Rutetjek: Med Air France på Economy Class til Asien

Rute: Paris – Wuhan (Kina)
Flytype: Boeing 777-200
Flyselskab: Air France
Klasse: Economy Class

Af Kenneth Karskov
Det starter godt. Et glas ægte fransk Champagne bliver serveret inden maden, og tilbudet gælder alle passagerer på Economy Class, som måtte have lyst til et glas af de dyre dråber. Rundt om i kabinen skåler folk på en god tur, og det sætter et eftertrykkeligt fransk aftryk på oplevelsen. Air France er – så vidt jeg ved – det eneste selskab, der stadig tilbyder et glas Champagne på økonomi. Dermed er baren åben! Til sammenligning med SAS, hvor bliver der opkrævet penge for sodavand, øl, vin og spiritus mellem måltiderne, så er alt gratis hos Air France. Samtidig er her også plads til at udlevere et par gratis flyverbriller, hvilket også er fjernet hos mange selskaber. Det fortæller sin helt egen historie om, hvorledes Air France fortsat investerer i deres Economy Class. En kabineklasse, der ellers oplever at blive skåret helt ind til benet hos mange europæiske og amerikanske flyselskaber i disse år. Kabinen er elegant indrettet med mørkeblå stofsæder, og en pude og et tæppe ligger klar, når jeg går ombord. Alle passagerer har egen skærm med mulighed for at starte og stoppe filmene efter behag, og der er samlet over 1000 timers underholdning i de små skærme. Efter en runde med cocktails er det tid til aftensmad. Hovedmåltidet består af en fire-retters menu med forret, hovedret, ost og dessert. Air France tilbyder altid to valgmuligheder, og her er ikke blot tale om to forskelllige hovedretter, men to helt forskellige menuer. De er udførligt beskrevet i det omdelte menukort, og på turen til Kina er der mulighed for at vælge mellem enten det franske eller kinesiske køkken. Det er god service overfor de mange kinesere ombord på flyet – som jeg vil skyde på udgør hovedparten af passagererne på denne flyvning til Wuhan – og samtidig afspejler den franske menu, hvorledes Air France har rødder i et Frankrig med stolte madtraditioner. Vinene er naturligvis også franske, og der er én hvid og to rødvine at vælge mellem. Derudover er der øl, sodavand, juice samt kaffe, the og varm chokolade i lange baner. Efter maden bliver der serveret varmen drikke og avec, og som nævnt: Det hele er inkluderet i flybillettens pris – mad, drikke, alles. Som udgangspunkt er dette et rigtig godt Economy Class produkt, og et af de bedste i Europa. Skulle du have lyst til at gøre Economy Class oplevelsen endnu bedre, så giver Air France muligheden for at tilkøbe et af de såkaldte a la carte måltider. For mellem EUR 12 (90 kroner) og EUR 28 (210 kroner) kan du tilkøbe ekstra lækker mad, og som udgangspunkt er der fem forskellige A la Carte måltider at vælge mellem: Italiensk, klassisk fransk, økologisk (‘bio’), alt godt fra havet og en menu sammensat af folkene hos den franske gourmet-koncern Lenôtre. Jeg springer på den økologiske valgmulighed til 164 kroner. I forhold til det almindelige Economy Class måltid er præsentationen af a la carte måltiderne løftet et niveau, så ud er røget plastbestik og plastkrus, og hovedretten bliver serveret i en porcelænsskål og ikke i en foliebakke (tryk på billedet herover for at se menukortet for ‘bio’ i stor størrelse). A la Carte måltiderne skal bestilles senest 48 timer før afrejse og kan ikke bestilles ombord. Muligheden for at opgradere maden er et eksempel på et af flybranchens “gode” gebyrer, for Economy Class produktet hos Air France er som udgangspunkt rigtig godt, men merprisen giver mulighed for at gøre oplevelsen endnu bedre. Ifølge det udleverede menukort er der snacks og varme supper mellem måltidene, ligesom der skulle være is. Sidstnævnte ser jeg aldrig noget til, men til gengæld er jeg flere gange ude for at tanke op med drikkevarer i “baren” – en vogn op med tag-selv-drikkevarer i flyets køkken (billedet herover). Personalet ser jeg ikke mere til, førend der bliver serveret morgenmad inden landing. Bakken er ens for alle passagerer, og består af juice, yoghurt, frugtmos, pålæg, ost, marmelade, smør, brød samt kaffe eller the. På mange måder har Air France et rigtigt stærkt Economy Class produkt. Selv ikke den ellers så forhadte Charles de Gaulle lufthavn kan leve op til sit skrækindjagende ry som en forfærdelig lufthavn at skifte fly i. Charles de Gaulle (CDG) har fået en ordentlig overhaling og Air France benytter de nybyggede områder til de lange oversøiske flyvninger. Det tager mig blot ti minutter at gå fra Terminal 2F til næste maskine i 2E. Førhen betød et flyskifte i Paris lange gåture og ekstra sikkerhedstjek med gennemlysning af håndbagagen, men dette er blevet elimineret. Samtidig er de nye områder lyse og lækre med en række indbydende butikker og spisesteder. Her er både eksklusive mærkevarer – f.eks. Gucci og Cartier – samt de mere traditionelle toldfrie butikker. Alle stolerækker er forsynet med stik, så din smartphone ikke løber tør på den lange rejse. Der er placeret et stik ved hvert sæde, faktisk! Det som trækker ned i anmeldelsen af Economy Class oplevelsen hos Air France er, at jeg oplever det lidt bizarre at passere mit udgangspunkt i København fem-og-en-halv time efter, jeg har sat mig ind i det første fly. Jeg krydser mit eget spor og kan godt sidde med følelsen af at have brugt over fem timer på at komme ingen vegne. Dette problem er særlig udtalt på ruter til Kina, hvor den korteste vej går over russisk luftrum. På ruter til f.eks. Afrika, Mellemøsten, Indien og Sydøstasien er ulempen ikke den samme ved at flyve via Paris, for her ligger den franske hovedlufthavn nærmest på vejen ned igennem Europa. Det er dog ikke helt rigtigt at jeg har “spildt” fem timer, for Wuhan har ikke nogen direkte rute fra København – eller noget andet sted i Europa, for den sags skyld. Så alternativt vil det kræve et stop i en lufthavn i Kina, hvor jeg ville skulle bruge nogle timer på at vente på et indenrigsfly, selv hente min bagage og checke ind til næste fly. Nu kan jeg stige af flyet i Wuhan, som ikke har Kinas travleste udenrigsterminal, og derfor hurtigt kan ekspedere både passagerer, paskontrol og kufferter.

Konklusion

Når alt kommer til alt, så har Air France et rigtigt stærkt Economy Class produkt, der fremstår som et af de bedste i Europa. Højdepunkterne inkluderer 1) fri bar på hele turen, 2) To forskellige menuer at vælge imellem som er fint beskrevet i det lille menukort, 3) Champagne som velkomstdrink, 4) Egen skærm med start/stop af 1.000 timers underholdning og 5) mulighed for at opgradere maden.