SIDEBAR
»
S
I
D
E
B
A
R
«
SAS og Singapore Airlines i tæt parløb
jan 12th, 2012 by Kenneth Karskov

SAS og Singapore Airlines vil lave et tættere samarbejde i form af en joint venture-aftale om at øge antallet af afgange mellem København og Singapore og starte en fælles direkte rute mellem Stockholm og Singapore op.

SAS og Singapore Airlines vil arbejde tæt sammen

Aftalen ligger til godkendelse hos myndighederne i Singapore, og omfatter koordinering af flyruter og fælles salgsaktiviteter.

Singapore Airlines har på nuværende tidspunkt tre ugentlige flyvninger mellem København og Singapore, og mellem Stockholm og Singapore er der ingen direkte flyvninger.

Hvorfor åbner et af selskaberne ikke bare ruten selv, kunne man spørge.

For SAS vedkommende fordi de mangler fly og Singapore Airlines har lige præcis de rette flytyper til det og kan sandsynligvis også drive ruten billigere end SAS. Dertil kommer, at der ikke er mange passagerer, der skal til Singapore, de fleste skal videre til andre destinationer i Asien eller Australien. På samme måde den anden vej rundt, så er det ikke alle passagererne, der skal af i København, men derimod flyver videre med SAS til byer i Danmark, Norge og Sverige.

Så ingen af de to selskaber kan med fordel gøre det alene, og derfor er joint-venture aftalen perfekt for både SAS og Singapore Airlines. Selvom det er Singapore der i praksis skal udføre flyvningerne, så deles selskaberne om udgifter til ruten, og selvfølgelig også om overskuddet.

Emirates og flymaden
mar 17th, 2011 by Kenneth Karskov

I sidste uge blev jeg kontaktet af journalist Kasper Frandsen fra Berlingske, som gerne ville have en kommentar til en liste med verdens ti bedste flyselskaber målt ud fra kvaliteten af maden, de serverer ombord.

Listen viste en klar overvægt af asiatiske og mellemøstlige selskaber – deriblandt Emirates – hvilket blev til artiklen “Emirates flymad kan presse SAS-rute“.

Service ombord er et emne, jeg kan snakke om længe, og med Emirates får København et selskab, der satser benhårdt på mad og service. I begyndelsen af januar offentliggjorde de, at ruten til Danmark nu endelig kommer, hvilket jeg ikke har skrevet så meget om herinde, for det har ligget i luften længe, og jeg har tidlligere beskrevet fordelene ved at have Emirates i København (læs evt. blogindlægget fra november 2009, hvor jeg skriver, at Emirates vil dukke op indenfor 12-24 måneder).

Emirates vil benytte en Airbus 330-200 på ruten til København med plads til 237 passagerer på Economy, Business og First Class

Personligt er jeg meget begejstret over denne tilgang til flyvningen, men hvor meget betyder forplejningen ombord efterhånden?

Gennem mit arbejde med rejsesøgemaskinen Viviro.com har jeg set, hvordan maden er rykket længere og længere ned på listen over konkurrenceparametre. Går turen til en destination i Europa er meget lidt vigtig, for her er det efterhånden kun prisen, der tæller.

På de lange interkontinentale flyvninger er sagen stadig en lidt anden. Her er service og forplejning fortsat vigtige konkurrenceparametre, og det har selskaber som Singapore Airlines, Qatar Airways og Emirates fundet ud af. De har skabt sig et navn på baggrund af et højt serviceniveau, god forplejning og et stort udvalg af film, tv og computerspil ombord. Til glæde for passagererne, naturligvis.

Eneste med First Class

København bliver Emirates’ 112 destination på rutekortet og lufthavn nummer 27. i Europa. Første tur bliver fløjet d. 1. august 2011 og herefter vil ruten blive fløjet dagligt med en Airbus 330-200 med plads til 237 passagerer på henholdsvis Economy, Business og First Class.

