Nettoresultat: 446 mio. NOK.
Imponerende! Timingen kunne ikke være bedre for Norwegian. Ligesom SAS leverer det dårligste resultat nogensinde med milliardtab, kommer konkurrenten Norwegian med det bedste nogensinde med millionoverskud.
Var man lidt kynisk kunne man næsten forledes til at tro, at der var spekuleret i timingen, men lad nu tvivlen komme den anklagede til gode.
Norwegian har reduceret omkostningerne med 13% det seneste års tid, og i løbet af 2009 lancerede det norske lavprisselskab 63 nye ruter. Alene i Danmark har Norwegian åbnet 30 nyt ruter. I alt 10,8 millioner passagerer fløj med Norwegian i 2009.
Finnair skærer i servicen. Det finske flyselskab har ellers holdt stand længe, og mens konkurrenter som f.eks. SAS har skæret alt væk på Economy Class, så har Finnair stædigt holdt fast i, at man skal kunne mærke forskellen mellem et full-service selskab og et lavprisselskab.
Det vil man også kunne i fremtiden, men nu sætter det finske selskab en stopper for den fri bar ombord på deres fly i Europa. Så fremover vil det koste 4 EUR (ca. 30 kroner) for en øl og 5 EUR (ca. 38 kroner) for en lille flaske vin ombord på en tur i Europa med Finnair.
Den gode nyhed er dog, at de bibeholder konceptet med en gratis sandwich og gratis kaffe/the/juice/sodavand.
For os der bor i Danmark og er vant til at flyve med SAS, så synes det stadig som et meget generøst tilbud, Finnair disker op med. Men som altid, når der bliver skåret i folks privilegier, så er givetvis nogle finner, der vil være stærkt utilfredse med denne nye alkoholpolitik på de korte ruter.
Hvis du har hang til de stærkere varer, så er det måske værd at bemærke, at de kun serverer alkohol på flyvninger efter klokken 10 om morgenen.
Det østrigske flyselskab NIKI lancerer ny lavprisrute fra København. Det er ikke første gang et lavprisselskab prøver kræfter med denne rute, og det er måske heller ikke så overraskende, at det er NIKI, der kommer til København.
I dag flyver Austrian Airlines op til fire gange dagligt mellem København og Wien, og så supplerer Norwegian med tre ugentlige afgange på ruten. SAS er stoppet med at flyve til Wien, og lavprisselskabet SkyEurope, der forsøgte at flyve fire gange om ugen mellem Danmark og Østrig, lukkede ruten igen og er iøvrigt gået konkurs. Så set udefra kunne det godt lade til, at der var et hul i markedet til NIKI.
NIKI er blevet pænt store i Østrig, hvor flyselskabets grundlægger, den tidligere Formel 1 stjerne Niki Lauda, er en sand folkehelt. Spørgsmålet er så, hvad NIKI kan udrette på ruten med seks ugentlige afgange (alle dage undtage lørdag)?
En ting er sikkert: Priserne vil falde, og der vil komme flere slagtilbud fra de tre spillere på ruten. For forbrugerne er det jo ikke dårlige nyheder.
MEN, for at det skal lykkes for NIKI på den lange bane, så skal de til gengæld have held med et par ting, som andre ikke har formået. For med 1080 sæder hver uge, så skal NIKI altså have held med at tiltrække alle de kunder, som hverken SkyEurope eller Norwegian har formået at få fat i. Norwegian har tilmed den fordel, at de efterhånden er ret godt kendte i Danmark og har et velsmurt salgsapparatet på plads, og alligevel flyver de kun tre gang om ugen til Wien.
Det kunne tyde på, at der nok ikke er så mange danskere, der skal til Wien endda. Ombord på de mange daglige Austrian Airlines fly som letter fra København sidder en meget stor gruppe mennesker, der ikke har den østrigske hovedstad som destination, men som skal videre ud i verden. De har et boardingkort til Bangkok, Dubai, Tokyo eller en helt fjerde destination i Austrians store rutenet.
Så der skal skal arbejdes for sagen, når NIKI åbner ruten til Wien d.26. marts. Umiddelbart kunne det godt se ud som om, at de har alle odds imod sig, men det er ikke første gang for Niki Lauda og hans folk.
For det “pudsige” er nemlig, at når NIKI nu kommer til København, så er det en Austrian Airlines’ gamle “plageånd”, som endnu engang dukker op. Niki Lauda etablerede i 1972 flyselskabet Lauda Air, der blev en konkurrent til Austrian, som siden købte selskabet. Efter nogle år var Niki Lauda klar igen og etablerede lavprisselskabet NIKI, så Austrian Airlines slap altså ikke af med deres gamle “plageånd”, og nu dukker han så op igen og sætter indtjeningen på København ruten under pres.
Det østrigske lavprisselskab NIKI lancerer ny lavprisrute fra København. Fra 26. marts vil Niki Laudas lavprisselskab flyve seks gange om ugen mellem København og Wien.
