Pris, pris, pris. Prisen er det altoverskyggende konkurrenceparameter, når folk skal vælge hvilket flyselskab, de skal flyve med. Dernæst kommer afgangstiderne, punktlighed, internet ombord, den samlede rejstid, bonuspoint et cetera, og et godt stykke nede af listen dukker minsandten også “service ombord” op.
En sandwich og et glas vin tilbyder de mest entusiastiske flyselskaber til deres Economy Class kunder (f.eks. ungarske Malev og polske LOT). En sodavand og lidt snacks giver andre (f.eks. Air France, KLM, British Airways). Nogen serverer bare lidt at drikke (f.eks. Finnair).
Og slet ingenting er standarden hos lavprisselskaberne og nogle af netværksselskbaerne (f.eks. Iberia, Brussels Airlines og indtil nu også SAS).
Opgradering = gratis kaffe
SAS genindfører gratis kaffe og the på Economy Class
Nu opgraderer SAS servicen ombord på alle flyvninger på Economy Class indenfor Europa samt på indenrigsflyvninger i Danmark, Norge og Sverige. Opgraderingen består i, at SAS fremover vil tilbyder gratis kaffe og the.
Efter et halvt års forsøg på udvalgte ruter blev servicen endelig lanceret på alle ruter d. 29. januar. Til en start er det fascinerende – for at sige det pænt – at et simpelt tiltag som gratis kaffe og the skal igennem en seks måneders prøveperiode, men nu kommer det altså.
Det er et initiativ, der vil glæde de eksisterende kunder, men nok ikke lokker mange af lavprisselskabernes kunder over på et SAS fly. Det vil dog understrege forskellene mellem SAS og Norwegian, easyJet og Ryanair, og give SAS mulighed for at sige, at de tager sig bedre af folk ombord end lavprisselskaberne gør.
SAS tilbyder iøvrigt tre klasse på de europæiske flyvninger: Economy, Economy Extra og Business Class. På flyvningerne indenfor Skandinavien blot to klasser: Economy og Economy Extra. Du kan læse en mini-test af en Economy Extra flyvning fra København til Stockholm – klik her!
Som rapporteret i august, har Cathay Pacific besluttet sig for at installere en Premium Economy kabine ombord på langdistance flåden. Det femstjernede flyselskab fra Hong Kong er det seneste i rækken af flyselskaber, der indfører en klasse mellem Business og Economy, og nu har selskabet offentliggjort flere detaljer omkring den nye mellemklasse.
Cathay Pacifics Premium Economy produkt bliver løbende installeret fra marts 2012, og vil kunne bookes på afgange fra og med april næste år.
Cathay Pacific installerer Premium Economy fra marts 2012
Ombord vil passagererne nyde godt af en separat kabine med 26-34 sæder og hver passagerer får mere plads og øget komfort i forhold til almindelig Economy Class.
Sædet er nogle centimeter bredere og vil kunne lænes længere tilbage, skærmen bliver større, benpladsen bliver øget med 15 cm, der kommer støjreducerende hovedtelefoner, der bliver installeret et stort bord til både arbejde og spisning, hver passager får eget stik til computeren og så fremdeles.
Derudover får Premium Economy passagererne Priority check-in og mulighed for at tage 5 kg. ekstra meget bagage med.
Det bliver på ruterne til Sydney og Toronto at Cathay Pacific førstvil indføre den nye Premium Economy kabine. Herefter kommer produktet på ruterne til Vancouver, New York, London, Los Angeles, San Fransisco og de europæiske lufthavne. I slutningen af 2013 vil 87 Airbus og Boeing langdistance fly have fået installeret den nye Premium Economy.
Rygterne har svirret længe om at Hong Kong flyselskabet Cathay Pacific ville følge trenden og indføre en Premium Economy kabine på deres fly, men indtil nu har de har holdt kortene tæt på kroppen. Nu ser det dog ud til at overvejelserne er bragt til ende hos det fem-stjernede flyselskab, og at Premium Economy produktet er klar til at blive præsenteret.
