»
S
I
D
E
B
A
R
«
easyJet med syvende rute fra København: CDG
jun 3rd, 2010 by Kenneth Karskov

easyJet har netop offentliggjort sin syvende rute fra København. Turen går til Paris, og lidt overraskende har selskabet valgt Paris’ hovedlufthavn, Charles de Gaulle. I forvejen har easyJet en lang række ruter fra Paris’ Orly lufthavn, som også lavpriskonkurrenten Norwegian benytter, men til København afgår deres maskine fra Charles de Gaulle.

Dermed kommer easyJet i direkte konkurrence med Air France og SAS, som også bruger denne lufthavn. Det bliver en spændende kamp, for der er kun en måde at trække kunderne til på, og det er ved at være markant billigere end de to andre.

For Air France gælder det at en stor del af passagererne skal videre med fly fra Paris, men den samme høje belægning af passagerer, der skal videre har de ikke hos SAS. Begge steder vil de kunne mærke konkurrencen, for prisen vil blive presset på ruten, og de point-to-point rejsende vil få endnu et valg, når easyJet åbner til Charles de Gaulle d. 10. september 2010.

I dag er SAS’ billigste pris til Paris 595,- for en oneway alt inklusive, mens Air France tager 1195,- for deres billigste returbillet (Air France sælger ikke billige oneway billetter). easyJet vil starte med at reklamere med billetter til kr. 189,- plus kreditkortgebyr og evt. bagage.

I løbet af 2009 åbnede easyJet tre nye ruter ud af København, nemlig Manchester, Genéve og London Gatwick. Nu kommer så Paris som første nye rute i 2010, men det vidner om stærkt engagement i Danmark samt en grundlæggende tro på fremtiden. easyJet åbnede den første rute fra København til London Stansted i 1998, seks år senere kom Berlin på rutekortet, derefter Milano i 2008, inden Gatwick, Genéve og Manchester kom med i porteføljen sidste år.

Hvem skal du flyve med?
mar 4th, 2010 by Kenneth Karskov

En god bekendt er i disse minutter på vej til London. Han skal over at se Dave Matthew’s Band i O2 Arena i London, og han glææææder sig.

Så med min naturlige interesse for fly, så spørger jeg lige til turen.

Mig: ”Hvem skal du flyve med?”
Ham: ”Min kæreste!”

Blot et sekund senere går det op for ham, at det ikke var dét svar jeg fiskede efter, og han siger med et grin: ”Nårh, vi skal flyve med easyJet”.

Men det er egentlig et interessant svar, han giver i første omgang. For mange mennesker er det fløjtende ligegyldigt om det er Norwegian, SAS, easyJet eller British Airways, der skal fragte dem fra København til London.

Han skal af sted med sin kæreste, de skal sidde på et fly i to timer og det er ren og skær transport. Det var det billigste, og for dem er det destinationen, der trækker – ikke drømmen om at sidde i et metalrør i to timer.

Det udstiller med al tydelighed de problemer ”legacy carriers” står overfor. Bagage inkluderet, centrale lufthavne og alle de andre fordele som SAS og British Airways gerne vil have skal retfærdiggøre den højere billetpris, bider ikke på dem.

Hvorfor ender de op på easyJet? Fordi de var billigst!

Længere er den ikke. I hvert fald ikke i flybranchen i øjeblikket. Derfor stormer lavprisselskaberne frem, mens de traditionelle flyselskaber kæmper for livet. Norwegian, Ryanair og easyJet leverer hundredvis af millioner i overskud, mens SAS, Finnair og British Airways styrtbløder.

Når turen er slut, og de er vel hjemme i Danmark, så kan han huske han var i London. Han kan huske koncerten med Dave Matthew’s Band, men der er en vis sandsynlighed for, at han har glemt, hvilket selskab han fløj med.

Det betyder heller ikke det store. For næste gang de skal af sted, vælger de igen det billigste. Det kan være easyJet, men det kan lige så godt være et andet selskab. For som tingene er i flybranchen lige nu, så er der populært sagt kun tre ting, der afgør hvem folk flyver med.

Pris, pris og pris.

CimberSterling ud af lavpriskampen København – London
dec 18th, 2009 by Kenneth Karskov

Den kom lidt maskeret, nyheden om at Cimber Sterling lukker ruten København – London Gatwick.”Cimber Sterling rykker til indre London” var overskriften på pressemeddelelsen, som lokkede med følgende lille teaser:

“SAS lukker fra marts deres rute mellem København og London City Airport. Det giver Cimber Sterling en unik mulighed for at rykke ind i Londons centrale lufthavn.”

Så man kunne forledes til at tro, at der var tale om en ny satsning fra selskabet, men sådan forholder det sig ikke helt. For nyheden dækker over, at Cimber Sterling samtidig trækker sig ud af den tætte konkurrence på lavprismarkedet for flybilletter til London fra København.

Den nye ruter skal nemig flyves med ATR propelfly med 46 sæder, hvor den eksisterende London Gatwick rute blev fløjet med Boeing 737. Et hurtigt tjek på flyselskabets hjemmesider afslører, at de billigste billetter på London City ruten starter ved kr. 1530,- tur/retur. Det er meget langt fra de priser, som lavprisselskaberne typisk reklamerer med, og da også betydeligt højere end den pris Cimber Sterling faldbød Gatwick ruten med, hvor kr. 295,- oneway var startprisen.

