Rutetjek: Ny Air France kabine giver Business Class et KÆMPE løft

Af Kenneth Karskov
Air France har taget hul på en ambitiøs plan, der skal bringe det franske flyselskab tilbage i verdenseliten. Den øgede konkurrence fra de mellemøstlige flyselskaber skal besvares, og som et våben i kampen om de rejsendes gunst, introducerer Air France nye kabiner på alle klasser. Det er således den splinternye indretning, der møder de rejsende på Air France flyet AF272 fra Paris CDG til Tokyo Haneda. Flyet er et Boeing 777-200, og for passagererne på Business Class er det ensbetydende med en siddeplads, der lever op til ambitionen: Den er verdensklasse! Air-France-Business-Class-01 Ret beset fås det ikke meget bedre på Business Class. Det er det samme sæde, som Cathay Pacific har installeret i dén kabiner, der vandt prisen for bedste Business Class i verden i 2013. Alle pasagerer i vinduesrækken sidder alene, så du skal ikke ulejlige nogen, når du skal ud. Du kigger skråt ud mod vinduerne, og sædet kan naturligvis lægges ned til en flad seng. Billedet herover viser sædet, som det møder passagerene. En stor dejlig pude, et par slippers (på ruten til Tokyo, hvor der er et krav fra de japanske passagerer), en bøjle til jakken samt et tæppe. Skærmen er placeret hen over en lille hylde. Underholdningssystemet er proppet med nye film og klassikere, computerspil, musik og anden underholdning, og alt kan startes og stoppes efter behov. Skærmen kan foldes skråt ud, så den får den perfekte vinkel til sideretningen, og når sædet trylles om til en seng, så bliver den lille hylde til den yderste del af madrassen. Dine fødder sover altså under fjernsynsskærmen. Air-France-Business-Class-02 Mens passagerne i vinduesrækkerne kigger skråt ud på skyerne, så kigger passagererne i midterrækkerne skråt ind mod midten af flyet. Det betyder, at du faktisk ikke ænser de andre passagerer ombord, for vinduesrækken og midterrækken vender hver sin vej. For passagererne i midten gælder det, at sæderne er skærmet af, så der ingen adgang er fra det ene sæde til det andet. Der sidder også en stor hvis skærm, så det ikke er muligt at kigge over til den anden passager, men denne plade kan fjernes, hvis man rejser to sammen. Skærmbillede 2015-05-12 kl. 22.56.29 Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at hvis dette er tidens ypperligste Business Class sæde, så er det primært tilgodeset de individuelle rejsende. Dem er der flest af på Business Class, og folk der rejser to sammen vil opleve, at det ikke er helt ukompliceret at føre en samtale. Her er naturligvis alt det som er standard på de dyre pladser anno 2015: Stik til computeren og det lille skab til venstre for sædet indeholder hovedtelefoner, der er af den støjreducerende slags. Hvis der skal peges fingre ad noget, så er det at flyet mangler wifi – ellers havde det været det perfekte kontor i 10 kilometers højde! Air-France-Business-Class-07 Det er svært at forestille sig et meget bedre sæde. Forskellen mellem Business Class og den endnu mere eksklusive First Class er blevet minimeret yderligere, og Air France har bragt sig tilbage i den europæiske topklasse med den nye kabine. Dette er måske Europas bedste Business Class for tiden. Eneste konkurrent kan være de nye kabiner fra Finnair og SAS, men indtil de er testet i praksis, så går titlen til Air France. Konkurrenter som Lufthansa, British Airways, SWISS, Iberia, Austrian etc. får alle sammen baghjul. Air-France-Business-Class-05 Der er fuldt hus på denne flyvning, og samtlige pladser i Business Class er taget. Der bliver uddelt små toilettasker – blå til mændene og lyserøde til kvinderne – samt menukort for dagens flyvning. En flyvning til Japan rummer et par særlige service-elementer, som ikke ses på