Rutetjek: Sådan her er Austrian Airlines på Business Class

Af Kenneth Karskov

Sidst jeg fløj Business Class med Austrian er efterhånden seks år siden, og jeg husker stadig, hvordan jeg var imponeret af maden og servicen ombord.

Derfor var jeg ikke i tvivl, da jeg fik tilbuddet om en opgradering til Business for 225 EUR på en to-en-halv times flyvning med Austrian.

Min erindring spiller mig måske et puds, men jeg husker det som et fremragende produkt med udsøgt service og “gourmet entertainment”, som de kalder lækkerierne leveret af DO & CO, der var fint beskrevet i lille menukort. Mit indtryk anno 2012 kan ikke leve helt op til det.

Fem ekstra ydelser

Hvis vi skal skære helt ind til benet, så får jeg fem ekstra ydelser for de 225 EUR:

– Loungeadgang
– Et frit midtersæde
– Mere benplads
– Bedre mad og drikke
– Plads forrest i flyet

Bonuspoint bliver givet efter den oprindelige billetklasse på økonomi, ligesom der heller ikke bliver tilladt ekstra bagage ved en købt opgradering.

Austrians Business Class har samme sæder som på økonomiklassen – dog med lidt ekstra benplads (foto: Kenneth Karskov)

Nogle af de små ‘touches’, der distancerer servicen på Business Class fra almindelig Economy, er fraværende hos Austrian.

Der er ingen særlig velkomst med en pre-take-off drink. Heller ikke et imødekommende “Velkommen ombord! Skal jeg tage Deres jakke?”.

Jeg ser faktisk ikke besætningen før der bliver serveret mad, hvilket er et stykke inde i flyvningen.

Jeg sætter mig til rette i sæde 2A og selvom selve stolen er den samme som på Economy, er der dog lidt ekstra benplads på de forreste rækker. Der er tale om Lufthansa gruppens nye Europa sæder med den tyndeste lille pude i ryggen. Det er dårligt nyt for komforten, men godt nyt for benpladsen, for sædet fylder mindre og giver mere benplads med samme antal passagerer på flyet.

Andre flyselskaber giver den et ekstra nøk på de forreste rækker. Flere selskaber klapper et lille bord op på det tomme sæde på Business, andre ville endda rykke armlænet et par centimeter, så sædet reelt bliver et par centimeter bredere. Austrian gør ingen af delene.

Tre-retters “gourmet entertainment”

“For your comfort”

Midtersædet er ledigt “for your comfort”, som der står på nakkestøtten, og for mig er det stadig en af de vigtigste fordele, for det giver plads omkring skuldrene og gode betingelser for at arbejde ombord.

Gardinet bliver trukket for og maden kommer på bordet. Den fejler til gengæld ingenting. Jeg savner menukortet, som Austrian havde engang, men et kvalificeret bud er en fortolkning af Vitello Tonnato til forret, en fremragende gul karry med rejer til hovedret og luftig choko-mocca dessert.

Både smagen og præsentation er i topklasse, men det roder lidt med servicen på denne flyvning, og der går nogen tid inden jeg får noget at drikke til maden. Champagnen er sparet væk og i stedet får jeg serveret et glas østrigsk sekt.

Så jeg sætter stadig Austrians europæiske Business Class højt og højere end mange andre flyselskaber – såsom Lufthansa, Air France og SAS – men afstanden er mindsket og andre selskaber har halet ind på østrigerne (bl.a. Turkish Airlines og airBaltic, som jeg mener pt. har de to bedste Business Class produkter i Europa).