Cathay Pacific indfører nu Premium Economy
Rygterne begyndte i kølvandet på finanskrisen, hvor Cathay Pacific havde svært ved at fylde Business og First Class sæderne. Flere virksomheder skar ned på rejseomkostningerne og flyttede deres medarbejdere længere tilbage i flyet, og det kostede flyselskabet dyrt, når en passager rykkede fra Business til Economy.
Næsten dobbelt så dyrt som “almindelige” Economy
Svaret på det problem hedder Premium Economy. En klasse midt mellem Economy og Business, med bedre plads, bedre mad og bedre service end på almindelig Economy, men dog alligevel langt fra Business Class med flatbeds, champagne og gourmetmåltider.
Premium Economy er nemlig ikke opfundet til at gøre almindelige ferierejsende glade, men derimod til at opsamle de rejsende, der bliver tvunget væk fra Business Class af deres virksomheder. Premium Economy er betydeligt billigere end Business Class, men typisk 80-90% dyrere end Economy, og repræsenterer således en stor ekstra indtægt for flyselskaberne i forhold til at have folk på Economy.
Hvor stor er forskellen?
Så hvor stor er forskellen mellem Economy og Premium Economy? De nye sæder bliver installeret på Cathays 777-300ER fly. Her bliver der ingen First Class kabine, men derimod 40 sæder på Business, 32 sæder på Premium Economy og 268 sæder på Economy. I alt 340 sæder bliver der plads til.
På Economy er flyet konfigureret med tre sæder ved vinduet, tre i midten og tre sæder ved det andet vindue. Det er hvad der må kaldes en generøs 3-3-3 konfiguration, og når jeg kalder den generøs er det fordi trenden går mod at flyselskaberne klemmer ti sæder ind i hver række på denne type fly. Det holder Cathay sig altså for gode til og nøjes med ni sæder.
Et sæde mindre i hver række
På Premium Economy er der to sæder ved vinduet, fire i midten, og to ved det andet vindue – altså et sæde mindre i hver række i forhold til almindelig Economy. Med andre andre ord, der bliver bedre plads i bredden og sandsynligvis også mere benplads.
Det kan man ikke umiddelbart læse ud af de foreløbige oplysninger, men det er standard at Premium Economy har lidt bredere sæde, mere recline, mere benplads, stik til computeren, lidt bedre mad og typisk også en form for premium check-in. De nøjagtige detaljer har Cathay endnu ikke afsløret.
Første tur med Cathay Pacifics nye Premium Economy bliver på ruten fra Hong Kong til Toronto fra 2. marts 2012. Dernæst kommer en række flyvninger til Manilla og Shanghai.
Malaysia Airlines har valgt side. Flyselskabet, der er præmieret for at have verdens bedste Economy Class, har besluttet sig for at søge optagelse i oneworld alliancen og dermed komme i selskab med American Airlines, British Airways, Cathay Pacific, Finnair, Iberia, Japan Airlines, LAN, Malév Hungarian Airlines, Mexicana, Qantas, Royal Jordanian, russiske S7 Airlines samt fra begyndelsen af 2012 airberlin og indiske Kingfisher Airlines.
Malaysia Airlines træder ind i oneworld alliancen
Malaysia er kendt for sin gode service, og har i seks ud af de seneste ti år vundet prisen for bedste flypersonale hos Skytrax, der også har givet dem prisen for verdens bedste Economy Class. Hver dag stiger 45.000 mennesker ombord på et af 126 Malaysia Airlines fly til en af 100 destinationer i 30 lande.
Malaysia Airlines vil blive optaget som medlem i oneworld alliancen i løbet af 2012.
Sommerferien nærmer sig og det betyder flere ledige pladser i den forreste sektioner på flyene. Forretningsfolkene har skiftet jakkesættet ud med t-shirts og korte bukser og holder sig hjemme hos familien i stedet for at turnere verden rundt.
Så mens Economy Class kabinerne er smækfulde over f.eks. Atlanten hele sommeren over, så er der god plads foran. Derfor er sommeren også et godt tidspunkt for at få fingre i en billige Business Class eller endda First Class billet.
Nu lancerer Lufthansa så en kampagne hvor du kan flyve to passagerer på First Class, men kun skal betale for den ene. Altså, halv pris pr. passager hvis I rejser to sammen!