andre flyvninger. De japanske passagerer forventer, at der omdeles sutsko til at tage på under flyveturen, og på det punkt vil Air France ikke skuffe dem. Derudover er der japansk-talende personale ombord samt en japansk-sproget menu med en japansk valgmulighed. Med alle passagerer på plads er det bare at slå benene op og nyde et glas Champagne til velkomstdrink, mens cockpittet sørger for at få den nyindrettede Boeing 777-200 i luften (og det er ikke blot Business Class som er helt ny – også Premium Economy og Economy Class har fået en overhaling). Air-France-Business-Class-04 Måltidet starter med en L’amuse-bouche i form af rejer med guacamole og grapefrugt (billedet herover). Fjernsynet spytter på dette tidspunkt lystigt film ud, og de fleste passagerer er godt i gang med turens første film, mens personalet tager hul på serveringen. Air-France-Business-Class-06Forretterne er foie gras med en chutney af tørrede figner på den ene side af den firkantede tallerken, og et spyd af af tomat og mozzarella med pesto og en frikasse af squash. Her er også en skål med “årstidens salat” som primært er forskellige salatblade. Med sin franske herkomst er det prisværdigt – og naturligt – at Air France lader menuen afspejle hjemlandets stolte madtraditioner. Det gælder både Champagne, foie gras, franske oste og macarons for at nævne et par eksempler. Air-France-Business-Class-08 Hovedretten er i dette tilfælde den japanske specialitet med stegt oksekød i japansk karry med grøntsager og ris. Udover de fire valgmuligheder i menukortet, så tilbyder Air France at man kan forudbestille sit måltid til turen, og her giver det franske flyselskab fem spændende valgmuligheder: Koreansk, japansk, kinesisk, thai eller indisk. Der kommer rødvin på bordet til hovedretten, og der er ingen sure miner, da jeg beder om at smage to forskellige rødvine. “Naturligvis”, er svaret. Air-France-Business-Class-09 Et måltid i Frankrig kan ikke slutte på andre måder end med lidt ost. Og et glas portvin, i dette tilfælde. Det er dog ikke sådan, at Air France beder dig vælge mellem ost eller dessert, for begge dele bliver skam serveret. Det er blot et spørgsmål om, hvor meget du kan spise, for det er ved at have været en pænt stor frokost… Air-France-Business-Class-03En friskbrygget espresso, et glas cognac og dessert. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg ikke måtte føre bil på dette tidspunkt, og jeg kan næsten blive i tvivl om, hvorvidt jeg må betjene sædet. Jeg tager chancen og skubber ryglænet tilbage ved tryk på en knap. Herefter bliver sædet tryllet om til en dejlig, flad seng. Det er særligt her, at puden og tæppet kommer til sin ret. Det er skønt at kunne lægge sig helt fladt, og blot lukke øjnene, mens man svæver over skyerne. Det bliver til et par timers søvn, og inden landing i Tokyos Haneda lufthavn – der ligger betydeligt tættere på centrum end Narita lufthavnen – bliver der serveret et morgenmåltid. Også her er der valgmuligheder, og den kolde anretning består af en bakke med frisk frugt, yoghurt med drys, croissant, lun bolle, smør, marmelade, appelsinjuice, Champagne og en tallerken med kylling og ost i skiver. Ikke dårligt! Air-France-Business-Class-10 Det er således ikke muligt at gå sulten fra borde. Eller tørstig, for den sags skyld. Undervejs er der små snacks, hvis maven vil drilles med lidt lækkerier, men der er rigeligt med mad i de to hovedmåltider. Så det store spørgsmål er selvsagt: Kan den nye kabine løfte indtrykket og bringe Air France op blandt de allerbedste flyselskaber? På europæisk plan: Klart ja! Med den nye Business Class giver Air France konkurrenter baghjul. Det er ganske enkelt blevet en ypperlig oplevelse at flyve Business Class med Air France.


Posted

in

,

by