Dermed bliver Emirates også det eneste selskab med First Class på en rute ud af København. Tidligere har både Singapore, Thai Airways og det nu hedengange brasilianske flyselskab Varig forsøgt sig med den ultimative luksusklasse ud af København, men uden det store held. De dyre pladser var ofte tomme, så det skal blive spændende at se, hvor mange First Class sæder Emirates kan fylde på denne rute.

Den ultimative luksusklasse – eller…?

Så bliver det med bardisk, suiter og brusekabiner til de bedst betalende passagerer, som det ses på en række pressebilleder fra Emirates?

Nej!

For der er én ting ved Emirates, som hyppigt rejsende passagerer ofte beklager sig over, nemlig at der er kæmpestor forskel på, hvordan flyselskabet har konfigureret deres fly. Der er simpelthen ingen konsekvens i indretningen af flåden.

Det er noget, der frustrerer mange frequent fliers, for det kan være meget endog svært at vide, om man ender på et af luksus-flyene eller en af de mere ydmygt indrettede maskiner.

Er turen med en af Emirates’ mange Airbus 380, så er der både suiter, brusebad og bar, men foregår rejsen på en række af de andre maskiner, så er pladsen langt mere trang. Endda mere trang end hos konkurrenterne!

Hvad får vi på ruten ud af København?

Et grundigt kig på indretningen af den Airbus 330-200, som Emirates sender til Danmark fra august måned, afslører at vi ikke skal forvente os det store på Københavner-ruten.

Forrest i flyet er to rækker med First Class i en 2-2-2 konfiguration. Herefter følger seks rækker Business Class i en 2-3-2 konfiguration, og derefter kommer Economy i en klassisk 2-4-2.

Det er ikke en konfiguration, der imponerer for et fem-stjernet flyselskab.

Taber i sammenligning

Der er for så vidt ikke noget galt med Economy – det er helt på linje med andre selskaber – men Emirates skuffer på Business og First Class.

Lad os sammenligne: SAS flyver også på strækningen København – Dubai og endda også med en stor Airbus.

- SAS har lige så mange sæder i hver række på Business Class som Emirates har på First Class, nemlig seks (2-2-2).

- SAS har lige så mange sæder i hver række på Economy Extra som Emirates har på Business Class, nemlig syv (2-3-2).

SAS har ikke første klasse på deres fly, men med seks sæder i hver række dumper Emirates First Class kabine i sammenligning med f.eks. Swiss, Lufthansa, Air France og British Airways.

Disse selskaber har en 1-2-1 konfiguration på First Class på deres Airbus long-haul maskiner, og dermed kun fire sæder i hver række. Til København har Emirates 2-2-2, altså seks sæder, hvilket giver mindre privatliv, mindre komfort og mindre eksklusivitet.

Sæde med seng – men ikke helt fladt

Tilmed er First Class sædet ikke helt fladt. Så udover det faktum, at Emirates først skal til at opdyrke et marked for First Class ud af København, så kæmper de altså også med et produkt, der ikke er helt i top på Københavner-ruten.

Pudsigt nok benytter Emirates da også selv en 1-2-1 konfiguration på en række af deres Airbus 340-500, og selvfølgelig på Airbus 380. Disse maskiner er sat ind på selskabets vigtigste ruter, og det er altid billederne fra disse fly, der bliver vist frem.

Så på hardware-delen imponerer Emirates ikke. Til gengæld har de et fantastisk netværk og med de flytider som er anført på Københavner-forbindelsen, så ligner det en rute, der i høj grad vil komme til at leve af folk, der skifter fly i Dubai og skal videre ud i verden.

Fantastisk netværk

Det kæmpe netværk giver en masse nye muligheder og samtidig vil det presse prisen. Forplejningen og servicen vil stensikkert også være i top, men der skal nok mere til en lidt god flymad for at true SAS. For nu lige at vende tilbage til avisartiklen.

