Et af KLMs Embraer fly (foto: KLM / PR)

Rutetjek: KLM til Amsterdam på Economy Class

Af Kenneth Karskov
Er der nogen forskel på, hvem man flyver med på de korte ruter i Europa? Bestemt. Og det er ikke kun et spørgsmål om gratis kaffe og te om bord. Forskellene mellem flyselskaberne på de europæiske flyvninger er typisk komforten, servicen ombord, internet i luften, inkluderet bagage, bonuspoint og muligheden for at checke ind på app eller internettet. Med en enkelt undtagelse scorer KLM højt på alle parametre. Undtagelsen er den inkluderede bagage, for de billigste Europa-billetter inkluderer ikke bagage hos KLM (men en kuffert er dog inkluderet i billetten på de lange oversøiske rejser til Asien, USA, Sydamerika og Afrika), og ellers klarer det hollandske flyselskab sig godt i testen. Her bliver serveret en gratis snack ombord, og det letter faktisk oplevelsen, at personalet ikke hele tiden bliver bremset af, at folk skal finde betaling frem for at få en kop kaffe eller lidt at tygge i. Så personalet når hele vejen rundt på denne kort tur og kan servere for passagererne uden den store stress. Serveringen består i en sandwich, kaffe eller the, og skulle behovet for lidt stærkere drikkevarer opstå, så er det bare at sige til, for personalet stiller gerne en øl eller et glas vin på bordet. Ganske gratis. Målt ud fra gængs Economy Class-standard er her fin plads på KLM’s fly mellem København og Amsterdam. Sæderne er ikke klemt alt for meget sammen, så benene kan stadig være her, og det tæller op, at pladsen ikke er helt så presset som hos de mest aggressive lavprisselskaber. Endnu vigtigere på så kort en flyvning er faktisk, at hele forarbejdet fungerer perfekt. Alle de ting, som går forud for selve flyrejsen, fungerer, og KLM udmærker sig især med at have en app, hvor det er nemt at tjekke ind, vælge sæder og få boardingkort på mobilen. Alt i alt en rigtig god oplevelse at flyve med KLM til Amsterdam. KLM-Y-Catering Herover: Typisk servering på KLM på de korte europæiske flyvninger. En snack og lidt at drikke – begge dele er gratis!


Posted

in

, ,

by