Ruten til Wien er i dag betjent af Austrian Airlines (op til fire gange dagligt) og Norwegian (tre gange om ugen), mens SAS har trukket sig ud af flyvningerne til Østrig. Så det har længe ligget i luften, at NIKI ville træde ind på scenen, selvom andre lavprisselskaber tidligere har forsøgt sig på ruten uden det store held. SkyEurope forsøgte at flyve mellem København og Wien, men trak sig til sidst ud, og senere gik konkurs.
Nu prøver NIKI så at tage kampen op med en Airbus 320 med plads til 180 passagerer fra marts måned. NIKI har ry for at være et kvalitets-lavprisselskab i stil med airberlin (der også ejer 24% af NIKI), hvor der er GRATIS sandwich og kaffe/the/juice til alle passagerer.
Så selvom NIKI kalder sig et lavprisselskab, så tilbyder de mange af de samme services som de traditionelle flyselskaber: Online check-in, bagage og et boardingkort med et sædenummer koster ikke ekstra hos NIKI – ligesom de heller ikke tager et gebyr for kreditkort. Det lyder altså til at et kvalitets-selskab er på vej til København, og det kan man kun glæde sig til at prøve,
Lavprisselskabet Norwegian har fremlagt det største driftsoverskud i selskabets historie. Resultatet før skat blev på 519 millioner kroner.
Norwegian fløj over 3 millioner passagerer i tredje kvartal 2009, hvilket er næsten en halv million flere end samme tidspunkt året før. Omsætningen i tredje kvartal var 2,3 milliarder kroner, hvilket svarer til en vækst på 15 pct. Kabinefaktoren var stabil på 82 pct.
Dette er et imponerende resultat i en svær tid for flyselskaberne, og der al mulig grund til at ønske Norwegian tillykke med dette. De sidste 12 måneder har budt på en kraftig fremmarch i København efter Sterlings kollaps for lige knap et år siden. Det har gjort danskerne mere opmærksomme på Bjørn Kjos lavprisselskab, der i dag ikke længere bare er den lille frække dreng i klassen, men derimod en seriøs udfordrer til SAS.
Norwegian er på vej til at overhale SAS på antallet af passagerer i Norge, og totalt set er de nu halvt så store som SAS. Og vigtigst af alt, så er Norwegian i fremgang og kan præsentere overskud, mens SAS lukker ruter og kæmper med røde tal.
Samtidig har Norwegian forøget købsordren hos Boeing med seks fly til i alt 48 fly, som skal leveres frem til sommeren 2014. De nye fly bliver indrettet med “Boeing Sky Interior”. Læs mere her
SAS knokler i øjeblikket med at blive enige med kabinepersonalet om en ny aftale. Stewardesserne skal gå flere tusinde kroner ned i løn og arbejde mere, mener ledelsen. Ikke overraskende er medarbejderne ikke enige.
Hvad end de bliver enige om – for enige SKAL de jo blive – så er spørgsmålet om det er nok til at redde det fællesskandinaviske flyselskab?
For en aftale med de ansatte retter ikke op på en række grundlæggende problemer. SAS med den nuværende struktur og med den danske, svenske og norske stat som ejere er ikke nogen særlig fleksibel størrelse. Konkurrencen er benhård og konkurrenterne har lavere omkostninger, bedre trimmede organisationer og kun et mål for øje: At tjene penge.
At løse disse problemer kræver en gennemtænkning af selskabet. Hvad er ambitionen med SAS? Skal de tjene penge? Skal de tage nationale hensyn? Skal de være et lavprisselskab? Skal de være et full-service selskab? Skal de være forretningsmandens eller turisternes selskab? Skal de konkurrere om langdistance-kunder eller forvandles til et regionalt selskab?
Det er som om, at SAS prøver at svare ja til det hele. Den går bare ikke.
Før de problemer er løst – og svarene givet – så forslår en aftale med medarbejderne som en skrædder i helvede.
Endnu mere usikkerhed om deres situation kan kun virke demotiverende på dem. De seneste mange år har SAS ikke handlet om andet end nedskæringer, hvilket slider på medarbejderne. Den slags må man tage med i dårlige tider, men at trække pinen ud over flere år er ikke nogen løsning. Nu har vi i flere år hørt om det ene spareprogram efter det andet, og hver gang viser det sig ikke at være nok. Så kommer der en ny spareplan.
Dét øger ikke motivationen, og der er ikke noget at sige til at medarbejderne er frustreret. Så indtil videre får SAS ledelsen bare endnu mere frustrerede medarbejdere ud af det uden at have løst de virkelig store problemer. Man må virkelig håbe, at ledelsen denne gang gør alt hvad de mener er nødvendigt, så selskabet kan begynde at se fremad. At blødningen bliver stoppet, for først da vil de dårlige vibes omkring selskabet forsvinde.
Det kan være der skal drastiske midler til, så må det være det. Men gør det nu en gang for alle. Og tag derefter hul på at komme af med det statslige ejerskab og få trimmet resten af organisationen, så SAS kan konkurrere på lige vilkår med resten af branchen.