»
S
I
D
E
B
A
R
«
Amatører!
jan 19th, 2010 by Kenneth Karskov

Amatøragtigt. Det er det nok det mest passende ord for Cimber Sterling i sagen om de falske bookinger hos Norwegian. Historien har raset dagen igennem i medierne, og udstillet Cimber Sterling som en flok lallende amatører.

Ganske kort handler det om, at Norwegian er gået ind på Cimber Sterlings gamle guldrute mellem København og Karup. Så kommer Norwegian på banen med et par store fly og fordobler kapaciteten på ruten og presser Cimber Sterling. Tallene har ikke været så gode, så Norwegian slår op på side 1 i PR-bogen for lavprisselskaber, og sender en pressemeddelelse ud om flybilletter til 1 krone. Resultatet er masser af gratis omtale, og pludselig er de tomme fly vendt til en sejr.

Det får så en række mennesker i Cimber Sterling til at booke en ordentlig stak billetter hos Norwegian for at tage toppen af det stunt. Bookingerne bliver lavet i alle mulige mærkelige navne – inklusive Anders And og Bjørn Kjos (Norwegians direktør) – men selvsagt møder hverken Hr. And eller Hr. Kjos op til flyvningen. Så på trods af et udsolgt fly, så er der tomt ombord.

Så ryger historien ud til medierne. Cimber Sterling nægter lidt, men så indrømmer den juridiske direktør at have booket billetter. Det får forargelsen til at eksplodere og historien ruller.

Egentligt var det helt umuligt at forestille sig den grad amatørisme, som det her udstiller. Det sender det faretruende signal, at Cimber Sterling ikke har nogen anelse om, hvad der kommer til at ramme dem. Klokken 16.28 rammer en pressemeddelelse så min inbox med beskeden om, at “Cimber Sterling iværksætter en undersøgelse”. Derudover er budskabet, at billetterne er købt af medarbejderne privat, det er ikke den måde Cimber vil drive forretning på og undersøgelsen skal vise om Cimber Sterlings computere og kreditkort er blevet brugt. Altså en total kapitulation.

Men hvordan kunne det ende så galt?

Det korte svar er, at Cimber Sterling er dårlig forberedte. De aner ikke hvad de skal komme med som modtræk til Norwegians frækheder. De prøver at genere Norwegian en lille bitte smule, men tør ikke gå linen ud. De har ladet en af selskabets direktører opkøbe billige billetter, men dækker sig ind under tegneserie-navne. De vil ikke indrømme det, men må rykke ud med en undskyldning. De ved simpelthen ikke, hvilket ben de skal stå på.

Hvis Norwegian slår op på side 1 i PR-bogen og giver billetterne væk til en krone, så kunne Cimber Sterling jo bare have slået op på side 2. Her ville de kunne læse, at det var helt fint at opkøbe billetterne, men at de ikke skulle gemme sig. Istedet skulle de have iklædt deres medarbejdere Cimber Sterling trøjer og med Jørgen Nielsen i spidsen budt deres nye konkurrent velkommen. Så skulle de have taget rundstykker med til alle Norwegians passagerer, som de kunne have delt ud i Karup med beskeden om “at dette er folk vant til når de flyver til Karup, så det skal I heller ikke snydes for – selvom I flyver med Norwegian” og i posen skulle de have lagt en flybillet til hjemrejsen, som folk kunne “hvis de vil have flere afgange og mere fleksibilitet”.

Så ville Cimber Sterling have stjålet al opmærksomhed i forbindelse med Norwegians entre på Karup-ruten. De ville tilmed have fået fortalt om deres kerneværdier og markeret sig i debatten på en sympatisk og humoristisk facon. Dét ville have passet til deres ambition om at være “hele Danmarks flyveselskab”.

I stedet har de roddet sig ud i en ægte ‘lorte-sag’, som var helt unødvendig, og som ender med at fremstille Cimber Sterling som usympatiske amatører. Sagen efterlader det indtryk, at de ikke aner, hvordan de skal tackle Norwegian – og værst af alt, at de endnu ikke er rustet til at møde konkurrencen!

Tomme fly giver PR sejr
jan 18th, 2010 by Kenneth Karskov

Når et flyselskab starter en ny rute op, så er det aldrig nemt at have fuldt hus på de første par flyvninger. Folk skal lære produktet at kende, og den slags tager nogen tid.

Så hvordan vender man det til sin fordel? Det har Norwegian lige bevist i et PR-stunt for deres nye København – Karup rute.

Giv billetterne væk til én krone, få en masse gratis omtale og de tomme sæder er forvandlet fra en truende katastrofe til en PR-sejr.

Norwegians held med den nye indenrigssatsning vil blive fulgt tæt af pressen. Hvis journalisterne først får nys om, at der ikke er nogen med flyene, så er der lagt i ovnen til et par historier om, at det ikke går for godt for Norwegian på de nye ruter.

Så idet de har siddet i hovedkvarteret og set, at tallene for de første par flyvninger sikkert ikke var for gode, så slog de op på side 1 i PR-håndbogen for lavprisselskaber: Giv flybilletterne væk og få omtale.

Så den første uge koster det kun en krone for billetten at flyve mellem København og Karup – dertil kommer naturligvis et kreditkort-gebyr – men det kan de lige så godt gøre, som at flyve med tomme maskiner. Så tabet på indtægtskontoen er ikke stort, men gevinsten er betragtelig.

