden offentliggørelsen af børsprospektet.
Flyselskabet selv, mener altså ikke, der er nogen problemer. Der findes dog også et ordsprog som siger, at der sjældent går røg af en brand, uden der er ild, så pønser du på at booke en flybillet med Cimber Sterling, så læs lige den her anbefaling jeg har skrevet på Viviro.com omkring sikker bestilling af flybilletter: Du skal selv sikre dine flybilletter mod konkurs.
********
Tilføjelse: Jeg kan se, at der stadig er en del, som finder ind til dette indlæg, og derfor er det på sin plads lige at tilføje, at ovenpå Cimbers børsintroduktionen – læs evt. “Cimber Sterling lander på Børsen” – så sælger de svenske online rejsebureauer igen Cimber Sterling flybilletter som normalt.