Med det prisniveau som First Class normalt ligger på, så er det en betydelig besparelse der er tale om. Vi taler beløb i størrelsesordenen 25-45.000 kroner rabat!
Alligevel er det stadig ikke nogen billig fornøjelse at flyve på ‘Erste Klasse’ hos Lufthansa. Løjerne starter ved 26.949 og herunder et par eksempler mere på tilbudspriserne – og bemærk at prisen er pr. person når to rejser sammen!
Lufthansa sætter First Class på udsalg
København – Bangkok 33.849,- København – Dubai 26.949,- København – Hong Kong 36.449,- København – Los Angeles 36.449,- København – Miami 31.949,- København – New York 32.449,- København – Singapore 34.399,-
Billetterne skal bestilles senest d. 24. maj 2011. Din udrejse skal være i perioden 1. juli – 16. august 2011. Hjemrejsen skal være mellem 3. juli og 16. november 2011.
I 2011 kommer vi til at se to nye flyselskaber med Airbus 380. Det drejer sig om to asiatiske selskaber, vi sjældent ser på vore breddegrader, nemlig SkyTeam medlemmerne Korean Air og China Southern Airlines.
Mens Korean Air tidligere har været ude med info om, hvordan de vil indrette deres udgaver af verdens største passagerfly, så ved vi endnu ikke så meget om, hvordan kineserne vil have deres maskiner til at se ud.
Nu er der dog sluppet lidt materiale ud. Et vigtigt papir er blevet lækket på den kinesiske udgave af Twitter, nemlig et sædediagram, der afslører indretningen på kinesernes super-jumbo.
Lækket sædedigram fra China Southern Airlines omkring deres nye Airbus 380
Hvis dette står til troende, så vil China Southern klemme 506 sæder ind i maskinen med 8 på første klasse, 70 på Business og 428 på Economy Class
First Class bilver i en 1-2-1 konfiguration på nedre dæk med – som nævnt – otte store sæder. Business Class vil optage det meste af pladsen på øvre dæk.
Til allersidst er der ti rækker Economy på øverste dæk i en 2-4-2 konfiguration, og på nedre dæk i den klassiske 3-4-3 opstilling.
Det betyder – som det også er tilfællet med SkyTeam kollegaen Air France – at Economy Class sæderne på øvre dæk lige er en kende mere interessante end dem nedenunder. På øvre dæk buer taget på det store fly, og derfor er her færre sæder i hver række og således lidt mere plads.
Ud fra tegningen er det dog helt umuligt at tyde, hvad China Southern vil bruge pladsen foran Business Class kabinen på øverste dæk til. Her er ikke sæder, og f.eks. har Air France indrettet “galleri” her, men hvad kineserne finder på vil tiden vise.
Ifølge kilder i Kina så vil China Southern Airlines bruge deres første A380 på ruten mellem Beijing og Paris.
Rygterne har svirret i nogle dage, og nu er det endelig bekræftet: Gulf Air begynder at flyve direkte mellem København og Bahrain fra 1. juli 2011.
Gulf Air indsætter en Boeing 737-700 med 16 Falcon Gold (Business Class) sæder og 78 Economy Class pladser. Ankomsttidspunkt bliver 7:30 og afgang kl. 11:00. Selskabet flyver man-, ons, fre- og søndage.
Gulf Air Boeing 737
Gulf Air forbinder 48 byer i 31 lande ved hjælp af en flåde på 34 fly. Flyselskabet har især fokus på de nære forbindelser med mindre fly til destinationer i Iran, Irak, Afghanistan, Saudi Arabien, Golf staterne, Pakistan og Indien, men også længere ruter til Manila, Bangkok og Kuala Lumpur.
Er jeg i øvrigt den eneste, der tænker, at det er pudsigt at denne nyhed kommer her kort tid efter at Dronning Margrethe har været i Bahrain. Kan der på nogen måde være en sammenhæng? Nogen der måske lige har nævnt noget i forbifarten? Eller at det måske lige har gødet jorden, så beslutningen blev lidt nemmere…?