Emirates vinder ikke på komforten, underholdningen eller maden alene. Det helt store afgørende trumfkort for det mellemøstlige selskab er deres overdådige netværk, der kan bringe passagererne til 111 destinationer i hele verden.

Byer, der tidligere har krævet både to og tre stop undervejs, men som nu bliver nemmere at komme til, og samtidig er der andre byer, hvor konkurrencen bliver hårdere, og hvor prisen derfor vil ryge endnu længere ned i pris.

Det er godt for os passagerer, men for konkurrenterne er det lige præcis dét, som kan komme til at gøre allermest ondt.

Korean Air vs. Airbus 380
feb 25th, 2011 by Kenneth Karskov

Nymalet Korean Air Airbus 380

Den første Korean Air Airbus 380 er netop rullet ud fra malerværkstedet. Det betyder, at der ikke er lang tid til at det koreanske SkyTeam medlem får det første eksemplar af den store fugl.

Efter succesfuld malerarbejde er næste stop at få den stoppet med isenkram på fabrikken i Hamburg, og et sted i andet kvartal skulle den være klar til koreanerne.

Indtil videre ved vi, at Korean Air bliver det flyselskab, der fylder færrest sæder ind i den store fugl. 407 stole bliver der plads til, fordelt på 12 First Class, 94 Business og 301 Economy.

Qantas: 450 sæder (14 First Class, 72 Business, 32 Premium Economy og 332 Economy)
Singapore Airlines: 471 (12 Suites, 60 Business og 399 Economy)
Emirates: 489 sæder (
14 First Class, 76 business og 399 Economy)
Lufthansa: 526 (8 First Class, 98 Business Class og 420 Economy)
Air France: 538
(9 La Première, 80 Affaires og 449 Voyageur )

Korean Air First Class "Kosmo Suite"

Korean Airs første flyvning med Airbus 380 bliver d. 10. juni 2011 og turen går til Japan. Koreanerne vil i begyndelsen sætte 380′eren i rutefart mellem hovedstaden Seoul og de asiatiske storbyer Tokyo, Hong Kong og Bangkok. Senere kommer USA, og med lidt held også Europa sidst på året.

I så fald bliver det Frankfurt, som mange danske passagerer bruger som transit på vej til Korea. Så snart Frankfurt kommer på rutekortet bliver der god mulighed for at gå ombord i det store fly, så lad os se nærmere på, hvad Korean Air har tænkt sig at fylde ind i maskinen…

First Class

De 12 passagerer på første klasse får lov at sidde i den allerforreste del af “stueetagen”. De kan glæde sig til at sidde i “Kosmo Suites“, som er en meget privat kabine, men dog ikke med en lille dør, som det ses hos Singapore og Emirates. De vil være opstillet i en 1-2-1 konfiguration.

Afstanden mellem stolen er 83″ og sædet kan naturligvis lægges 180 grader tilbage og danne de perfekte rammer om en god nats søvn på den lange rejse.

Hele øverste dæk bliver "Prestige Class"

Business Class

Hele øverste dæk vil blive Business Class kabine – ellers som Korean Air kalder det “Prestige Class” – og koreanerne bliver således de første til udelukkende at have Business på første sal.

I alt vil der blive plads til 94 stole med 74 tommer mellem sæderne. “Prestige Sleeper Seat” vil være 180 grader fladt, når det er foldet helt ud, og stolene vil stå i en 2-2-2 konfiguration.

Economy Class

Økonomiklasse passagererne kommer til at sidde i en 3-4-3 konfiguration, men den gode nyhed er, at de får relativt meget benplads. Som udgangspunkt siger antallet af sæder på flyet ikke noget om, hvor god eller dårlig plads der er ombord, men Korean Air lover 33-34 tommer (afhængigt af, hvor I flyet du sidder) mellem sæderne på Economy.

Economy får 33-34 tommer mellem sæderne

Efter dagens standarder er det meget generøst. De fleste andre flyselskaber kører mellem 31 og 32 tommer på de lange flyvninger, så med andre ord er det helt op til 3 tommer – eller knap 10 cm – ekstra benplads, der bliver vundet! Det gør helt sikkert en forskel på de lange flyvninger.