Det fortæller tydeligt, at City ruten ikke er en typisk lavpris operation. Den er primært attraktiv for forretningsrejsende, hvilket er et glimrende segment at tiltrække, men det er værd at holde sig i baghovedet, at SAS netop trækker sig ud af denne rute, fordi de ikke kunne tjene penge på den. Så for at Cimber Sterling får succes med City ruten, skal de altså være bedre end SAS til at operere den.

Ovenpå de seneste dages ballade omkring Cimber Sterling aktiekursen – der er styrtdykket – har Cimber Sterling ledelsen forklaret at den intense konkurrence på bl.a. London-ruten har gjort at de må nedjustere forventningerne. Derfor trækker de nu stikket på London Gatwick ruten fra København, og skifter til den lille London City lufthavn, hvor de satser på at højere priser, færre sæder og et propelfly, som er billigt at drive, er vejen til en solid indtjening.

Samtidig melder Cimber Sterling ud, at de bliver ved med at flyve fra Billund til London Gatwick, i konkurrence med Ryanair som flyver fra Billund til den mindre centrale London Stansted lufthavn.

Så det ligner en retræte for Cimber Sterling på København – London rute. Den britiske hovedstad er den destination, hvor flest selskaber kæmper om danskernes gunst, og hvilket selvsagt presser indtjeningen. Udover Cimber Sterling, så flyver SAS og British Airways fra København til Heathrow, Norwegian til Gatwick og easyJet til både Stansted og Gatwick.

Den slags konkurrence skiller fårene fra bukkene. Og den første til at trække sig er Cimber Sterling…

Nul gebyrer = 4 mia. kr. i indtægt
dec 13th, 2009 by Kenneth Karskov

Det er blevet dyrt at tage en kuffert med ombord på et lavprisfly. 250,- kroner tur/retur med Ryanair (15 pund pr. vej), 170 kr. tur/retur til Berlin med easyJet og kr. 110 med Norwegian tur/retur til London.

Gebyrerne er blevet en god indtægtskilde, og det anslås at Ryanair i år vil tjene fem milliarder kroner på gebyrer. Derfor sidder de store europæiske flyselskaber også og kigger lavprisselskaberne over skuldrene, og spekulerer på om de skulle gøre noget lignende for at få lidt ekstra kroner i kassen, men endnu er ingen hoppet på den vogn.

Lavprisselskaberne vil gå langt for at få deres pris til at se billig ud, og så tjene pengene hjem på salg ombord, bagagegebyrer og alle mulige andre tillæg undervejs. Det er stik imod, hvad de traditionelle flyselskaber altid har gjort – og stadig gør – nemlig inkluderer det hele fra starten.

Så der hvor den står lige nu er, at det første har vist sig at være enormt effektivt for lavprisselskaberne, men ubelejligt for kunderne. Det sidste meget simpelt for kunderne, men skidt for forretningen.

De traditionelle flyselskaber tjener simpelthen ikke penge nok på at inkludere det hele i billetprisen, men inden de på direktionsgangene rundt omkring i Europe konkluderer, at den mest succesrige forretningsmodel er at splitte flybilletprisen op i atomer og lave gebyrer for hver enkelt lille ydelse, så bør de lige kigge en ekstra gang på, hvordan de gør hos Southwest, “alle lavprisselskabers moder”.

Southwest transporterede sidste år over 100 millioner passagerer rundt i USA. Indtil sammenlægningen af Delta og Northwest i år, så var Southwest verdens største flyselskab målt på antallet af passagerer.

Hos Southwest tager de ikke gebyr for bagage – ligesom de også gratis giver alle passagerer lidt at tygge i og noget at skylle efter med – men det gør de til gengæld hos en række af de store konkurrenter.

Så tidligere i år lancerede Southwest en håndfuld sjove tv-reklamer med budskabet at “kufferter flyver gratis“, og spurgte bl.a. ‘hvorfor hader de andre flyselskaberne din bagage’? Kampagnen var sjovt lavet og flyselskabet fik effektivt slået et af deres selling points fast i de rejsendes bevidsthed.

Nu er regnestykket gjort op, og det viser sig, at Southwest har fået fire milliarder kroner (USD 800 mio.) i indtægter på kampagnen, kan man læse på The Street:

Southwest says its strategy of eschewing fees for baggage handling and other amenities has boosted revenue by nearly $800 million annually, CEO Gary Kelly said.

Southwest has seen a market share shift of roughly one percentage point in response to its “immensely successful ‘bags fly free’ advertising campaign, in a time when we are actually reducing our capacity and the domestic market is actually shrinking,” Kelly said at an investment conference. With the domestic air travel market worth about $80 billion to $90 billion annually, “a market share shift like that has a very significant positive effect for Southwest,” Kelly said.

Så det kan altså være en rigtig god forretning ikke at opkræve gebyrer. Så for de flyselskaber, som fortsat arbejder for at alt skal være inkluderet i billetprisen, så er der håb forude. På trods af det lige nu er lavprisaktørerne med de mange gebyrer, som har vind i sejlene.

Se en af reklamefilmene fra Southwest kampagnen “Bags Fly For Free” – tryk her!

»  Substance: WordPress   »  Style: Ahren Ahimsa
© Al tekst i denne blog er ophavsretligt beskyttet - kontakt Kenneth Karskov