I sidste uge blev jeg kontaktet af journalist Kasper Frandsen fra Berlingske, som gerne ville have en kommentar til en liste med verdens ti bedste flyselskaber målt ud fra kvaliteten af maden, de serverer ombord.
Listen viste en klar overvægt af asiatiske og mellemøstlige selskaber – deriblandt Emirates – hvilket blev til artiklen “Emirates flymad kan presse SAS-rute“.
Service ombord er et emne, jeg kan snakke om længe, og med Emirates får København et selskab, der satser benhårdt på mad og service. I begyndelsen af januar offentliggjorde de, at ruten til Danmark nu endelig kommer, hvilket jeg ikke har skrevet så meget om herinde, for det har ligget i luften længe, og jeg har tidlligere beskrevet fordelene ved at have Emirates i København (læs evt. blogindlægget fra november 2009, hvor jeg skriver, at Emirates vil dukke op indenfor 12-24 måneder).
Emirates vil benytte en Airbus 330-200 på ruten til København med plads til 237 passagerer på Economy, Business og First Class
Personligt er jeg meget begejstret over denne tilgang til flyvningen, men hvor meget betyder forplejningen ombord efterhånden?
Gennem mit arbejde med rejsesøgemaskinen Viviro.com har jeg set, hvordan maden er rykket længere og længere ned på listen over konkurrenceparametre. Går turen til en destination i Europa er meget lidt vigtig, for her er det efterhånden kun prisen, der tæller.
På de lange interkontinentale flyvninger er sagen stadig en lidt anden. Her er service og forplejning fortsat vigtige konkurrenceparametre, og det har selskaber som Singapore Airlines, Qatar Airways og Emirates fundet ud af. De har skabt sig et navn på baggrund af et højt serviceniveau, god forplejning og et stort udvalg af film, tv og computerspil ombord. Til glæde for passagererne, naturligvis.
Eneste med First Class
København bliver Emirates’ 112 destination på rutekortet og lufthavn nummer 27. i Europa. Første tur bliver fløjet d. 1. august 2011 og herefter vil ruten blive fløjet dagligt med en Airbus 330-200 med plads til 237 passagerer på henholdsvis Economy, Business og First Class.
Dermed bliver Emirates også det eneste selskab med First Class på en rute ud af København. Tidligere har både Singapore, Thai Airways og det nu hedengange brasilianske flyselskab Varig forsøgt sig med den ultimative luksusklasse ud af København, men uden det store held. De dyre pladser var ofte tomme, så det skal blive spændende at se, hvor mange First Class sæder Emirates kan fylde på denne rute.
Den ultimative luksusklasse – eller…?
Så bliver det med bardisk, suiter og brusekabiner til de bedst betalende passagerer, som det ses på en række pressebilleder fra Emirates?
Nej!
For der er én ting ved Emirates, som hyppigt rejsende passagerer ofte beklager sig over, nemlig at der er kæmpestor forskel på, hvordan flyselskabet har konfigureret deres fly. Der er simpelthen ingen konsekvens i indretningen af flåden.
Det er noget, der frustrerer mange frequent fliers, for det kan være meget endog svært at vide, om man ender på et af luksus-flyene eller en af de mere ydmygt indrettede maskiner.
Er turen med en af Emirates’ mange Airbus 380, så er der både suiter, brusebad og bar, men foregår rejsen på en række af de andre maskiner, så er pladsen langt mere trang. Endda mere trang end hos konkurrenterne!
Hvad får vi på ruten ud af København?
Et grundigt kig på indretningen af den Airbus 330-200, som Emirates sender til Danmark fra august måned, afslører at vi ikke skal forvente os det store på Københavner-ruten.
Forrest i flyet er to rækker med First Class i en 2-2-2 konfiguration. Herefter følger seks rækker Business Class i en 2-3-2 konfiguration, og derefter kommer Economy i en klassisk 2-4-2.
Det er ikke en konfiguration, der imponerer for et fem-stjernet flyselskab.
Taber i sammenligning
Der er for så vidt ikke noget galt med Economy – det er helt på linje med andre selskaber – men Emirates skuffer på Business og First Class.