Alle sæder får 10,6 tommer stor skærm samt USB stik, så du kan oplade f.eks. et kamera, iPhone eller lignende.

Du se hvordan koreanerne har indrettet flyet her: Korean Air Airbus 380 seat map


A380 opdatering
nov 22nd, 2010 by Kenneth Karskov

Det ser ud til at Qantas seks styk A380 får lov til at stå på jorden nogen tid endnu. I omegnen af 40 motorer skal udskiftes efter uheldet d. 4. november, hvor en af de fire Trent 900 motorer på en Qantas A380 på vej fra Singapore til Australien brød i brand på grund af en olielækage.

Af de fem operatører af A380 så bruger Lufthansa, Singapore Airlines og Qantas samme type motorer på deres udgaver af mega-flyet. Alle Singapore Airlines’ A380 er tilbage i luften og Lufthansa meddeler, at de kun har en enkelt motor, som skal udskiftes.

Qantas, Singapore Airlines og Lufthansa bruger alle samme motortype på A380

Singapore Airlines grounder A380
nov 10th, 2010 by Kenneth Karskov

Singapore Airlines A 380

Singapore Airlines A380

For bare to dage siden meddelte Singapore Airlines, at der ingen problemer var med deres A 380. Udtalelsen faldt ovenpå Qantas problemer med motoren på en Airbus 380, men i dag har piben fået en anden lyd.

Nu har Singapore Airlines bestemt at tre fly skal have udført yderligere check på deres Rolls Royce motorer, der alle er af samme type som den, der sad på Qantas’ ulykkesfugl. Derfor har Singapore Airlines sendt flyene tilbage til Singapore uden passagerer.

Efter råd fra Rolls Royce udskifter Singapore Airlines motorerne på de tre maskiner for en sikkerheds skyld. Singapore Airlines råder over i alt 14 A380.

Qantas har fortsat grounded deres seks Airbus 380 til tidligst i morgen aften.

Kingfisher Airlines: Et af verdens bedste flyselskaber?
jan 24th, 2010 by Kenneth Karskov

Da jeg første gange besøgte Indien i 1994 var Kingfisher en øl. Og vel at mærke en øl, der gav mig hovedpine. Nu er det pludselig også navnet på et af verdens allerbedste flyselskaber.

Så jeg sidder og skriver disse linjen i London Heathrow, og venter på flyet til Bombay. Missionen er at teste Indiens fem-stjernede flyselskab, Kingfisher Airlines.

Der er kun seks selskaber i verden, som kan prale af, at have fået fem stjerner af Skytrax. Disse er Singapore Airlines, Qatar Airways, Cathay Pacific, Asiana Airlines, Malaysia Airlines og så altså Kingfisher Airlines. Imponerende for et flyselskab, der i maj måned i år kan fejre fem års fødselsdag.

Så hvad er det, der gør dette selskab til noget særligt? Hvad gør de bedre end så mange andre? Hvorfor er det et indisk selskab, der pludselig dukker op som et af verdens bedste, når nationens to andre store flyselskaber – Jet Airways og Air India – kun får tre stjerner (ligesom SAS iøvrigt)?

Det bliver jeg nødt til at finde ud af, så nu går turen til Indien for at kigge en af de senere års største fly-succes’er i kortene. Er det så godt, som rygtet siger? Er det så overdådigt, som fem stjerner indikerer? Kan det virkelig måle sig med mastodonter som Singapore Airlines og Cathay Pacific?

Svarene vil du snart kunne læse her. Jeg skal med glæde rapportere fra både en indenrigsrute i Indien samt den lange tur fra London til Bombay ombord på en spritny Airbus 330-200.

