Test: Air Berlin “Economy Class” i Europa

Af Kenneth Karskov
***Bemærk: airberlin er ophørt med at eksistere og i selskabets sidste levetid var  servicekonceptet på de europæiske flyvninger ændret, så forplejning kostede penge*** Air Berlin er Tysklands næststørste flyselskab, og selvom selskabet flyver til både København og Billund er det ofte en overset størrelse på det danske marked. Hvilket er synd. For Air Berlin – eller eller “airberlin” med små bogstaver og i ét ord, som flyselskabet selv insisterer på at skrive det – er et velfungerende flyselskab, som der er al mulig grund til at benytte på flyvninger indenfor Europa. Du flyver den korte tur fra Danmark til Berlin eller Düsseldorf og skal du videre ud i verden, så er det nemt og bekvemt at skifte til næste fly. Kufferter ryger hele vejen igennem til slutdestinationen og du får boardingkort til hele rejsen allerede i København. Air-Berlin-cabin airberlin flyver til en lang række destinationer i Europa og tilmed også til bl.a. Chicago og Miami i USA og Cancun i Mexico. Komforten er god og servicen er faktisk lidt over, hvad du kender fra en række andre flyselskaber. For airberlin er ikke et lavprisselskab som easyJet, Norwegian eller Ryanair, men nærmere på niveau med SAS, Finnair og Icelandair. Faktisk måske et nøk over. Alle passagerer får det mest basale i form af kaffe, the, juice eller sodavand og en lille snack. På en kort tur mellem København og Berlin er det f.eks. en lille pose kartoffelchips med paprikasmag, mens det på en længere flyvetur kan det være f.eks. en rosinbolle eller nogle chokoladekiks. airberlin-service Resten kan du købe: Øl, vin, spiritus, slik, kager, sandwiches og varme retter. Der er således sørget for, at du ikke tørster og har lidt at gnaske i, og er du mere sulten, så er der et helt menukort fyldt med muligheder til rimelige priser. Menukortet indeholder både den klassiske trekantsandwich, en rugbrødssandwich med spegepølse og lune sandwich med skinke og ost, der står i 5 EUR (ca. 37 danske kroner) stykket. En lille tapasbakke koster 5,50 EUR (ca. 40 danske kroner) og en pose med nødder og tørret frugt koster 2 EUR (ca. 15 danske kroner). Tørsten kan slukkes med gratis kaffe/the, juice eller sodavand, mens en Bitburger pilsner koster 3 EUR (ca. 22 danske kroner), en flaske rød- eller hvidvin 5 EUR (ca. 37 danske kroner) og en flaske bobler 4 EUR (ca. 30 danske kroner). airberlin-currywurst De varme retter er bl.a. indisk kylling i chilisauce, Sansibar kylling med tortiglione pasta, bladspinat og hollandaisesauce til hver 10,90 EUR (ca. 82 danske kroner) eller signaturretten: Currywurst til 6,90 EUR (ca. 51 danske kroner). Den klassiske tyske pølse serveres i en lille bakke med en separat pose karry til at drysse henover samt den traditionelle mini-gaffel i træ – det kan næsten ikke blive mere tysk! Alle billeder af maden her på siden er sådan som retterne reelt tager sig ud – og altså ikke lokkende reklamefotos fra flyselskabet. Maden smager fint og er faktisk lige et nøk over det meste anden flymad på europæiske flyvninger. airberlin breakfast scrambled eggs Dertil kommer en række retter som kun kan forudbestilles, men det gøres nemt på flyselskabets hjemmeside, f.eks. en spansk omelet med kartofler eller røræg med bacon, svampe og grilltomat til morgenmad samt asiatiske nudler med grøntsager, andebryst i appelsinsauce eller gullasch til frokost eller aftensmad. Så airberlin er et effektivt, ordentligt og imødekommende flyselskab. Det er tysk på den gode måde, endda i en grad, så når du går fra borde holder personalet en kurv frem med Lindt chokoladehjerter, som de opfordrer alle til at tage en af. En fin sidste hilsen. Vær opmærksom på, at som hos mange andre selskaber, så gælder det også hos airberlin, at de billigste flybilletter hos IKKE inkluderer bagage. På de korte flyvninger fra Billund eller København til Berlin er det nok de færreste, der har brug for at tjekke en kuffert ind, men bruger du selskabet til længere rejser ud i verden skal du lige tjekke, at du får en billetkategori, der inkluderer en kuffert. airberlin chokoladehjerte Du kan optjene bonuspoint med airberlin i selskabets eget Topbonus program eller hos partnerne i oneworld alliancen (bla. British Airways, Finnair og American Airlines) eller hos mellemøstselskabet Etihad Airways, der også ejer en bid af airberlin. Har du et guldkort hos airberlin, et af oneworld alliancens medlemmer eller Etihad, kan du tråde først ombord på flyet med priority boarding – som rent faktisk bliver håndhævet – ligesom guldkortkunder gratis kan vælge sæde og benytte fast track sporet i sikkerhedskontrollen. Har du iPhone og Apple Watch, så har airberlin en app til begge apparater, så du kan rejse helt uden papir. Bemærk: Efter denne artikel er skrevet har airberlin ændret konceptet, og de gratis snacks og drikkevarer er forsvundet fra de europæiske flyvninger. airberlin-apple-watch  


Posted

in

by