»
S
I
D
E
B
A
R
«
SkyTeam fylder 10 år
jun 29th, 2010 by Kenneth Karskov

SkyTeam alliancen kan fejre 10 års jubilæum. Ofte omtalt som den mindste af de tre alliancer – Star Alliance og oneworld er de to andre – og for de fleste danske passagerer så afgjort også den mindst interessante.

Danmark er Star Alliance territorium, og med SAS og Lufthansa som to store spillere i dansk luftrum, så er det ikke så mange miles vi får samlet hos SkyTeam medlemmerne. Hvis vi derimod havde boet i Frankrig eller Holland, så havde sagen været en helt anden med den store rolle som Air France / KLM indtager i SkyTeam samarbejdet.

Alligevel skal man ikke helt afskrive SkyTeam i Danmark. Air France/KLM har et utal af daglige fly ud af Danmark (både København og Billund), CSA Czech Airlines har over tyve ugentlige flyvninger fra København til Prag, Delta flyver direkte til New York og Atlanta og Aeroflot har direkte forbindelse til Moskva. Så helt uinteressant er SkyTeam ikke i Danmark – især ikke når man har i baghovedet at Air France / KLM sidder på 13% af det danske marked.

SkyTeam virker dog stadig lidt som det tynde øl hvad angår fly-alliancer. Star Alliance var den første, den store og med mange prestigefyldte selskaber som Singapore Airlines, Lufthansa og Thai Airways. oneworld (ja, det skal skrives ud i et og med udelukkende små bogstaver) tæller mastodonter som British Airways, American Airlines og Cathay Pacific.

Og så kommer resten i SkyTeam: Air France, KLM, Delta, Aeroflot, CSA, China Southern Airlines, Aeromexico, Air Europa, Kenya Airways, Korean Air, Alitalia og så de to nye: Rumænske Tarom og Vietnam Airlines. Det er en række af selskaber som umiddelbart ikke virker lige så fine og vigtige som de andre, men der er et par interessante forhold.

For det første er China Eastern på vej ind i SkyTeam. Det er bemærkelsesværdigt, for det er sker i tillæg til China Southern, som lige nu er ‘associeret medlem’ og på trapperne til at blive fuldt optaget. Det er to af de tre store kinesiske flyselskaber, der lige pludselig er samlet der, og så står SkyTeam stærkt i ‘Riget i Midten’.

Og så skal man heller ikke forklejne Delta – verdens største flyselskab – eller Air France/KLM, der er en af de tre store spillere i Europa (sammen med Lufthansa og British Airways). På samme måde er Aeroflot heller ikke uinteressante som de sidder på det russiske marked.

Så SkyTeam er på vej. De første ti år er gået med at indtage sidstepladsen i feltet, men tingene begynder langsomt at udvikle sig. Fortsætter trenden og sætter SkyTeam sig på flere af de store selskaber, så vokser alliancens prestige også. Og flere flyselskaber vil komme til, og lige nu peger pålidelige rygter på at Garuda (som igen er begyndt at flyve til Europa efter at have været bandlyst af EU) og taiwanesiske China Airlines er på vej ind i SkyTeam.

Det skal blive spændende at følge, for lige nu går tendensen klart hen imod samarbejder indenfor alliancer blandt de store ruteselskaber. Så mens de første ti år har været stille vil alliancernes betydning vokse støt i løbet af de næste ti år.

Første 787 Dreamliner destination offentliggjort
jun 2nd, 2010 by Kenneth Karskov

Det første fly er endnu langt fra at blive leveret til noget flyselskab, men alligevel annoncerer Continental Airlines nu den første rute med Boeing’s nye 787 Dreamliner. Turen kommer til at gå fra Houston til Auckland.

co_logo_3pica_blue_rgbContinental har bestilt 25 eksemplarer af Dreamliner flyet, og flyselskabet forventer at modtage de første fly i august 2011. Flyet vil få 228 sæder, deraf 36 BusinessFirst flat-bed sæder.

Continental afslørede d. 3. maj at de planlægger at fusionere med United Airlines, hvilket vil skabe et nyt gigantisk flyselskab.

Første europæiske flyselskab til at modtage et eksemplar af det nye fly er Polens Star Alliance medlem LOT Polish Airlines

Egyptair på vej til København
feb 24th, 2010 by Kenneth Karskov

Flyselskabet Egyptair er på vej til København, rapporterer Travelreport.se. For Egyptair er det en tilbagevenden til Kastrup, hvor de tidligere fløj i mange år, og samtidig er det også endnu en fjer i hatten på Københavns Lufthavn, der har været gode til at tiltrække ruter.

Første fly fra Cairo lander i København d. 2. oktober 2010. Egyptair vil bruge en Boeing 737-800 på ruten med 24 pladser i Business Class og 144 sæder i Economy Class. Siden Egyptair sidst landede i København i 2004, er selskabet blevet medlem af Star Alliance, og derfor kan SAS Eurobonus medlemmer optjene bonuspoint på flyvninger med Egyptair.