Nu får Norwegian fyldt flyene og får en masse gratis omtale. De artikler, der kommer ud af dette initiativ ville have kostet en formue at indrykke i medierne, de får slået budskabet om, at de er det billige alternativ på ruten fast med syv-tømmer søm, og samtidig giver de en lang række passagerer mulighed for at prøve produktet af, og de kan fortælle det videre til deres venner og kollegaer.

Og vupti – katastrofen er vendt til en sejr. Dygtigt gjort!

British Airways i farezonen for julestrejke
dec 7th, 2009 by Kenneth Karskov

Rygterne har længe svirret omkring en strejke i British Airways. Et par flyselskaber har allerede været ramt af strejker i år – dette gælder Finnair og Iberia – og den næste som står for skud kunne meget vel være British Airways.

Hvorvidt British Airways strejker over julen eller ej, bliver afgjort om en lille uges tid. Ifølge flere engelske medier, så er vurderingen at risikoen for en strejke er relativ stor, som i givet fald vil starte d. 21. december.

Det er et rigtigt trist tidspunkt med en strejke, for det vil ramme mange tusinde passagerer, som skal enten frem eller tilbage inden jul. Desværre er der ikke det store man kan gøre lige nu, hvis man har købt en billet med British Airways og gerne vil være sikke på at komme frem inden julemaden står på bordet.

For langt de fleste flybilletter i dag kan ikke refunderes, så den fristende tanke om at annulere et sæt billetter og købe et andet bliver hurtigt en meget dyr fornøjelse. Omvendt, så skal man også have i baghovedet, at flybilletterne heller ikke bliver billigere, jo tættere man kommer på afrejsedagen. Især ikke op mod jul!

I tilfælde af en strejke, så skal flyselskabet som udgangspunkt hjæpe en videre med et andet fly. Problemet er bare, at flyene i forvejen er godt fyldt op med folk op til højtiden, og en strejke vil give problemer for mange tusinde mennesker der gerne vil over på en anden afgang, og den kombination betyder, at der bliver rift om de sidste ledige pladser. I værste fald er der nogen, der ikke kommer afsted.

Det er jo selvfølgelig et worst-case scenario, for om alt går vel, så er problemerne løst inden da, og vi når aldrig frem til en strejke. Skulle de ske, at British Airways strejker, og står man med en billet til en af deres fly i hånden, så er mit bedste råd at være i lufthavnen i MEGET god tid.

For jo tidligere man møder op, jo bedre chancer har man for at blive hjulpet af flyselskabets personale.

Snyder flyselskaber ved hjælp af cookies?
dec 2nd, 2009 by Kenneth Karskov

Vi bliver overvåget ulovligt på nettet“, er den dramatiske overskrift på en artikel fra DR, hvor man kan læse, at flyselskaberne bruger cookies til at snyde med prisen. Kilden til den oplysning er Forbrugerrådet, men kan det nu også være rigtigt?

I artiklen kan man læse følgende:

“[...] nogle flyselskabers hjemmesider lægger en cookie ind på din computer der registrerer, hvor mange gange du er inde og søge på, hvad en bestemt billet koster.

Hjemmesiden er så programmeret til at sætte prisen op, hver gang man går ind og søger på billetten. Fordi den stigende interesse tyder på, at man kan få kunden til at betale mere i pris, eller få kunden til at tænke, at man hellere slå til, før prisen stiger igen. Men hvis man så slår cookien fra, så falder prisen igen til udgangspunktet.”

(Kilde: http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2009/11/19/163128.htm)

Det fik mig til at studse. For jeg beskæftiger mig til daglig med bestilling af flybilletter på nettet gennem mit arbejde med Viviro.com, men er ikke selv stødt på dette problem. Så jeg kontaktede journalisten, der henviste til Forbrugerrådet for en uddybning.

Forbrugerrådets pressemedarbejder Maria ringede tilbage med et par kryptiske svar. Først mente hun, at jeg selv måtte undersøge sagen nærmere. Så mente hun, at det kunne være SAS, hvilket er en barsk anklage, men da jeg spurgte ind til dette, så trak hun påstanden tilbage. Så forklarede hun, at oplysningen stammede fra en journalist, som arbejdede på historien og derfor ikke kunne afsløre, hvilket selskab, der var tale om. Så sagde hun, at det var sådan et eksempel, som man nu engang imellem giver, hvilket jeg ikke helt forstod pointen med. Til sidst mente hun, at det var et eksempel, der nok ikke skulle have været bragt.

Forbrugerrådet kan ikke komme op med ét eneste eksempel på et flyselskab, der har snydt med prisen ved hjælp af cookies. Altså, der er ikke noget om det!

Når den slags historier her ærgrer mig, så er det fordi, der er så mange ting, forbrugerne skal være opmærksomme på, når de booker flybilletter på nettet, og det er altid godt at råbe vagt i gevær, når flyselskaberne har fundet på nye, lige lovligt smarte tiltag.

Men lige præcis den her praksis med at hæve priserne ved hjælp af cookies er altså ikke et af problemerne.

Artiklen har ivørigt bredt sig og kan ses flere steder på nettet:

http://politiken.dk/tjek/digitalt/digitaltguider/guiderinternet/article843097.ece

http://www.business.dk/medier-reklame/vi-bliver-overvaaget-ulovligt-paa-nettet

http://www.version2.dk/artikel/12941-ny-eu-lov-alle-cookies-skal-godkendes-af-brugeren

»  Substance: WordPress   »  Style: Ahren Ahimsa
© Al tekst i denne blog er ophavsretligt beskyttet - kontakt Kenneth Karskov