Lad os sammenligne: SAS flyver også på strækningen København – Dubai og endda også med en stor Airbus.
- SAS har lige så mange sæder i hver række på Business Class som Emirates har på First Class, nemlig seks (2-2-2).
- SAS har lige så mange sæder i hver række på Economy Extra som Emirates har på Business Class, nemlig syv (2-3-2).
SAS har ikke første klasse på deres fly, men med seks sæder i hver række dumper Emirates First Class kabine i sammenligning med f.eks. Swiss, Lufthansa, Air France og British Airways.
Disse selskaber har en 1-2-1 konfiguration på First Class på deres Airbus long-haul maskiner, og dermed kun fire sæder i hver række. Til København har Emirates 2-2-2, altså seks sæder, hvilket giver mindre privatliv, mindre komfort og mindre eksklusivitet.
Sæde med seng – men ikke helt fladt
Tilmed er First Class sædet ikke helt fladt. Så udover det faktum, at Emirates først skal til at opdyrke et marked for First Class ud af København, så kæmper de altså også med et produkt, der ikke er helt i top på Københavner-ruten.
Pudsigt nok benytter Emirates da også selv en 1-2-1 konfiguration på en række af deres Airbus 340-500, og selvfølgelig på Airbus 380. Disse maskiner er sat ind på selskabets vigtigste ruter, og det er altid billederne fra disse fly, der bliver vist frem.
Så på hardware-delen imponerer Emirates ikke. Til gengæld har de et fantastisk netværk og med de flytider som er anført på Københavner-forbindelsen, så ligner det en rute, der i høj grad vil komme til at leve af folk, der skifter fly i Dubai og skal videre ud i verden.
Fantastisk netværk
Det kæmpe netværk giver en masse nye muligheder og samtidig vil det presse prisen. Forplejningen og servicen vil stensikkert også være i top, men der skal nok mere til en lidt god flymad for at true SAS. For nu lige at vende tilbage til avisartiklen.
Emirates vinder ikke på komforten, underholdningen eller maden alene. Det helt store afgørende trumfkort for det mellemøstlige selskab er deres overdådige netværk, der kan bringe passagererne til 111 destinationer i hele verden.
Byer, der tidligere har krævet både to og tre stop undervejs, men som nu bliver nemmere at komme til, og samtidig er der andre byer, hvor konkurrencen bliver hårdere, og hvor prisen derfor vil ryge endnu længere ned i pris.
Det er godt for os passagerer, men for konkurrenterne er det lige præcis dét, som kan komme til at gøre allermest ondt.
Nymalet Korean Air Airbus 380
Den første Korean Air Airbus 380 er netop rullet ud fra malerværkstedet. Det betyder, at der ikke er lang tid til at det koreanske SkyTeam medlem får det første eksemplar af den store fugl.
Efter succesfuld malerarbejde er næste stop at få den stoppet med isenkram på fabrikken i Hamburg, og et sted i andet kvartal skulle den være klar til koreanerne.
Indtil videre ved vi, at Korean Air bliver det flyselskab, der fylder færrest sæder ind i den store fugl. 407 stole bliver der plads til, fordelt på 12 First Class, 94 Business og 301 Economy.
Qantas: 450 sæder (14 First Class, 72 Business, 32 Premium Economy og 332 Economy) Singapore Airlines: 471 (12 Suites, 60 Business og 399 Economy) Emirates: 489 sæder (14 First Class, 76 business og 399 Economy) Lufthansa: 526 (8 First Class, 98 Business Class og 420 Economy) Air France: 538 (9 La Première, 80 Affaires og 449 Voyageur )
Korean Air First Class "Kosmo Suite"
Korean Airs første flyvning med Airbus 380 bliver d. 10. juni 2011 og turen går til Japan. Koreanerne vil i begyndelsen sætte 380′eren i rutefart mellem hovedstaden Seoul og de asiatiske storbyer Tokyo, Hong Kong og Bangkok. Senere kommer USA, og med lidt held også Europa sidst på året.