Egyptair vil flyve mellem København og Cairo tre gange om ugen, på onsdage, fredage og søndage.

Air India kigger på København
feb 19th, 2010 by Kenneth Karskov

Air India kigger efter et alternativ til Frankfurt som europæisk hub. Den tyske stor-lufthavn er godt pakket efterhånden, og i forbindelse med at det kommende indiske Star Alliance medlem kigger på Dublin som en mulighed, så dukker København også op.

The other airports in the running as potential alternatives to Frankfurt are Copenhagen, Denmark and Vienna, Austria.

Air Indias operation i Frankfurt går ud på at sakse flyene ind fra Mumbai og Delhi i Indien og så videre til New York og Chicago i USA. Det skulle være den samme model, som inderne gerne vil overføre til Dublin, Wien eller København.

For knap et år siden lukkede SAS ruten fra København til Delhi i forbindelse med nedskæringerne, så for Kastrup vil det være et scoop at få en direkte rute til Indien. Lufthavnen har jo på det seneste haft held med at tiltrække nye langruter med bl.a. Qatar Airways til Doha, Air Canada til Toronto og Delta til New York JFK.

Tilmed er Indiens nationale flyselskab på listen over næste medlemmer af Star Alliance og forventes optaget i slutnignen af 2010. Det giver mulighed for at optjene SAS Eurobonus, hvilket er et godt salgsargument på disse breddegrader.

Alligevel skal man dog nok tage nyheden med et gran salt. Air India ridder ikke samme dag de sadler, flyselskabet har det svært i Indien, hvor de er hårdt presset af Jet Airways og Kingfisher Airlines, og så er København ikke øverst på deres liste.

Så mon dog. Men man skal jo aldrig sige “aldrig”

Air Canada åbner København – Toronto
dec 22nd, 2009 by Kenneth Karskov

Air Canada har forsøgt det før uden held, men nu prøver de en gang til: Fra 25. juni 2010 kommer der igen en direkte rute fra København til Canada.

Turen til Toronto bliver den eneste direkte rute fra Skandinavien til Canada. Toronto er Canadas største by, og herfra er der gode forbindelser med Air Canada til en lang række byer i Canada, USA og Sydamerika.

Air Canada vil bruge en Boeing 767-300 ER på ruten mellem København og Toronto. 211 passagerer er der plads til ombord, af disse er 24 sæder på Executive First. Alle passagerer ombord har egen skærm og netstik til computere. Flyvetiden til Toronto er 8 timer og 30 minutter.

For at få en god idé om oplevelsen ombord på Air Canadas Economy Class på denne flytype, så se denne foto-report fra en tur fra Toronto til London.

Air Canada Executive First er selskabets Business Class, som er indrettet i en “sildebensformation”. Det er første gang vi ser denne konfiguration i København, og mens den er perfekt for folk, der rejser alene, er den ikke velegnet til to, der rejser sammen. Det er nok nemmere at klikke på rapporten her for at se nærmere omkring indretning og forplejning ombord på et Air Canada fly af samme type som kommer til København.

Air Canada fløj dagligt samme rute fra 2. maj 1999 frem til slutningen af september 2001, men indstillede den som konsekvens af 11. september 2001. Den 28. maj åbnede selskabet atter Toronto-ruten fra København, men endnu engang måtte selskabet trække sig. Dengang forsøgte de med fem ugentlige afgange.

Air Canada fløj sidste år med over 31 millioner passagerer til 170 destinationer – heraf 58 i Canada og 55 i USA. Air Canada er medlem af Star Alliance, og du optjener således SAS Eurobonus point på den nye rute.

Ethiopian på vej ind i Star Alliance?
dec 11th, 2009 by Kenneth Karskov

Knap er Brussels Airlines budt velkommen i Star Alliance, førend de tager hul på indlemmelsen af nye medlemmer. En af de næste til at blive optaget i den voksende klub skulle ifølge ATWOnline være Ethiopian Airlines. Det er kun de første indledende samtaler, som bliver ført, og en beslutning bliver først taget en gang i 2010.

Tilsyneladende er Star Alliance meget opsatte på, at der ikke skal være hvide pletter tilbage på landkortet, hvor de ikke dækker så godt. Derfor er Ethiopian Airlines interessante for alliancen, for på trods af at flyselskabet transporterer under tre millioner passagerer om året, så sætter det sætter Star Alliance på landkortet i Centralafrika. Hvis en aftale falder på plads, så bliver Ethiopian Airlines det tredje afrikanske medlem af Star Alliance efter South African Airways og EgyptAir.

En række andre selskaber står dog længere fremme i køen til at komme med i Star Alliance end Ethiopian Airlines. I løbet af 2010 forventes Indiens nationale flyselskab Air India, græske Aegean Airlines og brasilianske TAM at blive optaget i “klubben”.

»  Substance: WordPress   »  Style: Ahren Ahimsa
© Al tekst i denne blog er ophavsretligt beskyttet - kontakt Kenneth Karskov