Qatar Airways til København
dec 29th, 2009 by Kenneth Karskov

Det er en god nyhed for alle, der holder af god service i luften, at Qatar Airways nu kommer til København. Fra d. 28. marts 2010 starter selskabet med at flyve til Doha fire gange om ugen med en Airbus A319LR med plads til 110 passagerer.

Qatar Airways er ikke så kendt på disse breddegrader, så hvad er er “The World’s 5 Star Airline” egentlig for en størrelse?

Qatar Airways er et af verdens hurtigst ekspanderende flyselskaber, og blev lanceret så sent som 20. januar 1994, og dermed har selskbaet bare en 15 år lang historie. Flåden består at et mix mellem Boeing og Airbus (72 i alt), og på indkøbssedlen står også både Boeing 787 Dreamliner (60 styk) og Airbus 380-800 (5 styk) og 350 (80 styk). De tal inkluderer også optioner, men alligevel taler de deres eget tydelige sprog om et flyselskab, som der er store og ambitiøse planer med. For skal tallene tages for troende, så skal Qatar Airways vokse sig flere gange større på forholdsvist få år.

Det fem-stjernede flyselskab Qatar Airways er på vej til København

Det fem-stjernede flyselskab Qatar Airways er på vej til København

Det er nu ikke fordi Doha i sig selv er en by, som mange mennesker drømmer om at besøge, og derfor sætter sig ombord på et Qatar Airways fly. Til gengæld lokker de nemme forbindelser til Asien, Australien, Afrika, Det Indiske Ocean og de arabiske lande passagerer til, for med Qatar Airways bliver det muligt at ramme mange af disse destinationer med kun et enkelt hurtigt flyskift i Doha. I dag kræver en hel del af disse rejsemål to-tre stop undervejs fra København.

Lige såvel er der en del passagerer som bliver tiltrukket af det serviceniveau ombord. Qatar Airways er udråbt som et af verdens kun seks “fem-stjernede” flyselskaber, og dermed i samme ekslusive klub som Singapore Airlines, Asiana, Cathay Pacific, Kingfisher Airlines og Malaysia Airlines. Det skulle borge for kvaliteten ombord.

Så det bliver spændende at se Qatar Airways i København. For to år siden lancerede de deres første rute til Skandinavien, og valget faldt dengang på Stockholm. Samtidig med at Qatar Airways nu starter ruten til København, så sætter de også større fly ind på ruten Stockholm – Doha og sætter antallet af afgange op. Det er et tegn på, at det går godt! Stockholm ruten startede med et lille fly, men fremover vil Qatar Airways bruge en Airbus 330 med op til 305 passagerer og gå fra fem ugentlige afgange til at have daglige flyvninger fra Sverige til Qatar.

Så lad os krydse fingre for samme succes i København!

Singapore Airlines anno 1985
nov 10th, 2009 by Kenneth Karskov

I de “gode, gamle dage” – dengang det var rasende dyrt at flyve til Asien og ikke for et almindeligt menneske som mig – så røg man afsted på lidt af en flyvetur, hvis man skulle til Singapore.

Når turen gik fra København til Singapore i 1985/86, så var det med et par stop undervejs. Tre gange om ugen sendte Singapore Airlines en Boeing 747-300 eller 747-200B til Danmark, og det var med så eksotiske stop som på Maldiverne, i De Forenede Arabiske Emirater eller Pakistan på vejen!

To eller tre stop undervejs var helt normalt for knap 25 år siden, da ruterne så således ud:

Singapore – Karachi – Frankfurt – Copenhagen
Singapore – Male – Abu Dhabi – Zurich – Copenhagen
Singapore – Male – Dubai – Vienna – Copenhagen

Selvom det lyder eksotisk og spændende, så tror jeg dog de fleste er enige om, at det er meget mere behageligt at flyve direkte. Singapore Airlines flyver i dag non-stop tre gange om ugen mellem København og Singapore med en Boeing 777.

»  Substance:WordPress   »  Style:Ahren Ahimsa
© Al tekst i denne blog er ophavsretligt beskyttet - kontakt Kenneth Karskov