I så fald bliver det Frankfurt, som mange danske passagerer bruger som transit på vej til Korea. Så snart Frankfurt kommer på rutekortet bliver der god mulighed for at gå ombord i det store fly, så lad os se nærmere på, hvad Korean Air har tænkt sig at fylde ind i maskinen…
First Class
De 12 passagerer på første klasse får lov at sidde i den allerforreste del af “stueetagen”. De kan glæde sig til at sidde i “Kosmo Suites“, som er en meget privat kabine, men dog ikke med en lille dør, som det ses hos Singapore og Emirates. De vil være opstillet i en 1-2-1 konfiguration.
Afstanden mellem stolen er 83″ og sædet kan naturligvis lægges 180 grader tilbage og danne de perfekte rammer om en god nats søvn på den lange rejse.
Hele øverste dæk bliver "Prestige Class"
Business Class
Hele øverste dæk vil blive Business Class kabine – ellers som Korean Air kalder det “Prestige Class” – og koreanerne bliver således de første til udelukkende at have Business på første sal.
I alt vil der blive plads til 94 stole med 74 tommer mellem sæderne. “Prestige Sleeper Seat” vil være 180 grader fladt, når det er foldet helt ud, og stolene vil stå i en 2-2-2 konfiguration.
Economy Class
Økonomiklasse passagererne kommer til at sidde i en 3-4-3 konfiguration, men den gode nyhed er, at de får relativt meget benplads. Som udgangspunkt siger antallet af sæder på flyet ikke noget om, hvor god eller dårlig plads der er ombord, men Korean Air lover 33-34 tommer (afhængigt af, hvor I flyet du sidder) mellem sæderne på Economy.
Economy får 33-34 tommer mellem sæderne
Efter dagens standarder er det meget generøst. De fleste andre flyselskaber kører mellem 31 og 32 tommer på de lange flyvninger, så med andre ord er det helt op til 3 tommer – eller knap 10 cm – ekstra benplads, der bliver vundet! Det gør helt sikkert en forskel på de lange flyvninger.
Alle sæder får 10,6 tommer stor skærm samt USB stik, så du kan oplade f.eks. et kamera, iPhone eller lignende.
Du se hvordan koreanerne har indrettet flyet her: Korean Air Airbus 380 seat map
I løbet af 2011 vil to nye flyselskaber modtage deres første eksemplarer af Airbus 380. Det drejer sig om de to asiatiske SkyTeam medlemmer Korean Air og China Southern Airlines.
Korean Air fylder blot 407 sæder i deres Airbus 380
Normalt er det med pomp og pragt at nye selskaber tager imod deres nye flagskib. De første to selskaber, der fik den store fugl i flåden, kæmpede en indædt kamp om den mest spektakulære indretning. Singapore Airlines kom med suiter, hvor det er muligt at lukke døren bag sig, og Emirates installerede brusekabine til First Class passagererne og en bar lige bag Business Class sektionen.
På den måde blev det understreget, at det var tale om et helt særligt fly. Så en del af spændingen ved nye leverancer knytter sig til indretningen, og her kommer Korean Air på banen med to interessante tiltag.
For det første så propper de kun 407 stole i det store fly. Det er det laveste antal sæder blandt alle operatørerne af Airbus 380! Sæderne er fordelt med 12 på First Class, 94 på Business og 301 på Economy.
Den andet nyskabelse er, at Business Class passagererne får det øverste dæk helt for sig selv. Så hele første sal går til 94 “Prestige Class” sæder med 74 tommer (188 benplads) mellem sæderne. Det er første gang et flyselskab bruger hele øverste dæk udelukkende til Business Class.
De 12 First Class sæder får plads forrest i underetagen, og umiddelbart bagved kommer Economy med 301 sæder. Korean Air skriver i deres pressemeddelse, at Economy Class passagererne får generøse 34 tommer mellem sæderne. Standarden på Economy er efterhånden nede på 31-32″, så der er næsten ti centimeter mere benplads end på et almindeligt langdistancefly!
Korean Air har bestilt i alt ti Airbus 380 og vil få det første fly til maj. Til en start bliver det sat in på de korte østasiatiske ruter, og en af de første destination bliver således Tokyo. Fra august er det planen at sætte flyet ind på ruterne til USA og Europa.